Berlinalen dag 7 – Dansk film sælger trods hug fra anmelderne

En du elsker 02

Det er dagen derpå i Berlin for Pernille Fischer Christensens nye film ”En du elsker” i mere end én forstand.

Filmen blev vist i går aftes ved en gallapremiere i den prestigefyldte Berlinale Special sektion. Men der skal mere end galla til at imponere anmelderne.

- Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm (I en alt for lidt brugt og overbevisende rolle som producer) synger selv mange af sangene. Det kan måske nok skaffe filmen interesse i de nordiske lande, mens den får svært ved at slå igennem andre steder, skriver Fionnuala Halligan fra filmbladet Screen og tilføjer:

- Pernille Fischer Christensen er tydeligvis på hjemmebane i de kølige danske vinterlandskaber. Men musik-sekvenserne føles overraskende uautentiske og forcerede.

Og hendes kollega Jordan Mintzer fra et sandet filmblad Hollywood Reporter supplerer:

- Mens sangene er hæderlige føles de musikalske aspekter af handlingen temmelig klichéprægede.

Trods den lunkne modtagelse kan både Pernille Fischer Christensen og filmens producere dog tage det roligt. ”En du elsker” er således allerede solgt til distribution i Australien, New Zealand, Spanien, Korea, Tyrkiet, Hong Kong m.fl.

Så vidt Pernille Fischer Christensen. Et andet spørgsmål, der presser sig mere og mere på, er hvilken film, der vinder festivalens hovedkonkurrence. Normalt plejer emnet at blive ivrigt debatteret blandt journalisterne, men i år er der langt mere tavst.

Problemet er, at der ikke er nogen oplagt vinder blandt de 16 film, der hidtil er blevet vist i hovedkonkurrencen. Eller som en af mine tyske filmkolleger udtrykte det:

- Jeg savner i den grad en film, der blæser mig ud af biografstolen.

Tværtimod var den fremherskende følelse efter onsdagens tre konkurrencefilm forvirring snarere end forløsning. For der var i alle tre tilfælde tale om film, der enten efterlod store huller i handlingen, eller som var krydret med indslag, der ikke havde noget at gøre med filmenes historie.

Men skal man tro filmbladet Screens anmelderjury, så skal vinderen findes blandt en af de fire tyske film i hovedkonkurrencen.

Forest ligger således Dietrich Brüggremanns ”Kreuzweg” om en ung teenagepiges trængsler i en strengt katolsk familie. Filmen får gennemsnitskarakteren 3 (ud af fire mulige).

På anden- og tredjepladsen ligger henholdsvis den engelske ”71” og Wes Andersons åbningsfilm ”The Grand Budapest Hotel” med gennemsnitskaraktererne 2,9 og 2,8.

Aloft

ALOFT
Det er ikke tit, at en film starter med, at en kendt skuespillerinde har sin ene hånd langt oppe i underlivet på en gris, mens hun hjælper den til at føde.

Men sådan begynder den spansk/franske/canadiske ”Aloft”, der har Jennifer Connelly i hovedrollen som moderen Nana, der arbejder på en farm for at forsørge sine to sønner.

- Jeg var ved at indspille en scene i rummet ved siden af, da soen begyndte at føde. Da jeg kom derind, havde den allerede født nogle af sine unger, men de håbede, at der stadig var en mere. Jeg prøvede at føle efter, så det er min hånd, man ser på billedet, forklarer Jennifer Connelly.

Nanas yngste søn Gully er alvorligt syg. Og mens moderens opmærksomhed er koncentreret omkring Gully, må hendes ældste søn Ivan klare sig selv.

Et besøg hos en healer for at hjælpe Gully går ikke helt som forventet. Nana finder ud af, at hun måske selv har helbredende kræfter. Men mens moderen modstræbende begynder at erkende sine egne evner, nærmer tragedien sig.

Som voksen opsøges Ivan af en kvindelig journalist, der vil have hans hjælp til at opsøge den mor, som han ikke har set i mange år. Og en sælsom tur gennem de hvide snelandskaber begynder.

Den peruvianske instruktør Claudia Llosas film er ikke noget nemt værk at gå ombord i. Her skal man virkelig arbejde for at forstå konceptet og filmens univers.

Man får for eksempel ikke nogen uddybende forklaring på Nanas og de øvrige healeres evner, lige som der er noget underligt fremtidsagtigt over hele miljøet i ”Aloft” – eller som minimum fremmedartet.

Men måske er det heller ikke alt, der skal forklares eller forstås. Uanset de fortællemæssige huller, er Aloft en meget fascinerende film, der først og fremmest handler om en mor, der svigter sine børn, og hvad dette svigt kommer til at betyde for dem.

På den måde rammer den lige ned i et af Berlinalens hovedtemaer, som er gået igen i mange af dette års film i hovedkonkurrencen.
Jennifer Connelly leverer et overbevisende portræt af den stædige mor og forsøger ikke på nogen måde at mildne sin person.

- Jeg vidste godt, at Nana er en person, som tilskuerne vil tage afstand fra på grund af hendes handlinger. Derfor var det selvfølgelig også modigt af Claudia at placere en sådan figur centralt i filmen, siger Connelly om rollen.

”Aloft” er optaget i den candiske delstat Winnipeg. De flotte sne- og islandskaber danner den smukke – og truende – baggrund for en historie, hvor personernes følelser på samme måde fryses inde.

Cillian Murphy spiller den voksne Ivan med stor indædthed, mens Mélanie Laurent er journalisten, der opsøger ham og som har sine egne skjulte dagsordner.
Som nævnt er ”Aloft” ikke nogen nem film at gå til eller forstå. Men hvis man prøver, venter der en stemningsmæssigt stor og mættet oplevelse.