Filmanmeldelse: Whitney-dokumentar vælger den kulørte udgave af poplegendens liv

Whitney - Can I Be Me

4 popcorn

Der er kun én ting, som vi mennesker elsker at svælge mere i end succes. Det er at savle over andres ulykke og grådigt fortære deres fald. På den måde bliver evner og talent altid overtrumfet af trangen til snavs og sladder.

Sådan er det også med Nick Broomfields dokumentar om pop-ikonet Whitney Houston. Det var Whitneys sans for musik og hendes stemme, der gjorde hende til noget helt unikt og en af sin vor tids største popstemmer. Men hendes musikalske evner fylder forsvindende lidt i ”Whitney: Can I Be Me”.

Tilbage står ugebladsversionen af Whitney Houstons liv. Hendes misbrug af stoffer og kærlighed og den nedtur, vi kender så godt, og som endte den 11. februar 2012 i badekarret på Hotel Hilton i Los Angeles, hvor den 48-årige sangerinde blev fundet livløs.

Derfor ved man også på forhånd, at den 111 minutter lange film er en sørgelig historie – men tragedien bliver ikke mindre af, at Whitney Houstons datter døde knapt tre år senere kun 24 år gammel på stort set samme måde. Showbusiness æder ikke bare sine egne, men også deres børn.

Men selv om vi spises af med den kulørte udgave af Whitney Houstons liv og død, er ”Whitney: Can I Be Me” hverken dårlig eller uinteressant. Faktisk rummer den mange nye detaljer og klip, der ikke tidligere har været vist, som på den måde udvider og nuancerer historien.

Nick Broomfield blander gamle og nye interviews, mikser nuværende stemmer med gamle klip og omvendt og bygger en stor del af filmen på hidtil usete optagelser fra Whitneys store, globale 1999-turné ”My Love Is Your Love”. Det var under denne turné at rygterne om hendes stofmisbrug for alvor begyndte at florere og hvor Whitney selv klædt i Dolce & Gabbana langsomt begyndte sin offentlige nedsmeltning.

Klippene fra turnéen er filmens rygrad og stærkeste element og viser alle sider af Whitney Houston: Hendes talent og skønhed, de fysiske og psykiske anstrengelser, der lå bag hendes optræden på scenen, hendes komplicerede forhold til ægtemanden Bobby Brown, hendes angst for, at datteren skulle blive udstillet og udnyttet på grund af hendes succes og hendes forhold til Gud. Det hele er indeholdt i disse klip.

Men samtidig fortæller filmen også den anden historie. Om den fattige, ukendte pige, der voksede op i 70’ernes Newark New Jersey, og som virkelig var fra ”the hood”. Om Whitney, der allerede tog stoffer fra sine tidlige teenageår længe, længe inden,
hun mødte Bobby Brown. Om hendes mor, der også allerede tidligt tog æren for hendes talent og succes. Om hendes uadskillelige barndomsveninde Robyn Crawford, som Whitney måske/måske ikke havde et lesbisk forhold til og som hadede Bobby Brown (og vice versa) fordi de begge kæmpede om at blive Yoko Ono’en i Whitneys liv. Og om den skæbnesvangre aften i 1989, hvor hun blev buh’et ud til Soul Train Music Award, for at have solgt ud musikalsk og blev rystet i sit inderste og senere samme nat mødte Bobby Brown for første gang.

Der er ikke helt sammen åbenbaring over ”Whitney. Can I Be Me”, som der var over den mesterlige film ”Amy”. Måske fordi man kun havde levet med Amy Whinehouses musik i en håndfuld år, og at alt i filmen derfor føltes nyt, mens Whitneys liv har været beskrevet på kryds og tværs i mere end 30 år.

Men det gør ikke tragedien og tabet mindre stærkt eller lysten til at række op og ind i lærredet og filmen og trække Whitney Houston væk fra afgrunden.

Filmens titel refererer til noget, som Whitney Houston sagde i sine tidlige år, og som siden blev et kendt citat blandt hendes nærmeste. Det betød, om hun kunne lave den musik, som hun ønskede, og være den kunstner, hun gerne ville. Men i ”Whitney: Can I Be Me” handler det i stedet, om hun kunne få lov at udtrykke alt det, hun var som menneske musikalsk og personligt, og hvordan hun allerede før, hun fik stillet spørgsmålet, havde svaret nej til sig selv.

Whitney: Can I Be Me – 105 minutter – England og USA – Instruktør: Nick Broomfield – Medvirkende: Whitney Houston, Bobby Christina Brown, Bobby Brown, Robyn Crawford m.fl.