CPH:DOX 2018: A Year of Hope: Mikala Kroghs fine fornemmelse for philipinske gadebørn

CPH DOX 2018 A Year of Hope

5 popcorn

I København bor der knap 1,3 mio. mennesker. I Philipenernes hovedstad Manila, som er et af verdens mest tætbeboede områder, bor der næsten 22 mio. mennesker – heraf omkring 1 mio. børn, som lever på gaden. Her sover de på sammenskrabede papstykker, udsatte for både sult, sygdom, vold og seksuel udnyttelse.

Det er disse børn, som den garvede dokumentarist Mikala Krogh har ønsket at omfavne med sin film ”A Year of Håb”. Håbet i filmens titel stammer fra hjælpeprogrammet Stairway, der forsøger at give en gruppe af de udsatte gadebørn et år væk fra slummen. Et år i håbets tegn med en seng at sove i, ordentlig mad og en læringsproces, der skal bringe dem tilbage til livet efter det svigt og de overgreb, de har oplevet.

Mikala Krogh er med hele vejen i denne usædvanlige coming of age historie, hvor 20 af drengene får tilbudt et års ophold på et center på en afsides ø syd for Manilla og dermed et liv, der er fundamentalt forskelligt fra det, de hidtil har levet. Og som åbner spørgsmålet, om man overhovedet kan ændre gadebørns syn på deres egen fremtid.

Som instruktør går Mikala Krogh også selv hele veje i processen, der udformer sig som et etnografisk og socialantropologisk stykke feltarbejde med deltagerobservationer. Samtidig solidariserer hun sig med gadebørnene ved selv at leve på stedet med sin familie, så drengene oplever et familie-forbillede med en fungerende far og mor.

”A Year of Hope” fokuserer især på to af drengene: Den 13-årige homoseksuelle Justin, der har svært ved at falde ind i drengegruppen og svært ved at slippe sin vane med at stjæle tøj. Og den 15-årige Pablo, der hverken er til at slå et ord eller et smil af, og hvis ansigt og øjne konstant udtrykker bekymring og tristhed.

Modstillingen mellem den lille, indadvendte aldrig smilende Pablo, og den udadvendte, men også langt mere utilpassede og vanskelige bohemenatur Justin, der aldrig er i tvivl om, at han er smuk, fungerer perfekt. Via kameraets tyste insisteren kommer man tæt på disse to gadebørn, der begge er flygtet fra hjemmets slum til nye krænkelser på gaden.

En anden styrke i Mikala Kroghs film, er dens enkelhed midt i al kompleksiteten. De to gennemgående fortællespor danner filmens rygrad sammen med skildringer af begivenheder, fester, konflikter og samtaler i årets løb. Dertil kommer et lag af drømmeagtige sekvenser af gadelivet i Manila. Her har Mikal Krogh udstyret drengene med små kameraer, så de selv kumme optage sekvenser fra steder, som hun ikke selv ville kunne komme i nærheden af. Og det fungerer, skulle jeg hilse og sige.

Endelig er styrken i ”A Year of Hope”, at Mikala Krogh ikke forholder sig neutralt, men via sit valg af scener kaster sit vurderende blik ud over drengenes liv og situation og stædigt holder fast i at ville forstå – og 100 procent gør det i øjenhøjde med de medvirkende drenge.

Resultatet er en film, hvis billeder og budskaber lejrer sig dybt – også tanken at alle familier burde hive et år ud af kalenderen og gøre, som Mikala Kroghs familie har gjort.

25.03 – Palads – 12:00