Berlinalen dag 8 – Richard Linklaters fantastiske tidsmaskine

Director, screenwriter and producer Linklater and cast members Lorelei Linklater, Coltrane and Arquette pose during a photocall to promote the movie "Boyhood" during the 64th Berlinale International Film Festival in Berlin

Når almindelige instruktører indspiller en film, hvis handling forløber over 12 år, maskerer man enten sine skuespillere ældre eller skifter dem ud med ældre udgaver i løbet af optagelserne.

Men ikke når man hedder Richard Linklater. Så optager man i stedet sin film over 12 år, så skuespillerne bliver voksne undervejs, og klipper det hele sammen til slut.

Den amerikanske instruktør er blandt andet kendt for måske filmhistoriens smukkeste parforholds-triologi – ”Before Sunrise”, ”Before Sunset” og ”Before Midnight” – indspillet med ni års mellemrum med de samme skuespillere, der ældes tilsvarende i løbet af de tre film.

Torsdag på Berlinalen viste Linklater så igen sin fantastiske kreativitet med hensyn til at jonglere med tid i film. Hans nyeste projekt ”Boyhood” blev vist for festivalens anmeldere, som omsider fik den aha-oplevelse, de havde sukket efter og kvitterede med Berlinalens længste bifald. Eller som en af journalisterne udtrykte det:

- ”Boyhood” reddede simpelt hen Berlinalen for mig i år.

”Boyhood” følger drengen Mason fra han starter i første klasse som 6-årig til han får sin studentereksamen 12 år senere og begynder på universitetet.

På det efterfølgende pressemøde huskede Richard Linklater tilbage på den varme sommerdag i juli 2002, da optagelserne til filmen begyndte.

- Hvis jeg skal være ærlig tænkte jeg ”Hvad helvede har vi gang i, og hvordan skal det ende”, indrømmede den nu 53-årige instruktør, som dengang var i begyndelsen af 40’erne.

Siden fulgte omkring en uges forberedelser hvert år samt tre dages optagelser. Richard Linklater mente selv, at ”Boyhood” i alt havde krævet omkring et par års forarbejde og yderligere et par års efterarbejde. Altså en noget mere omfattende proces end de fleste film.

- Hvert år tog vi optagelserne, klippede dem til og satte dem sammen med det forrige års optagelser og så så det hele igennem, forklarede han.

De to unge hovedrolleindehavere så først filmen for to måneder siden. Undervejs har Richard Linklater ikke vist dem en eneste af de optagne scener.
»Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke fik lov at se det før, for så var jeg nok blevet alt for selvbevidst. Det havde været svært som ti-årig at se sig selv på den måde. Men nu synes jeg, at det er smukt, meget fint«, sagde Ellar Coltrane, der spiller Mason, og Linklaters datter, Lorelei Linklater, der spiler Masons søster Samantha tilføjede:

- Det var en meget mærkelig og faktisk ret pinefuld oplevelse at se det. Hvem har lyst til at se sig selv gå gennem alle de underlige faser og perioder fra ens opvækst.
De to unge, blev også spurgt, om der ikke var noget tidspunkt undervejs, hvor de bare have lyst til at skippe projektet?

- Nej, tværtimod var der et tidspunkt, da jeg var 12-13 år, hvor jeg virkelig forelskede mig i projektet og syntes, der var fantastisk at være med i filmen og sammen men denne her familie, som jo på en måde også har været med til at opdrage mig, fortalte Ellar Coltrane.

- Der var et år, hvor jeg spurgte min far, om han ikke bare kunne aflive min karakter, supplerede Lorelei Linklater.

- Det var, da vi skulle filme en Harry Potter-fest på hendes skole. Hun ville ikke have det der Potter-kostume på, grinede Richard Linklater.

At slå hovedpersonerne ihjel ville dog have været alt for drastisk i forhold til grundstemningen i ”Boyhood”.

- Vi har forsøgt at afspejle et helt almindeligt gennemsnitsliv i en familie. Jeg ønskede ikke at vise de største øjeblikke i Masons liv som for eksempel det første kys og den første gang, han havde sex. Det er der rigtig mange andre film, der har gjort. I stedet har jeg fokuseret på alle de små øjeblikke og håbet, at mængden af dem over så lang en tidsperiode ville skabe noget stort, fortalte Richard Linklater.

Da amerikansk lov forbyder, at man indgår kontrakter ud over seks-syv år, måtte filmholdet klare sig, som de bedst kunne og bare håbe, at alle skuespillere var med hele vejen, hvad de heldigvis var.

Richard Linklater har heller ikke blandet sig i, hvordan skuespillerne udviklede sig fysisk, bortset fra at forbyde dem at få lavet kosmetiske operationer.

- Ja, tak for det Richard, drillede Patricia Arquette.

Richard Linklater havde fra starten filmens overordnede historie i hovedet, men har samtidig forsøgt at tilpasse den skuespillernes egen virkelighed.

- Et år ville jeg måske sige til Ellar, at næste år ville han forelske sig i en pige, og bede ham skrive dialoger ned fra sit eget liv i årets løb, så replikkerne ville blive så tæt på hans egne ord som muligt. På den måde involverede jeg Ellar og Lorelei mere og mere, efterhånden som de voksede op, sagde han.

- Hvordan er det at have en far, der har trukket dig ind i filmbranchen på den måde? Ville en af journalisterne vide:

- Fint, for jeg synes ikke, at han har trukket mig. Jeg ville gerne være skuespiller som lille pige, så det har været en fantastisk mulighed at få, mente Lorelei Linklater.

For Patricia Arquette har filmen og samarbejdet med de to unge også været en ganske særlig oplevelse.

- De har bare været så seje at spille sammen med. Jeg ville ønske, at jeg ind i mellem selv kunne finde tilbage til den renhed, de har i udtrykket, sagde den erfarne skuespiller, der ifølge eget udsagn selv er blevet gift, fået et barn og skilt igen i løbet af de 12 år.

Patricia Arquette nåede efter eget udsagn at blive gift, få et barn og skilt igen i løbet af de 12-års optagelser.

- Til gengæld fik jeg jo en ny familie i de her folk. Og jeg har kun været ked af det en gang. Det var, da vi lavede de sidste optagelser i oktober sidste år og skulle til at skilles. Jeg havde slet ikke lyst til at sende den her film ud i verden, for jeg var selv vil med den. Jeg har egentlig ikke brug for at høre, hvad andre synes, for det er i sjælden grad vores film efter alt den tid, sluttede hun.

Boyhood

BOYHOOD

Åh lad den være god!

Sådan tænkte mange af journalisterne på Berlinalen inden pressevisningen af Richard Linklaters nye film “Boyhood”.

Og heldigvis bliver forventningerne indfriet til fulde. Ikke blot er filmen usædvanlig ved at være optaget over 39 dage igennem en periode på 12 år, så man rent fysisk oplever personerne vokse op. Den adskiller sig også ved at være en historie om det absolut almindelige – alle de små episoder, der tilsammen viser et helt liv.

”Boyhood” viser drengen Mason fra han starter i første klasse som 6-årig til han får sin studentereksamen 12 år senere og begynder på universitetet.

Mason bor sammen med sin mor og storesøsteren Samantha i Houston. Deres far ser de kun med mellem. Som årene går følger man, hvordan moderen gifter sig og bliver skilt. Hvordan familien flytter fra sted til sted. Hvordan børnene bliver ældre og får kærester. Og hvordan Mason som teenager forsøger at finde sin egen identitet og til slut flytter hjemmefra for at begynde på universitetet.

Der er i princippet intet i ”Boyhood” som ikke er vist før utallige gange på både film og i TV-serier. Men sjældent er den lange rejse fra barndom til universitet blevet skildret så konsekvent og så overbevidende. En række øjeblikke, der måske nok hver for sig er banale, men som set i sammenhæng skaber en ganske særlig filmoplevelse.

På den måde viser ”Boyhood” også, hvordan tilværelsen ofte er. Hvor ting, der kan virke store på et tidspunkt, hurtigt bliver glemt, mens små hændelser kan blive hængende. Og hvordan akkumulationen af tilsyneladende små hændelser giver en film sig egen helt bestemte karakter og tyngde.

Hovedrollerne som Mason og storesøsteren Samantha spilles af Ellar Coltrane og Linklaters egen datter Lorelei Linklater. Filmen bevæger sig frem i sin historie i spring, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Men samtidig er det fascinerende at se de to unge vokse op og udvikle sig foran øjnene på en.

En god film er også delvist baseret på held. Og Linklaters held i dette tilfælde har været valget af Ellar Coltrane, der ikke blot er sød som dreng, men som teenager vokser op og bliver en cool, eftertænksom og attraktiv ung fyr.

På voksensiden kan man se børnenes forældre spillet at Patricia Arquette og Ethan Hawke ældes tilsvarende i løbet af de 12 år. Ikke så drastisk som børnene, men alligevel på den umærkelige måde der gør, at man godt kan se, at de er blevet ældre.

Havde det ikke været for disse to allerede kendte skuespillere, ville det have været svært nogle steder at tro, at man ikke sidder og ser en dokumentarfilm. Så naturligt forekommer det hele.

”Boyhood” viser, hvordan små øjeblikke kan sige en hel masse: Som da børnene undrer sig over, om deres far er blevet kæreste med en rødhåret kvinde, der hilser på ham på en restaurant. Samanthas generthed, da faderen udspørger hende om hendes første kæreste. Masons skuffelse, da han opdager, at faderen har solgt den bil, han ellers han lovet ham, når han blev 16.

Filmen er fyldt med den slags små, store øjeblikke. Og man kan kun være Richard Linklater taknemmelig for, at han har turdet binde an med projektet.

Resultatet er i hvert fald en enestående film.