Berlinalen 2017 dag 3 – Østrigske knudemænd

Berlinale 2017 dag 3.2

Som forudsagt i går, bevæger Berlinalens hovedkonkurrence sig som tidevandet. Der er både flod og ebbe, og mens filmene i går lå over middel, var der lavvande i dag. På samme måde var de tre film udtryk for, hvordan konkurrenceprogrammet hvert år har sine faste karakterer.

Først har vi den etniske outsiderfilm, der typisk stammer fra Asien, Afrika (syd for Sahara) eller Sydamerika. Den er kendetegnet ved masser af lokal folklore og et anderledes filmsprog som i en del tilfælde dækker over, at hverken handlingen eller skuespillet hænger sammen. Måske har den endda et politisk budskab.

Dagens etniske outsiderfilm var den afrikanske ”Félicité, der mest af alt cementerede billedet af det fattige Afrika, hvor slummen breder sig ud over lærredet, og hvor alle udnytter alle og kæmper en daglig kamp for at overleve.
En anden festival-klassiker er kunstner-biografien, hvis legitimitet først og fremmest ligger i, at den portrætterer en kendt musiker, maler, forfatter etc. Problemet er, at disse kunstneres eneste fællestræk er, at de nok var store kunstnere, men samtidig var yderst besværlige at omgås. Når den første fascination er drevet over, er det derfor svært for alvor at identificerer sig med dem.

Et eksempel var åbningsfilmen ”Django” og fredagen bød på endnu et eksempel i form af Stanley Tuccis ”Final Portrait”. Den handler om den schweiziske maler, billedhugger og litograf Alberto Giacometti (1901-1966), der i hvert fald i filmen opfører sig ret besværligt.

Endelig er der komedien, som er en fast bestanddel af stort set enhver Berlinale-hovedkonkurrence, og hvis vigtigste formål synes at være den bløde, søde dyne, der skal peppe stemningen op blandt filmanmelderne midt i alle de andre åh så alvorlige film og langt mere tunge film. Derfor ligger disse film typisk placeret mandag/tirsdag i Berlinalens uge to, hvor en hvis metaltræthed er ved at indfinde sig i anmelderkorpset.

I år tyvstartede Berlinale-arrangørerne dog med komedie-dopingen i form af den østrigske ”Wilde Maus”, der nok var sjov, men heller ikke meget mere.

Fælles for de ovennævnte tre typer film er, at de, selv om de er med i hovedkonkurrencen, med næsten 100 procents sikkerhed ikke har en chance for at vinde den. Det er i hvert fald ikke sket i de 10 år, hvor jeg selv har været nede på Berlinalen.

Det fører så til det næste spørgsmål, nemlig ”Hvorfor er de så med?”. Og det bedste svar, der findes på det, er, at de skal fylde hullerne i hovedkonkurrencen ud og være det spraglede bagtæppe for den lille håndfuld film, der i sidste ende kæmper om guldbjørnen og de andre bjørne.

Skal man i øvrigt skele til, hvordan filmmagasinet Screens anmelderpanel bedømmer filmene i hovedkonkurrencen indtil nu, så fører den ungarske ”On Body and Soul” stort, men hey festivallen er stadig i sin vorden, så meget kan nå at ske endnu.

Berlinale 2017 dag 3

Dagens film

FÉLICITÉ
Dem der opfatter Afrika som et land fuld af fattige, sorte afrikanere, der hutler sig igennem på bedste beskub i slumområder, vil få denne opfattelse fuldt bekræftet i den fransk/afrikanske instruktør Alain Gomis ”Felicité”. Hovedpersonen Félicité” er en stolt og uafhængig kvinde, som blandt andet ernærer sig ved at synge i en bar i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Her fortryller hun folk med sin kraftige, melankolske sang – herunder den godmodige, stærke Tabu. Félicités liv bliver kraftigt udfordret, da hendes søn kommer ud for en alvorlig ulykke og hospitalet kræver penge for at pleje og operere ham. Félicité prøver mere og mere desperat at skrabe pengene sammen i det lille slumsamfund. Samtidig tilbyder Tabu sin hjælp, først med at ordne hendes køleskab og siden med at få Félicités søn ud af hans skal, da han kommer hjem. De indbyrdes relationer i den umage trio er filmens dynamo, og selv om handlingen nogle steder trækkes i langdrag, er de et interessant bekendtskab.

FINAL PORTRAIT
Amerikanek Stanley Tucci har efterhånden instrueret en håndfuld film. Hans seneste ”Final Portrait” er et portræt af maleren, billedhuggeren og litografen Alberto Giacometti. I 1964 spørger Giacometti den amerikanske kritiker James Lord om at sidde model for hans næste portræt. Lord får at vide, at det kun vil tage nogle få time, og siger stolt ja. Han opdager dog hurtigt, at Giacometti suverænt bestemmer, hvornår der skal arbejdes, drikkes, bandes, tvivles og flirtes i hans atelier og udenfor. De få timer bliver til flere uger, og den mere og mere frustrerede Lord må gang på gang udsætte sin hjemrejse til New York, mens Giacometti igen og igen i frustration maler portrættet over og starter forfra. Geoffrey Rush spiller Giacometti med stor overbevisning, og ligner ham også til forveksling. Alligevel er det umådelig svært at holde af denne kæderygende kunstner og alle hans følelsesudbrud i længden, og filmen undgår ikke en hvis tomgang.

WILDE MAUS
Hovedpersonen Georg i den østrigske komedie ”Wilde Maus” har det ikke let. I årtier har han været en anerkendt og beundret/hadet filmkritiker på en stor avis i Wien, men pludselig en dag bliver han fyret. Hjemme presses Georg af sin yngre kone Johanna, der brændende ønsker sig et barn og timer deres sexliv til sine ægløsninger. George skjuler, at han er blevet fyret, mens han prøver at finde en måde at hævne sig på sin ekschef. Han finder en allieret i en gammel skolekammerat/skolebølle Eric, som samtidig drømmer om at købe en rutchebane i byens forlystelsespark Prater. Pludselig udvikler Georges liv og hævnplaner sig i uventede og ukontrollable retninger, og tingene bliver ikke mindre komplicerede, da Johanna kommer på sporet af Georgs dobbeltliv. ”Wilde Maus”, der i øvrigt er navnet på rutschebanen, er flot lavet visuelt og også ganske morsom, selv om man efterhånden er lidt træt af at se patetiske, midaldrende knudemænd kæmpe hjælpeløst rundt for at fnde et ståsted. Men det er også en film, der hurtigt er glemt igen.