Filmanmeldelse: Blade Runner 2049 – Fantastisk flot fortsættelse

Blade Runner 2049

5 popcorn

Måske er instruktøren Denis Villeneuve i virkeligheden en replikant?

I hvert fald har han præsteret det overmenneskelige og skabt en fortsættelse af Blade Runner af majestætiske proportioner, bygget på lige dele voldsomme ambitioner og visuel grandiositet. En blockbuster, der måske aldrig ender som kult-klassiker som originalen, men som ikke desto mindre er et mesterværk.

Få fortsættelser har været ventet med større spænding. For hvordan tager man arven op efter en film, der ikke bare har kultstatus, men som på mange måder har defineret hele neo-noir genren og science fiction universet, siden den ramte biograferne i 1982?

Og hvordan gør man det på bagkant? I de mellemliggende 35 år, er vi tidsmæssigt kommet snublende tæt på det dystopiske Los Angeles anno 2019, som var udgangspunktet i “Blade Runner”, så Ridley Scotts fremtidsvision kan måles mod virkeligheden. Og nej, der eksisterer endnu ikke replikanter – syntestiske mennesker skabt som billig og disponibel arbejdskraft til udenjordiske kolonier (som vi heller ikke har nogen af endnu). Og nej der eksisterer ikke blade runners – futuristiske noir-detektiver, der jager og uskadeliggør de replikanter, der sætter sig op mod det system, der har skabt dem.

Alligevel virker problemstillingen endnu mere aktuel end dengang. Teknologisk er vi nået langt. Der er opfundet menneskelignende robotter (stadigt meget primitive målt efter Blade Runner standarder), som har ført til intense etiske diskussioner. Andre robotter har for længst overtaget mange arbejdsopgaver i produktionen. Og hele flygtningekrisen og bølgen af billig arbejdskraft fra Østeuropa har genfødt diskussionen om overmennesker/undermennesker og kampen om ressourcer.

I slutningen af den oprindelige film stikker Harrison Fords Chandler-inspirerede detektiv Deckard af med replikanten Rachael. Siden da har diskussionen bølget, om Deckard også selv var replikant – en teori som har lige dele tilhængere og modstandere, og som Ridley Scott også selv har tilsluttet sig, hvilket fremgår af filmens Direcors Cut version.

Denis Villeneuve har løst den kæmpestore udfordring, som han stod overfor ved at kickstarte hele Blade Runner universet på ny. I “Blade runner 2049” er vi sprunget 30 år frem i tiden. Deckard har været forsvundet siden begivenhederne i den første film, og en ny ikke-rebelsk generation af replikanter , der er ude af stand til at såre mennesker, er nu alle steder. De få oprørske gamle modeller, der er tilbage, bliver jagtet og “pensioneret” (læs: elimineret) af nye blade runnere som Officer K (Ryan Gosling).

Ryan Gosling er i sit vante fåmælte hjørne. Hans K en indadvendt enspænder, som kun afslører de følelser, der bølger indenunder, i små glimt: Et glas med vodka, der uden glæde skylles ned, ord der tøvende bliver fortiet eller et lille håbefuldt blik, der er forsvundet i næste sekund som en tyv om natten. Den eneste, han modstræbende viser følelser over for, er hans kunstige hologram-kæreste Joi (Ana de Armas). Hun er programmeret til at elske ham, og gør det så indlevende, at det bliver endnu en vinkel på Blade Runner-filmenes overordnede tema om grænsen mellem virkelighed og fiktion.

K kommer på sporet af en opdagelse, der fuldstændig vil vende op og ned på forholdet mellem menneskene og replikanterne. Han bliver derfor beordret til at slette alle spor af opdagelsen, hvilket i sidste ende fører ham i retning af den forsvundne Deckard. K er ikke den eneste, der leder efter Deckard, og hans undersøgelser bliver ikke mindre komplicerede af, at der på et tidspunkt mellem de to film har været et totalt strømsvigt, som varede i 10 dage, og som slettede næsten al den viden, der var gemt elektronisk.

Mere af handlingen skal ikke røbes her – heller ikke hvem af de medvirkende, der er replikanter, og hvem der ikke er. For “Blade Runner 2049” er en af de film, som vinder ved, at man ved så lidt som muligt på forhånd.

Det er på alle måder storslået, men man savner ironien fra den originale film. “Blade Runner 2049” er en mere mørk film end forgængeren, og fremtidens Los Angeles virker om muligt endnu mere trøstesløst. Smoggen hænger tungt over det hele, når det da ikke regner, hvad det gør tit. Faktisk er det hele så dunkelt, at det næsten skær én i øjnene, når der er sjælden gang er et klart belyst billede.

Man savner også Harrison Ford, der først dukker op i filmens sidste tredjedel. Ryan Gosling er simpelt hen hverken lige så bred eller varm i sit spillemæssige repertoire, og hans ansigt er lige så glat og udtryksløst i mange scener, som Ford er levende og temperamentsfuld. Og selv om han her er sjældent sammenbidt uden forsonende jokes a la ”De Femte Element” (1997), er det stadig befriende, da Ford endelig gør sin entré.

Derfor er det også først og fremmest i billederne, at “Blade Runner 2049” for alvor lever. Når der panoreres hen over gigantiske solcelleanlæg i ørkenen, eller kæmpestore skraldefartøjer hælder bjerge af affald ud over endeløse lossepladser i det, der engang var San Diego. Når K’s bil svæver mellem dystre mørke bygninger i et regnfyldt metropolis, og når han går rundt i orange stråledis blandt store, sammensunkne statuer af nøgne kvinder i fremtidens Las Vegas. Her leverer mesterfotografen Roger Deakins visualitet på monumentalt niveau, der burde indbringe ham den Oscar, han så længe har fortjent.

”Blade Runner 2049” er på den måde både en visuel og lydmæssig overdådig oplevelse, hvor dystre bastoner fylder biografsalen igen og igen og banker løs på kroppen med deres vibrationer, så man til sidst er helt ør.

Denis Villeneuve har præsteret en værdig arvtager og helt klart årets bedste science fiktion film. Om der lurer en 3’er et sted i fremtiden, må vi vente og se, lige som vi må se, om jorden anno 2049 virkelig bliver så mørk og dyster. På en grå efterårsdag fyldt med nyheder om naturkatastrofer, borgerkrige og overbefolkning er tanken der i hvert fald.

Blade Runner 2049 – 163 minutter – USA, England og Canada – Instruktør: Denis Villeneuve – Medvirkende: Harrison Ford, Ryan Gosling, Ana de Armas, Robin Wright, Jared Leto, Sylvia Hoeks m.fl.