CPH:DOX 2018 – The Distant Barking of Dogs: Barnlig uskyld i krigens skygge

The Distant Barking of Dogs

5 popcorn

Hvordan opretholder man normaliteten i en verden på randen af kaos?

Det er spørgsmålet, i Simon Lereng Wilmots følsomme fortælling ”The Distant Barking of Dogs”. Og man kunne tilføje: Hvordan gør man, når man kun er 10 år?

Filmen følger den 10-årige forældreløse dreng Oleg gennem et år i den næsten forladte by Hnutove få minutter og kilometer fra kampzonen i det østlige Ukraine. Her har ukrainske og pro-russiske styrker kæmpet mod hinanden siden 2014.

Oleg bor hos sin elskede bedstemor. Selv om det ville være både klogt og mere sikkert, vægrer hun sig stædigt mod at forlade huset og blive flygtning. Men i takt med, at de fjerne bombebrag får det nedslidte hus til at ryste, og nattehimmelen konstant oplyses af antiluftskyts, bliver hun mere og mere skrøbelig.

Oleg får hel tiden at vide, at han skal kigge, hvor han sætter fødderne, for skjulte landminer lurer for hvert skridt, hovedpersonerne tager.

Hans mor er død, og ingen nævner hans far. Det samme gælder hans yngre fætter Yarik, der også bor i huset med sin mor Aylona. De to drenge er tæt knyttet til hinanden, men på et tidspunkt flytter Aylona som så mange andre til byen for at være sammen med sin soldater-kæreste. Tabet af fætteren og legekammeraten er endnu en sorg i Olegs liv, men heldigvis vender han senere tilbage.

Midt i krigens skygge, forsøger Oleg at holde fast i sin barndom – svømme rundt med Yarik og tale med sin mor ved hendes gravsted – mens alt omkring ham forsøger at trække ham ind i voksenlivets udsigtsløse kaos.

I hans stærkt reducerede skoleklasse, bliver de syv tilbageblevne elever sat til evakueringsøvelser. Og da hans bedstemor bliver sengeliggende på grund af angstanfald, og ikke længere kan lave mad, er det Oleg, der fosøger at lave sandwiches til sig selv og Yarik.

Simon Lereng Wilmots film er en rørende, intim historie om uskyld og uskyldige fanget midt i ingenmandsland. Og som sædvanlig er det de fattigste og mest sårbare, som først mister det lidt, som de har.

Gennem konstant skiftende store totalbilleder og ultra nærbilleder skildrer Wilmot den 10-årige drengs liv og følelser, når han smadrer endeløse strømme af tomme flasker, eller finder en pistol sammen med den ældre nabodreng Kostva og rammes i benet af en strejfende kugle. Uafladeligt sættes børnenes uskyldige, næsten idylliske barndomsverden i skarpt relief til krigens gru.

Mens Yarik spjætter, hver gang endnu en bombe brager, har Oleg allerede lært at skjule sin frygt. Hans hurtigt vurderende blikke og forsøg på at være fætteren overlegen (”Vi har to halse: En til vand og en til mad”) viser på én gang, hvordan han kæmper for at blive stor og beskytte sin bedstemor, og samtidig stadig kun er et barn.

Det er på samme tid poetisk og livsbekræftende, men også forstemmende. For uanset deres forskellige alder eller reaktioner, står bedstemoderen, Oleg og Yarik over for den samme udfordring: Hvordan lever man et normalt liv med krig i baghaven.

”The Distant Barking of Dogs” minder os om en krig, vi næsten har glemt. Men de to drenge og deres bedstemor, dem husker vi.

23.03 – Cinemateket – 19:00