ilmanmeldelse: Darkest Hour – Mesterligt Churchill-portræt på randen af krig

Darkest Hour

4 popcorn

Da jeg var barn, blev vi opdraget med, at vi skulle være evigt taknemmelige overfor USA, fordi amerikanerne kom og reddede danskerne og resten af Europa fra nazisterne under 2. Verdenskrig.

Sandheden er imidlertid, at USA et langt stykke af vejen havde nok i sig selv og først gik ind i krigen, efter af Japan i december 1941 bombede Pearl Harbor. Og at det var England, der nærmest ene nation holdt Hitler fra at løbe Europa fuldstændig overende i krigens første år.

Englændernes kampvilje er omdrejningspunktet i den nye bølge af krigsfilm, som har invaderet biograferne de senere år. Fra Lone Scherfigs sørgmuntre komediedrama om propagandafilm ”Their Finest Hour” (2016) til Christopher Nolans visuelt overvældende blockbuster ”Dunkirk” (2017).

Set i den sammenhæng blegner Joe Wrights ”Darkest Hour” om Winston Churchills første kritiske måned på premierministerposten en anelse. Især når man tænker på Wrights egen uforglemmelige skildring af Dunkirk i Atonement, hvor kameraet i et fem minutter langt nonstop klip glider igennem hele den fortvivlede situation på den franske strandbred.

Udgangspunktet i ”Darkest Hour” er ellers spændende nok. Mens den tyske hær invaderer Europa, kræver det britiske parlament den konservative premierminister Neville Chamberlain afsat, fordi han har givet Tyskland for mange indrømmelser. Hvem husker f.eks. ikke hans ”I believe it is peace for hour time” tale i efteråret 1938.

Jobbet går i stedet til Winston Churchill, som i årevis har advaret mod nazisterne, og som er den den eneste kandidat, som oppositionen kan blive enige om. Derefter følger man Churchills politiske kamp frem mod beslutningen om at lade England kæmpe, der kulminerer med hans berømte tale efter evakueringen af Dunkirk: ”Uanset prisen skal vi kæmpe på strandene og kæmpe på landingspladserne….

Joe Wrights film slår fast, at ord kan bruges som våben, og at sproget i den rette persons hænder kan være lige så afgørende som handlinger på slagmarken. Som Churchill viser Gary Oldman, at han er den helt rigtige skuespiller til jobbet. Der bliver ikke affyret et eneste skud i den to timer lange film, men Oldman sikrer at hver eneste sætning rammer plet med samme præcision som en kugle. Maskeret til ukendelighed leverer han en Oscar-værdig præstation, der kun plettes en smule af en tydeligt påklistret scene, hvor Churchill begiver sig ned i Londons metro for at møde ”folket”, der heller ikke ønsker at overgive sig.

Oldman fanger ubesværet sin karakter. Med den allestedsnærværende cigar i munden bruger Churchill mere tid i selskab med et gals whisky end med sin kone Clementine (ligeledes glimrende spillet af Kristin Scott Thomas). Da Kong George VI på et tidspunkt spørger ”Hvordan klarer de at drikke i løbet af dagen” svarer han ”Med øvelse”. Men selv om Churchill bælger sig gennem hvert eneste verbale slag, som var han tilskuer til en rugby-kamp, og hans stemme nogle gange bliver en anelse sløret, forbliver hans hjerne knivskarp.

”Darkest Hour” har også noget, som de andre nybritiske 2. Verdenskrigs film ikke har, nemlig en smittende humor. Lige som Gary Oldmans ord kan ændre historiens gang kan de også bruges til at levere sprudlende one-liners, som lyser op i det britiske krigskabinet.

Om noget viser ”Darkest Hour”, hvor tæt England var på at indgå en fredsaftale med Hitler og overlade resten af Europa til sin egen skæbne. Så måske burde vi først og fremmest opdrage vores børn til at takke Winston Churchill.

Darkest Hour – 125 minutter – England og USA – Instruktør: Joe Wright – Medvirkende: Gary Oldman, Kristin Scott Thomas, Ben Mendelsohn, Lily James, Ronald Pickup, Stephen Dilane m.fl.