Filmanmeldelse: Montparnasse Bienvenüe – Forrygende fransk debutfilm

Montparnasse Bienvenüe

5 popcorn

Det starter midt i raseriet. En kvinder står og råber foran en låst dør og ender med at hamre hovedet ind i den så hårdt, at hun slår sig selv ud. Senere på hospitalet prøver hun at forklare sig over for lægen med en verbal kaskade af rablende frustration, der bare vælter ud.

Velkommen til ”Montparnasse Bienvenüe”, Léonor Serrailles forrygende debutfilm, som vandt Camera D’Or (Det gyldne kamera) for bedste debutfilm ved sidste års Cannes-festival.

Og velkommen til 30-årige Paula, der bedyrer igen og igen over for lægen, at hun skam ikke er manisk. Hun er bare godt gammeldags sur over at være blevet smidt væk og låst ude af sin ældre professor-kæreste efter 10 års forhold.

Bruddet sender Paula ud i hendes livs krise. For hvor går man hen, når man i så lang tid har været en andens muse? Uden uddannelse, penge, bolig eller arbejde står hun med kærestens kat i favnen og ved ikke, hvad hun skal gøre.

Man Paula VIL videre. Hun kaster sig derfor ud i en menneskelig genrejsning, hvor hun med sin klodsede og upassende adfærd hele tiden opsøger nye muligheder og som et emotionelt stormvejr blæser over og rundt om alle forhindringer med lige dele temperament og ivrighed.

På sin tur når hun både at møde en lesbisk kvinde, hun kender fra sin barndom – eller det siger hun i hvert fald – blive rengøringshjælp og børnepasser for en ung skolepige og folde blondetrusser i et stormagasin. Og der sker også andre skelsættende ting, som ikke skal afsløres her.

Det er hverken kønt eller specielt effektivt. Paula er ikke nogen prinsesse, snarere en voksen Pippi Langstrømpe. Et barn i kvindeskikkelse, der spiser pandekager til aftensmad og som på grund af sin manglende situationsfornemmelse møder modstand og har svært ved at holde på både relationer og jobs.

Men samtidig er Paula også så meget andet: Glad, legende, udfordrende, medfølende og ukuelig midt i sin slingrekurs. Hendes livsappetit virker lige så befriende, som ægte mens hun spankulerer rundt i omegnen af metrostationen Montparnasse Bienvenüe – på mere en én måde en verden væk fra den sukkersøde Amélie ovre på Montmartre.

Som tilskuer skifter man mellem at ønske, man var veninde med Paula og ønske hende hen, hvor peberet gror. Men lige meget hvad er hun umulig ikke at holde af, fordi hun i sin kamp spejler noget almenmenneskeligt og nogle konflikter omkring det at være til i verden, som de fleste vil kunne nikke genkendende til.

Léonor Serraille har skrevet et sjovt og rørende manuskript og formår med sikker hånd at styre sit værk i havn – en film om Paris uden ét eneste glimt af Eiffeltårnet. Også dét er befriende.

Men det er vidunderlige Laetitia Dosch, der er filmens gigantiske scoop. Hun kaster sig ind i rollen som Paula med samme uforfærdede gåpåmod som hovedpersonen. Hun er Paula og Paula er hende med hud og hår – grim og smuk, øretæveindbydende og dejlig.

Og når hendes lesbiske barndomsveninde en frostklar morgen har forladt lejligheden og passerer forbi nede på gaden, og Paula står oppe i vinduet og hvisker ”Vend dig om. Vend dig om. Vend dig om”, og veninden vender sig, hvorpå Paula løfter op i blusen og udbryder ”Glædelig Jul”, er ”Montparnasse Bienvenüe alt, hvad man kan forlange af en fransk film.

Montparnasse Bienvenuë – 97 minutter – Frankrig – Léonor Serraille – Medvirkende: Laetitia Dosch, Soleymane Seye Ndiaye, Grégoire Monsaingeon, Nathalie Richard, Marie Rémond m.fl.