Berlinalen 2018 dag 6 – ”Danmark” modtaget med klapsalver

Berlinalen 2018 - Dag 06-04

- Audi Q7 Pickup!

- Overvældende!

- Dejligt!

Sådan lyder svaret, da jeg tirsdag eftermiddag spørger de tre hovedrolleindehavere i Kasper Rune Larsens film ”Danmark”, om, hvordan det – med ét ord – føles at være på Berlinalen.

Vi står rundt om et lille bord i biografen Zoo Palats skråt over for Gedächtniskirche i den vestlige del af Berlin. Her havde ”Danmark” tirsdag Berlinale-premiere. Filmen blev fulgt til dørs af klapsalver fra publikum som bagefter trængtes om Jonas Lindegaard Jacobsen, Jacob Skyggebjerg og Frederikke Dahl Hansen, der spiller henholdsvis Norge, Myre og Josephine i filmen.

- Det var helt vildt, som de væltede op i hovedet på én og kiggede på én, som om man var Johnny Depp. Jeg siger ikke, at det følters forkert, det føltes faktisk ret rigtigt, fortæller Jacob med så stort et smil, han kan præstere, efter fire dages Berlinale-fest. Frederikke, der også var med på Berlinalen i 2011 med filmen ”Frit Fald”, og derfor er halvveteran, supplerer:

- Det har været noget helt andet denne her gang. Dels fordi jeg er blevet ældre, og ikke har min mor med lige som sidst. Men især fordi, at det er Kaspers film, og fordi jeg er ven med ham og føler et medejerskab for filmen.

- Og så har det været superhyggeligt at bo alle sammen i et lille byrækkehus som en stor familie og rart at bo væk fra Postdamer Plats, så man ikke er lige i centrum af Berlinalen hele tiden, mener Jonas.

De tre unge kom med i filmen på vidt forskellige måder. Jonas kendte Kasper Rune Larsen fra tidligere, men havde ikke set ham i fire år, da de tilfældigt stødte på hinanden på en café i Aarhus.

- Jeg havde lige været ude at skate. Vi fik en snak, og Kasper fortalte mig om dette her filmprojekt han ikke kunne komme videre med og spurgte, om jeg ville være med, uddyber Jonas.

Jacob kommer fra ”intetsteds” mellem Vejle og Horsens. Ham kendte Kasper også i forvejen og kontakte ham om den anden hovedrolle.

- Jeg er skuespiller af natur, så jeg var straks på, husker Jacob.

Derimod var det vanskeligere at finde én ung kvinde til rollen som Josephine. Her castede Kasper forgæves en lang række jyske piger, indtil nogen pegede ham i retning af Frederikke Dahl Hansen.

- Jeg fik en besked på facebook, om jeg havde lyst til at mødes med Kasper. Vi mødtes så og gik en tur i Kgs. Have, og jeg talte og talte uden at Kasper sagde noget som helst. Sådan er han, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt, så bagefter var jeg overbevist om, at det var glippet. Men så mødtes vi igen på Filmværkstedet sammen med Jonas, for at se, om der var kemi, så han også kunne sige god for mig, og så var jeg med, smiler Frederikke.

Ifølge Kasper Rune Larsen tager ”Danmark” udgangspunkt i hans egne oplevelser af at være ung i provinsen i Jylland. Et billede som i hvert fald jyderne Jonas og Jacob godt kan nikke genkendende til.

- Som sagt er der meget, som ikke rigtig kan lade sig gøre i Jylland, så derfor rejser en del væk til de større byer og til København. Når man bor i Jylland er København nærmest et mytisk sted, og hvis man så flytter derover, så skriver man hjem om, hvor fantastisk det er, siger Jacob. Hovedstadspigen Frederikke er dog ikke helt enig.

- Jeg er vokset op på Amager og i Glostrup, og jeg synes egentlig at tempoet, og det, der sker i filmen, passer meget godt med det, jeg selv har oplevet.

- Jeg kan også godt lide, at der ikke er de store følelsesudladninger i filmen. De fleste råber og skriger jo ikke hele tiden, men er stille og rolige. På den måde romantiserer filmen ikke følelserne og får dem til at være større og vildere, end de er, fastslår hun.

- Det er netop det, der er fedt ved Danmark, at den ikke har det store plot, og at man hele tiden kan mærke jordforbindelsen, uddyber Jonas.

Kasper Rune Larsen havde kun skrevet ganske få replikker til filmen på forhånd. I stedet blev dialogen udviklet undervejs ved, at der blev optaget flere længere takes, som derefter blev diskuteret igennem, indtil instruktøren og skuespillerne til sidst i fællesskab nåede frem til, hvordan den pågældende scene skulle være. En arbejdsform som de alle var begejstrede for.

- Jeg har altid været glad for at improvisere. Når noget kommer dugfrisk til dig, og man står der og skal overveje, hvad ens person vil tænke og gøre i den pågældende situation. På den måde overrasker karakteren én og tager selv form, fortæller Jonas, og Frederikke fortsætter:

- Jeg har prøvet at improvisere før, men det her var noget helt andet. Ved ikke at fokusere på plottet fik personerne og filmen rum til at udvikle sig. På den måde var det utrolig dejligt ikke at starte med et fast manuskript. Det gjorde processen langt mere organisk.

- Det betød også noget, at vi tog så lange takes på op til 20 minutter. Jeg tror vores rekord var 28 minutter. Det er langt længere end normalt under en filmoptagelse, siger Jacob.

Filmens forhold mellem Norge og Josephine slutter åbent. Fortsættelsen må publikum selv tænke sig til, men de tre hovedpersoner har et bud – eller rettere hver deres bud:

- Jeg forestiller mig, at de bliver ved med at ses og fortsætter et stykke tid, men ikke for evigt, men jeg ved ikke, om Norge ender med at tage til Irland, som han drømmer om, lyder det første bud fra Josephine.

- Jeg synes, det er meget smukt, det, sm de har sammen, men jeg ser det også som noget, der er på lånt tid. Samtidig tror jeg gerne, at Norge vil til Irland, men han kommer der nok aldrig. Han kommer nok ikke længere end til København, hvis han overhovedet kommer afsted, supplerer Jonas, og Josephine digter videre:

- Som udgangspunkt tror jeg gerne, at Norge og Josephine vil være sammen, men jeg ved ikke hvor godt, de i virkeligheden kommunikere.

- Nej, de er nok bedst til at drikke en øl sammen og kun snakke om deres følelser der, mener Jonas.

- Ja, eller også bliver de sammen lidt længere og får en hund eller nogle kaniner eller måske et barn for at holde sammen på tingene, griner Frederikke.

- Jeg er overbevist om, at Josephine ender med at kneppe udenom så mange gange, at Jonas til sidst smider hende ud. Og Myre ender med at tage til Berlin og forsvinde der og først komme tilbage 20 år senere, lyder det overbevist fra Jacob.

- Så kan vi lave en to’er 20 år efter, foreslår Frederikke

- Åh nej, det bliver lige som Heavy Agger eller ”Trainspotting 2”, slutter Jonas den lille drømmerejse.

Uanset hvad, så tyder meget på, at de tre unge skuespilleres veje komme til at krydse hinanden igen.

Siden indspilningen af ”Danmark” har Jonas haft gang i en masse forskellige projekter, herunder en del teater lige sm han har haft sit første scenekunstjob. Han står også til at skulle have hovedrollen i en ny tv-serie, som Kasper Rune Larsen er på vej med. Jacob har også haft travlt:

- Jeg har haft hovedrollen i en kortfilm, der kommer til maj, og har en ny bog på vej i marts. Samtidig er Kasper og jeg i gang med at omdanne min forrige bog Jalousi til en film, hvor jeg skal spille hovedrollen, siger han.

- Jeg er lige ved at gå i gang igen efter at have holdt pause fra skuespilleriet i et halvt års tid, hvor jeg blandt andet har tænkt over at lave mine egne film og været på daghøjskole. Alting og ingenting. Jeg regner også med at søge ind på skuespilskolen her til sommer, og så skal jeg spille med i Kasper og Jacobs film, hvis den bliver til noget, lige som jeg vist nok får lov til at spille spastisker i Kaspers tv-serie, runder Frederikke af, inden trekløveret haster videre i Berlinalen, og jeg når lige et sidste spørgsml:

Hey, hvad betød det med Audi Q7 Pickup?

- Det er den bil, vi er blevet transporteret rundt i her i Berlin. Det var noget af en oplevelse, svarer Jacob, inden de er væk i vrimlen.

DAGENS FILM

Berlinalen 2018 - Dag 06-05

DON’T WORRY, HE WON’T GET FAR ON FOOT
John har en forkærlighed for off colour vittigheder (vittigheder der er vulgære eller anses for dårlig smag). Han har også et alkoholproblem, og da han en aften efter den helt store tur i byen lader sin svirebror køre bilen hjem og falder i søvn på passagersædet, går det helt galt. John vågner op på hospitalet lam fra brystet og ned, efter at bilen forulykkede. Fastlåst til en kørestol som 21-årig, får han nu brug for hver eneste lille dråbe af sin humor for at stykke et nyt liv sammen. Her får han blandt andet hjælp af Annu, der giver ham livslysten tilbage, og hippien Donny hvis uortodokse AA-gruppemøder giver John et helt andet syn på tilværelsen. Guy Van Sants særdeles vellykkede biopic bygger på erindringerne fra tegneren John Callahan, der brugte sit kunstneriske talent til at skabe sin helt egen og meget omdiskuterede strip-tegneserie, som han tegnede med de delvist lammede hænder. Et livsbekræftende stykke filmkunst om et liv på trods af begrænsninger.

Berlinalen 2018 - Dag 06-06