CPH:DOX 2021: 70/30 – Phie Ambos åbner DOX med klimadebat

Så blev det den 21. april. Store G-dag hvor cafeerne og restauranterne slår dørene op igen, går hånd i hånd med startskuddet til årets CPH:DOX festival og svimlende 22 dage i selskab med nogle af verdens bedste dokumentarfilm.

Som ved alle filmfestivaller er åbningsfilmen vigtig, og man kan dårligt forestille sig et mere aktuelt valg end Phie Ambos nye film ”70/30”.

De to tal dækker over det danske klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70% inden 2030 i forhold til 1990.

Filmen følger tilblivelsen af én af de mest ambitiøse klimalove i verden. Phie Ambo skruer tiden tilbage til 2019, hvor tusindvis af danske børn droppede skolen og gik på gaden for at demonstrere for klimaet. Med den svenske klimaforkæmper Greta Thunberg som forbillede krævede de handling og mobiliserede både deres forældre og bedsteforældre.

Da der senere på året blev udskrevet valg, nåede klimabølgen nye højder. Det stod hurtigt klart, at stemmerne flød i retning af de partier, der kunne præstere den grønneste klimapolitik. Pludselig kom klimaet højt på den politiske dagsorden og spørgsmålet var nu, om den nye regering var klar til at sætte handling bag valgløfterne og gå hele vejen i kampen for klimaet.

Som en flue på væggen følger Phie Ambo sine fire hovedpersoner: Klimaminister Dan Jørgensen, De Radikales klimaordfører Ida Auken samt klimaaktivisterne Esther Kjeldahl og Selma de Montgomery fra Den Grønne Studenterbevægelse.

Resultatet kender vi. Trods forsinkelser på grund af coviud-19 epidemien blev Danmarks første klimalov vedtaget af folketinget den 18. juni 2020. Det er dog ikke selve vedtagelsen men vejen dertil, der har fascineret Phie Ambo:

“For mig har det været en øjenåbner at følge processen med udarbejdelse af klimaloven og klimahandlingsplanerne. Jeg var meget overrasket over, hvor meget samarbejde og velvilje politikernes hverdag består af – det vidste jeg ikke, for det er ikke den slags, der skaber overskrifter.”

”Vores politikere knokler simpelthen dag og nat for denne dagsorden, og det synes jeg, befolkningen fortjener at se. Klimaaktivister i alle aldre skal vide, at de bliver hørt, når de uge efter uge står og klaprer tænder med deres papskilte. For mig at se, er den del vigtig. På den måde sikrer vi, at håbet om forandring lever, og vi alle bliver inspirerede til at fortsætte kampen sammen”, siger hun.

På den måde er det svært at skelne mellem filminstruktøren og aktivisten Phie Ambo. De to går så tæt hånd i hånd, at de meget af vejen smelter sammen.

Og så alligevel. Trods Ambos ildsjæle-energi og emnets vigtighed, er 70/30 ikke en særlig spændende film. Måske fordi der ikke er nogen egentlige skurke. Ingen kan være i tvivl om, at hovedpersonerne brænder for sagen, så skurkerollen bliver en underlig, diffus størrelse – vel nærmest alle os i det moderne samfund, der med vores forbrug og overforbrug er med til at skubbe CO2-udslippet og klimaet den forkerte vej.

Filmen er heller ikke specielt innovativ i forhold til for eksempel den nøje planlagte tilfældige måde, hvorpå Phie Ambo afsøgte den menneskelige bevidsthed i filmen ”…Når du kigger væk” (2017). Eller hendes dybt fængende portræt af den idealistiske landmand Niels Stokholm i ”Så meget godt i vente” (2014).

Endelig er det som om, at det hele bliver meget bagudskuende, og at det politiske landskab på Christiansborg har rykket sig meget siden valget i 2019. Det er således underligt kuriøst at høre De Radikales daværende leder Morten Østergaard udtale at ”Klimaforandringerne står øverst på dagsordenen”, når han siden blev væltet og skyllet ud af dansk politik af MeToo-bølgen i sit parti. En debat, hvor også Ida Auken spillede en fremtrædende rolle.

Og selv om der også blev talt klima i 2020 og klimaloven blev vedtaget, så har corona-epidemien i den grad fyldt hele billedet de seneste 14 måneder. De fleste tænker i øjeblikket langt mere på vacciner og hvornår verden igen åbner end på drivhuseffekten.

Det paradoksale er, at corona nok på den korte bane har gjort mere for at begrænse CO2-udslippet end Klimaloven.

På den måde er ”70/30” og den efterfølgende live-debat om klima på DOX med filmens hovedpersoner en kærkommen påmindelse om, at der også er andre store problemer, der venter på at blive løst.

70/30 – 98 minutter – Danmark – Instruktør: Phie Ambo – Medvirkende: Dan Jørgensen, Ida Auken, Esther Kjeldahl, Selma de Montgomery m.fl.