Berlinalen 2018 dag 2 – Skvattede mænd og Berlinaleglitter

Berlinalen 2018 - Dag 02-01

- Jeg er aldrig blevet skuffet over klokken 09.00-filmen den første fredag på Berlinalen!

Dette bastante statement kom min tyske Berlinale-kollega S med her til morgen i køen til dagens første presseforestilling, og jeg må give hende ret. Faktisk er jeg sikker på, at hvis man lavede en statistik over, hvilke film der har vundet Guldbjørnen på filmfestivalen i Berlin, og hvilken dag i Berlinalen, de blev vist, så vil størstedelen af dem ligge placeret i første halvdel. Om det så skyldes tilfældet eller bevidst planlægning fra arrangørernes side for at holde dampen oppe hos de mange journalister og filmanmeldere skal jeg ikke gøre mig klog på, selv om jeg tipper på det sidste.

Men tilbage til denne dags 09.00-forestilling, der bød på noget så usædvanligt som en film fra Paraguay. Og så handlede Marcello Martinessis film ”Las Herederas” ydermere om noget lige så usædvanligt, nemlig et ældre lesbisk par.

Filmen understreger noget, der ville have været utænkeligt for bare 10 år siden. Nemlig at Sydamerika ikke bare er blevet verdensmester og bastion for kvindelige producere (her er det dog to mænd), men også foregangskontinent hvad angår stærke kvindelige hovedroller.

For få år siden ville det for eksempel have været en stor begivenhed, hvis et land som Brasilien havde én eller endda to film med på Berlinalen, men sådan er det ikke længere. Forrige måned havde Brasilien således 23 film med på filmfestivalen i Amsterdam og her i Berlin har landet i år 8 film med i festivallens hovedsektioner – flere end noget europæisk land på nær Frankrig og Tyskland.

Mens Marcello Martinessis film altså bød på markante, kvindelige hovedroller var mændene stort set fraværende. Det samme kan man ikke sige om dagens anden konkurrencefilm, Zellner-brødrenes westernkomedie ”Damsel” – desværre var jeg lige ved at tilføje. Mage til en samling skvattede, usoignerede, uintelligente og på alle måder utiltrækkende mandslinge, som denne film kan byde på, skal man lede længe efter.

Ud over at krumme tæer på sit køns vegne og spekulere på, om det virkelig er alt, hvad mænd kan præstere, kunne man nyde filmens hovedrolleindehaver Mia Wazikowska. Hun behøvede ikke at anstrenge sig meget for at fremstå som den absolut – måske endda eneste – stærke person i ”Damsel”.

Om det var hende eller Robert Pattinson, der efterfølgende trak flest folk til det overfyldte pressemøde, vil jeg igen ikke gøre mig klog på. Pressemødet gav Berlinalen dens første store stjerneglimmer-øjeblik i år, og den slags plejer som regel at få ellers professionelle filmjournalister til at minde om savlende groupies, når de skal stille deres spørgsmål.

- Hr. Pattinson tror de selv på ægte kærlighed?, indledte en kvindelig journalist i salen således pressemødet.

- Jeg tror, at kærlighed er mere kompliceret end det i den virkelige verden, lød svaret. Tak for det Robert.

Efter al denne mandlige uformåen var det næsten som en befrielse at se dagens sidste film i hovedkonkurrencen, den irske instruktør Lance Dalys mørke hævnhistorie fra 1800-tallets udsultede Irland ”Black 47”.

Endelig en film, hvor mændene ikke gemte sig bort, men med både kampiver, beslutsomhed og vovemod kastede sig ind i begivenhederne for at slås for det, som de tror på og hævne deres nære.
Og ja, det var ren fiktion, og ja jeg ved udmærket at hovedparten af os mænd ikke ville ane, hvad vi skulle stille op, hvis vi fik en stor afghansk kniv i hånden, men dét billede er alligevel at foretrække frem for de skvattede udgaver, man ser i mange film.

Nå, det bliver ikke den, der vinder Guldbjørnen, for selv om den vises i hovedprogrammet, er den ikke med i konkurrencen.

Hvem, der løber med prisen, er det alt alt for tidligt at spå om. Det eneste, der endnu kan siges er, at filmmagasinet Screens Berlinale-jury var rimeligt begejstrede for Wes Andersons stop-motion animationsfilm ”Isle of Dogs”, der åbnede festivalen i går.

Ud af de syv anmeldere gav de to filmen højeste karakter på 4 stjerner, mens yderligere tre gav den 3 stjerner.

Og så var det i øvrigt i eftermiddag, at den danske animationsfilm ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” åbnede Berlinalens børnesektion Kplus.

DAGENS FILM

Berlinalen 2018 - Dag 02-02

LAS HEREDERAS
De fleste kan stadig huske, hvordan den xxxxxxxx film ”Gloria” (xxxx) for nogle år siden tog Berlinalen med storm med sit portræt af en enlig kvinde i 50’erne, der nægter at give slip på sin seksualitet og sit begær. I den paraguyanske ”Las Herederas” er omdrejningspunktet det lesbiske par Chela og Chiquita, der har været sammen så mange år, at de er faldet ind i nogle fastlåste roller. Mens den ekstroverte Chiquita har påtaget sig ansvaret for deres liv – og ikke mindst sociale liv – er den langt mere introverte Chela ikke meget for at forlade deres hjem. Da parrets økonomiske problemer gør, at Chiquita ender i gældsfængsel, må Chela imidlertid pludselig lære at være på egen hånd. Hun bruger sin gamle Daimler til at lege taxachauffør for nabolaget velhavende ældre kvinder. På den måde møder hun en af kvinders yngre og livsglade datter Angi, og dette mødesætter gang i hendes egne længsler. Men vil det lykkes for Chela at bryde ud af mange års fastlåsthed?

DAMSEL
De to amerikanske brødre David og Nathan Zellner har skrevet, instrueret, produceret og selv medvirket i film i over 10 år. De har dog aldrig før givet sig i kast med en western, men det råder de bod på med ”Damsel”. Samuel Alabaster (Robert Pattinson) er ikke just prototyben på en barsk westernpionér. Til gengæld er han forelsket i den skønne Penelope (Mia Wazikowska) som han brændende ønsker at gøre til sin kone. Samuel drager derfor afsted med miniature-ponyen Butterscotch, sin guitar til at synge smægtende, hjemmelavede kærlighedssange, en ring i lommen og den modvillige ikke-helt-ægte præst Parson Henry. Målet er at befri Penelope fra den onde mand, der ifølge Samuel har kidnappet hende. Men er det nu sådan, at det er? Det er spørgsmålet i denne mildt sagt utraditionelle western, der trods sine blodige øjeblikke er mere komedie end alvor. Resultatet af Zellner-brødrenes western-drømme er en noget besynderlig blanding, hvor man bagefter sidder tilbage og tænker ”Hvad skulle alt dette egentlig til for?”.

BLACK 47
Irlands mildt sagt blodige historie får tilføjet endnu et kapitel i den irske instruktør Lance Dalys nye film ”Black 47”. Året er 1847 hvor den irske soldat Martin Feeney vender tilbage til sin hjemegn efter at have kæmpet for den britiske hær i Afghanistan. Det er en mildt sagt sort virkelighed, som Martin kommer tilbage til. Kartoffelpesten har ødelagt den livsvigtige kartoffelhøst og skabt hungersnød i landet, som allerede har kostet over en million mennesker livet. Martins mor er blandt ofrene, og hans bror er blevet hængt af de britiske besættelsestropper. Da Martins plan om at drage til USA bliver destrueret, da han tvinges til at overvære udryddelsen af resten af sin familie, begynder han en blodig vendetta mod briterne. For at stoppe ham hyrer briterne den berygtede politiinspektør både er kendt som en nådesløs forhørsleder og Hobson (Hugo Weaving), der både er kendt som en nådesløs forhørsleder og tidligere har kæmpet sammen med Martin i Afghanistan. Den nådesløse jagt sætter de involveredes loyalitet og følelser på en hård prøve.