Filmanmeldelse: Den sidste tid – Verdens mindste sekt

den-sidste-tid

5 popcorn

Titlen på Christoffer Dreyers film er i den grad dobbelttydig. Det forstår man i allerede i den første scene, hvor pensionistparret Esther og Hans sidder i deres stue i Rønnebærparken i Ribe. På overfladen to helt almindelige ældre, lige til Hans tænder for videokameraet og begynder at tale om ”Den sidste tid”.

For Esther og Hans har deres helt egen mission. De har været sammen i 50 år og brugt alt deres disponible tid på at studere Biblen og forberede sig på den dommedag, som de er fuldstændigt overbeviste om, er lige om hjørnet. I skabet ligger rygsækkene med overlevelsesudstyr klar, så de kan køre ud i ødemarken og overleve på egen hånd – for når dagen kommer, er de sikre på, at Gud giver dem deres ungdoms styrke tilbage, så de kan magte opgaven.

Ellers tilbringer de stort set al deres tid sammen: Triller ned til det lokale supermarked på deres trehjulede knallerter, bliver klippet side om side og sidder i køkkenet og spiser deres frysepizzaer eller forbereder deres guldbryllup.

Men mest af alt går deres tid med at advare andre om dommedag med alle forhåndenværende midler. Esther og Hans har tilsammen oprettet mere end 2.000 hjemmesider og lagt mere end 300 YouTube-videoer på nettet. De inviterer også til gratis foredrag i forsamlingshuset for dem, der tør høre sandheden om klimaforandringerne. Og så midt i deres utrættelige arbejde bliver først Esther og siden Hans syge, og filmen glider umærkeligt over til at handle om en anden slags sidste tid.

Det er denne dobbelttydighed der gør ”Den sidste tid” til en enestående oplevelse. Det er nemt at afskrive filmen og ægteparret som et par Bibelgale udkantsdanskere, men den er langt mere end det.

For bag al dommedagssnakken er ”Den sidste tid” utrolig smuk og rørende kærlighedsfortælling om to mennesker, der har elsket hinanden hele livet i en grad, så de er vokset sammen.

Når Hans med glødende begejstring fortæller, hvordan han mødte den religiøst interesserede Esther, og fordi han elsker hende selv begyndte at studere Biblen, indtil han måtte give hende ret, er det som at døren åbnes ind til selve hjertets kerne. De to kunne i virkeligheden lige så godt have haft en anden fælles interesse. Det væsentlige er den dybe samhørighed som livet og deres kærlighed har givet dem.

Som filmen skrider frem, fyldes man med lige dele fascination og ømhed for ægteparret. Selv om man måske ikke helt deler Esthers og Hans’ dommedagsvision, så har de fleste nok alligevel en rem af huden. Mange har sikkert allerede tænkt tanken, at verden er på vej ud over kanten, når vi dag efter dag bombarderes med historier om terrorisme, krig, naturkatastrofer og klimaforandringer.

Christoffer Dreyer bringer os meget tæt på de to ældre, og han forbliver hele filmen 100 procent loyalt på deres side. Hans og Esther bliver aldrig latterlige eller latterliggjort, men tværtimod omkapslet af værdighed.

- Det, der er vigtigt for mig, er at give en stemme til dem, som ikke rigtigt bliver forstået. Jeg føler, at det er lykkes, hvis folk siger: ‘Hold kæft nogen tosser’, og så halvanden time efter: ‘Nej, hvor var de egentlig søde og fantastiske’. Det er for mig en sejr. At forklare, at mennesker, man havde dømt ude, i virkeligheden ikke er det, fastslår Christoffer Dreyer.

Esther og Hans er måske nok verdens mindste sekt, men man ønsker dem det bedste i deres sidste tid sammen, og filmen er tæt på at få én til at tro på Gud og små hverdagsmirakler.

Den sidste tid – 75 minutter – Danmark – Instruktør: Christoffer Dreyer – Medvirkende: Esther, Hans m.fl.