Berlinalen dag 6 – Mikael Persbrandt som rocksanger

Berlinale 04

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er lidt bange for den svenske skuespiller Mikael Persbrandt. Måske er det hans kompromisløse spillestil. Måske er det fordi han ikke ligefrem udstråler varme og imødekommenhed, men snarere livstræt afstandtagen. Eller måske er det fornemmelsen af, at lige netop over for ham er der ikke plads til banaliteter, men kun til knivskarpe, velovervejede spørgsmål, der matcher hans lige så velovervejede svar.

Jeg ved det ikke, men tirsdag på Berlinalens 6. dag fik jeg konfronteret min frygt, da skuespillerne i Pernille Fischer Christensens nye film ”En du elsker” stillede op til interview på restaurant Josty.

Mikael Persbrandt spiller filmens hovedrolle som rockmusikeren Thomas Jacob. En mand der kun lever via sin musik og som lukker resten af verden ude. Og som han sidder der over for mig gemt bag mørke solbriller og med tatoveringer stikkende ud under skjorteærmerne, ligner han lige præcis det.

Men hvordan er det at springe ud som rocksanger som 50-årig?

- Da Pernille præsenterede mig for ideen første gang, sagde jeg til hende, at det aldrig kom til at gå. Jeg havde ikke beskæftiget mig med at synge før bortset fra børnesange i skolen, forklarer Mikael Persbrandt og fortsætter så efter en lille pause.

- Og da jeg så stod til den første stemmeprøve i Stockholm og skulle synge den første strofe i mikrofonen, sprang jeg tilbage, fordi lyden blev kastet imod mig fra alle sider.

- Men heldigvis fik jeg en sanglærer og blev hjulpet gennem processen med at finde mit eget musikalske udtryk.
Da en af de andre journalister derefter spørger Mikael Persbrandt om, hvilken musik han selv kan lide, kommer hans parader omgående op:

- Hm, jeg tror egentlig, det er sådan et spørgsmål, hvor man som skuespiller skal holde sin kæft. Det er som om, at offentligheden vil vide alt om en. Ens privatliv, ens børn, ens ynglingsfarve og musiksmag. Hvordan kan det være relevant, når nogen skal analysere de film, man er med i?

Lidt gået på klingen, indrømmer Persbrandt dog, at hans musiksmag er såre gammeldags, og at han blandt andet foretrækker sangere som Johnny Cash og Bob Dylan. Folk der har noget på hjerte, som han udtrykker det.

Pernille Fischer Christensen husker Mikael Persbrandts reaktion, da han fik tilbudt rollen, lidt anderledes:

- Få timer efter ringede han tilbage og råbte i telefonen ”I love it. Jeg kender den mand, han er forud for mig. Hvornår skal vi lave det her?”

- Vi snakkede så lidt videre, og Mikael spurgte, hvorfor jeg lige havde spurgt ham. Jeg svarede, at jeg ledte efter en med stor kraft. En med dæmoner, der kunne fremstille en troværdig kunstner. Og at jeg også troede, at han havde en feminin side, som vi ikke havde set så meget til endnu. ”Det har jeg vel, men den er der ikke mange, som får at se. For det er som at kaste perler for svin”, svarede han.

- Jeg synes, at Mikael var ekstremt modig. Til trods for, at han aldrig havde sunget før, åbnede han op for processen med at finde frem til sin egen stemme.
Men selv om hele filmens ramme er musik, har det ikke været Pernille Fischer Christensens mål at lave en film om en rockmusiker.

- Jeg ser snarere ”En du elsker” som en film, der handler om en mand, som via et barn får muligheden for at finde tilbage til kærligheden og sig selv.

- Samtidig ønskede jeg at se al den benhårde maskulinitet, som Mikael for eksempel har vist i ”Hamilton”, fordampe og nå ind til følsomheden bagved. Og det synes jeg klart lykkedes.

- Men Mikael er en vild fyr, som det aldrig er let at arbejde med. Det er ikke altid, at han har lyst til at gøre det, som man gerne vil have, at han skal gøre. Men det er også skønt, fordi der kommer noget op på lærredet, som er meget autentisk, slutter Pernille Fischer Christensen.

I filmen spiller Trine Dyrholm rollen som Thomas Jacobs danske producer Molly – et forhold, som hun beskriver som en ”kreativ kærlighedshidtorie”.

- Molly er den, der får tingene til at ske. Han kan ikke noget uden hende. På den måde er Molly og Thomas’ manager Kate jo på en måde mændene i filmen, mens Thomas finder ind til sine mere bløde, feminine sider.

- Men det skønne ved at arbejde med Pernille, er blandt andet, at hun ikke så meget snakker om køn som om det maskuline og feminine i alle mennesker. Og hvis man er et kreativt menneske, så er det jo en gave, hvis de to energier løber sammen, forklarer hun.

Trine Dyrholm måtte opfinde sin rolle fra grunde, da der kun findes meget få kvindelige producere i Danmark. Og samtidig fik hun genopfrisket bekendtskabet med Mikael Persbrandt, som hun tidligere har spillet sammen med i ”Hævnen”.

- Mikael mestrer rummet. Han er en af de skuespillere, der bare åbner op, og  så ved man ikke, hvor tingene havner. Derfor er han også utrolig spændende at spille sammen med.

Filmens sange er skrevet af danskre Tina Dickow med et enkelt bidrag fra Marie Fisker. Men selv om Mikael Persbrandt lyder forbavsende godt, og der er overvejelser i gang, om sangene skal udgives, satser Mikael Persbrandt dog ikke på en musikkarriere.

- Nej, det er Thomas Jacob, der er rocksanger. Mikael Persbrandt er skuespiller, fastslår han.

Someonew You Love

EN DU ELSKER
Torsdag aften er der gallapremiere i Berlin på Pernille Fischer Christensens nye film ”En du elsker”.

Forventningerne er store efter Fischer Christensens to tidligere film ”En soap” og ”En familie”, der begge blev vist og vandt priser på Berlinalen.

Det er historien om rockstjernen Thomas Jacob (Mikael Persbrandt), der tager til Danmark for at indspille et nyt album. Her konfronteres han snart med sin datter Julie (Birgitte Hjort-Sørensen) og barnebarnet Noah (Sofus Rønnow). Og da tragedien indtræffer, skal Thomas pludselig træffe et valg, om han vil fortsætte med at lukke verden ude eller vove at åbne op forkærligheden og livet.

Hvis nogen synes, at ovennævnte lyder som noget, man har hørt før – måske endda mange gange før – så er det rigtigt.

For selv om man frygtelig gerne ville synes rigtig godt om filmen, så sidder man desværre også tilbage med en fornemmelse af, at det ikke rigtig er lykkedes denne gang for Pernille Fischer Christensen.

For det første er der hele stemningen. I både ”En soap” og ”En familie” får følelserne frit løb, så filmene sprudler. Men grundstemningen i ”En du elsker” er langt mere stille og melankolsk. Lige så gråblå og næsten stivnet som de hvide vinterlandskaber, der præger filmen.

Samtidig er der nærmest er tale om et kammerspil, med relativt få personer. Det behøver ikke i sig selv at betyde, at der ikke er dramatik. Men ”En du elsker” underspiller på nær ganske få scener konsekvent alle tilløb til drama. Vrede, sorg, glæde – det hele holdes indeni og kommer kun i glimt op til overfladen.

Det er interessant – overraskende – at opleve Mikael Persbrandt som rockstjerne. Men selv om han synger godt og glimrende formidler Thomas Jacobs knudemand, der kun lever følelserne ud via musikken, kommer der ikke så forfærdelig meget mere ud af det.

Og selv om samspillet med Trine Dyrholm fungerer upåklageligt – og det er skønt at se hende tilbage i det musikmiljø, der var hendes kunstneriske udgangspunkt – er det også her overraskende, at der kommer så lidt ud af mødet mellem Danmarks største skuespillerinde og Sveriges ditto største skuespiller.

Sofus Rønnow, der spiller Noah, bruger de fleste af sinscener på bare at kigge tavst frem for sig. Og philipinske Lourdes Faberes virker decideres fejlplaceret som larmende husholderske på det slot, hvor Thomas Jacob og hans manager indlogerer sig, mens de er i Danmark.

En lidt for lykkelig slutning fuldender billedet af, at Pernille Fischer Christensen har ramt forbi guldkrukken. Hun forsøger tydeligvis at beskrive et miljø, hun ikke kender på forhånd, og er derfor endt med en film, der dybest set er en kliché både hvad angår handlingen og personerne.

Hvor er det bare ærgerligt.