Berlinalen 2018 dag 3 – Fransk film redder tredjedagen

Berlinalen 2018 - Dag 03-01

Da jeg i morges som sædvanlig ankom med U-bahn til Berlinale-området på Potsdamer Platz og bevægede mig ned mod festivalens hovedkvarter på Grand Hyatt hotel, passerede jeg som sædvanligde morgenfriske autografjægere ved hotellets bagindgang. Der stod de i morgenkulden og var allerede ved at tage plads, selv om de første pressekonferencer med kendte skuespillere og instruktører lå mange timer frem i tiden.

Min umiddelbare tanke var at smile lidt overbærende af den enorme ventetid, som de tilsyneladende er villige til at investere i projektet. Men så var det, at jeg kom til at tænke på mig selv og de andre Berlinale-journalister, som hver dag tilbringer i snit tre timer i køer for at komme ind til presseforestillingerne. Alt sammen blot for at få vores vante pladser i biografen.

Så nej, jeg er i virkeligheden ikke spor bedre. Samtidig er det imidlertid også i disse venteperioder, at man kan opleve nogle af festivalens mest berigende øjeblikke i fantastiske – og nogle gange uventede – samtaler med de andre i køen eller Berlinalens mange ansatte. Som i morges, da jeg talte med billetdamen C om hendes studie og om, hvad det er der får hende og mange af de andre ansatte til at stille op til Berlinalen år efter år. Som i torsdags, da jeg mødte min brasilianske Berlinale-bekendt R og han fortalte om den kræftsygdom, som pludselig ramte ham sidste forår. Og som den canadiske journalist J, der forvandlede en ellers kedelig time til en super interessant snak om den aktuelle situation i Canada, og canadiernes afstandtagen til den amerikanske præsident og stigende lyst til at bygge deres egen mur.

Ellers virker det som om, at den 68. Berlinale kører af to særskilte spor. Det ene er MeToo-sporet med sorte kjoler, debatter om seksuelle overgreb og en hotline til folk, der føler sig krænkede under festivalen.

Selv om debatten har kørt siden forrige sensommer i Danmark, er den relativt ny i Tyskland. Ved præsentationen af Berlinalens jury torsdag lagde jury-præsidenten, den tyske instruktør Tom Tykwer, dog ikke skjul på, at han mener, at man har brugt tid nok på at ”fokusere på amoralske enkeltpersoner”.

- MeToo rækker ud over filmbranchen. Det handler om magtmisbrug i vertikal arbejdsstruktur, og nogle gange glemmer man at tale om de egentlige problemstillinger på arbejdspladsen, fordi man er optaget af at tale om enkeltpersoner, som opfører sig dårligt, fastslog han.

Det andet spor er film-sporet. Uanset hvor interessante debatter, som festivalen måtte sætte i gang, er det først og fremmest filmene og deres kvaliteter – eller mangel på samme – som tænder de fleste Berlinale-journalister.

I dag blev der vist endnu tre film i hovedkonkurrencen. Morgenen startede med den russiske instruktør Alexey German Jr.’s film ”Dolatov”. Filmen er et protræt af den russisk-jødiske forfatter Sergei Dovlatov og hans problemer med at slå igennem i starten af 70’erne og få sine ting printet. En væsentlig historie, men mere end to timers intellektuel weltsmertz lige efter morgenkaffen er rimelig tung kost.

Derefter fulgte den tyske instruktør Christian Petzolds besynderlige film ”Transit”. En historie om at være på flugt fra en besættelsesmagt, men omplantet til vore dages Marseille. Ikke helt det, man havde håbet på efter hans stilsikre Berlinale-film ”Barbara” (2012)

Det blev derfor lørdagens tredje presseforestilling der redde dagen filmmæssigt. Den franske instruktør Benoit Jacquots drama ”Eva” har ikke blot en fængende historie om en yngre mand, der bliver tiltrukket af en mystisk, luksus-prostitueret kvinde ved navn Eva. Den har samtidig altid forrygende Isabelle Huppert i endnu en fascinerende hovedrolle.

Dermed må man konstatere, at det endnu en dag er kvinderne, der står stærkest i Berlinalens film, mens mændene ikke rigtig kan finde ud af at se ud over sig selv og deres egen navle og være ærlige.

Så lad os springe dem over og slutte denne dags indlæg med Isabelle Hupperts ord omkring MeToo:

- Jeg har set på alt, hvad der er sket omkring MeToo-bevægelsen med stor sympati og håb, fordi alle disse ting skulle have været fremme for lang tid siden, og nu er det endelig kommet frem i de seneste måneder.

- Det er også en af grundene til, at jeg laver film – for at tale om kvinder på en bestemt måde – og personligt er jeg meget glad for, at alt dette omsider er kommet frem i dagens lys.

DAGENS FILM

Berlinalen 2018 - Dag 03-02

DOVLATOV
Leningrad november 1971. Mens byen er indhyldet i vinterdis og man fejrer endnu et jubilæum for den russiske revolution står landet i stampe både politisk, økonomisk og kulturelt. Det sidste mærker den unge forfatter Sergei på første hånd. Hans manuskripter bliver jævnligt afvist af de myndighedsstyrede medier, som ikke bryder sig om hans syn på begivenhederne. Det samme oplever mange andre intellektuelle – herunder Sergeis gode ven Joseph Brodsky, der tvinges i eksil. Og mens Sergei kæmper med sit ægteskab og med at få lov til at skrive om virkeligheden på skibsværfterne og i metroen, hvor man en dag opdager en gammel grav med 30 børnelig fra 2. Verdenskrig, synker han længere og længere ned i sit karrieremæssige dødvande. Den russiske instruktør Alexay German Jr. Har lavet et visuelt spændende, men også filmisk udmattende portræt af den russisk-jødiske forfatter Sergei Dovlatov. En film om stagnation og dens destruktive effekt.

TRANSIT
Der er noget Casablanca-agtigt over den tyske instruktør Christian Petzolds nye film ”Transit”. De tyske tropper er på vej ind i Paris og hovedpersonen George undslipper i sidste øjeblik til Marseille. Med i kufferten har han et sidste manuskript og de sidste breve fra forfatteren Weidel, der tog sit eget liv af frygt for at blive taget til fange. Han får også ansvaret for sin sårede ven Heninz, der dør under turen. I Marseille begynder George et næsten Kafkask spil for at komme videre. For at få de nødvendige visa og en plads på et af de få skibe ud af byen er man nemlig nødt til at kunne fremvise et adgangsbrev til et potentielt værtsland. George udgiver sig nu for Weidel, og møder både andre flygtninge og Heinz’ kone og søn Driss. ”Transit” er baseret på Anna Seghers novelle, som hun skrev fra sit eksil, og trods den historiske ramme foregår den i vore dages Marseille. Her møder flygtninge fra dengang flygtninge fra i dag, når fortid og nutid knyttes sammen og byen forvandles til et evigt transitområde.

EVA
Det starter med en ung prostitueret fyr Bertrand, der overværer en af sine kunder – en kendt engelsk manuskriptforfatter – dø, og som derefter stjæler hans sidste, endnu ikke udgivne manuskript, og udgiver det som sit eget. Derefter bliver tingene rigtig komplicerede for Bertrand i franske Bernoit Jacquots nye film ”Eva”. Da hans stykke bliver en kæmpe succes, presses Bertrand nemlig for at skrive et nyt. Det har han af gode grunde svært ved, men da han ved et tilfælde støder ind i den luksus-prostituerede Eva, får han pludselig en idé. Hans samtaler med Eva bliver til dialoger i det manuskript, han forsøger at skrive, men samtidig fascineres Bertrand også af denne mystiske kvinde. Eva har imidlertid ikke tænkt at give sig. Hun udnytter Bertrands seksuelle og følelsesmæssige afhængighed af hende, og snart lurer katastrofen lige om hjørnet. Jacquot har skabt et fascinerende vindue ind til menneskets mere mørke sider og tilmed fået anbragt en storspillende Isabelle Hubert i hovedrollen.