Den dag biograferne gik i sort

Det var tirsdag den 10. marts. Min kone, min yngste datter, hendes veninde og jeg var taget ind i Palads Biografen i København om eftermiddagen for at se Pixars nye film ”Fremad”. Den havde haft premiere ugen før og gik stadig i biografens store Sal 1.

Normalt ville der have været fulde huse, men noget var helt skævt. Ud over os, sad der kun fire mennesker i hele salen fire-fem rækker længere fremme.

Det var coronavirussen der havde meldt sin ankomst til landet. Blot fire dage tidligere havde statsminister Mette Frederiksen holdt sit første pressemøde, hvor hun anbefalede, at alle arrangementer med mere end 1.000 deltagere blev aflyst – og at alle skulle stoppe med at give hånd, kys og kram.

Dagen efter vores biograftur, lukkede Mette Frederiksen så alle skoler og institutioner og forbød forsamlinger på over 100 personer. Og om torsdagen skrev biografernes brancheforening Danske Biografer følgende:

”Der er fra torsdag (12. marts) ikke længere mulighed for at gå i biografen. I forlængelse af regeringens og myndighedernes nye, omfattende foranstaltninger for at begrænse Corona-epidemien (Covid-19) har bestyrelsen for brancheorganisationen Danske Biografer torsdag morgen anbefalet sine medlemmer at lukke med øjeblikkelig virkning.”

En hel branche blev som så meget andet lukket ned nærmest over natten– og er stadig lukket nu en måned senere uden udsigt til, at det bliver anderledes foreløbig.

Jeg indrømmer gerne, at det er et kæmpe savn. Jeg har altid elsket at gå i biografen og prædiket igen og igen at film skal ses der. Det er den ramme, de er skabt til, og hvor de for alvor lever og får lov at brede sig ud. Og det er der i biografmørket, at man får den kollektive oplevelse af billeder, lyd og følelser, som nok så stor en hjemmebiograf med familien eller partneren plantet solidt i sofaen aldrig kan skabe.

Men lige nu ér der ingen biografer at se film i. Og som ugerne går og Danske Biografers nytårstale og store forventninger til filmåret 2020 synes længere væk end nogensinde, begynder jeg at frygte, at vi måske aldrig får hverken dem eller biografkulturen tilbage.

CPH:DOX filmfestivalen gjorde ellers en kæmpe indsats og fik på få dage stablet et helt nyt koncept på benene, så folk i stedet for fik mulighed for at se mange af DOX-filmene hjemme i stuen. Men igen, det er ikke det samme. Fuldstændig som koncerter og teaterforestillinger heller aldrig ville være det samme rykket fra en fælles scene og hjem til folk.

Coronavirus-epidemien har således store omkostninger, både for de, der rammes, men også for de mange virksomheder, der har måttet lukke for en periode. At miste flere måneders omsætning er en mavepuster af rang og kan nemt koste livet for de mindre biografer i de store byer og provinsen.

Derfor skal der lyde et kæmpe hurra og klap herfra til erhvervsminister Simon Kollerup og finansminister Nicolai Wammen. De to kunne allerede den 18. marts lancere en krisepakke, der skabte et økonomisk sikkerhedsnet under Danske Biografers 160 medlemmer. Hjælpepakken indeholder støtte på op til 80 procent af de faste udgifter (husleje, el m.m.) til virksomheder, der har oplevet en tilbagegang i omsætningen på mere end 40 procent – og det må man sige, at biograferne har.

Men biograferne skal ikke blot overleve økonomisk. De skal også overleve den frygt for at være tæt på hinanden, som coronavirus-epidemien nu har plantet. At vi igen kan mødes hundredevis af mennesker i en mørk sal og sidde side om side og indånde den samme luft, mens vi suges ind i det, der foregår oppe på lærredet. Også selv om det betyder, at vi risikerer mere end bare at få popcorn i nakken. At vi risikerer at blive smittet med et eller andet – som vi altid risikerer at blive det, når vi færdes i verden og det offentlige rum.

Jeg håber og tror på, at det sker. At tingene på et tidspunkt – som gerne må være før end siden – bliver åbnet op, og at vi får biograferne tilbage. Og jeg håber, at folk til den tid ikke er blevet skræmt væk, eller har fået andre filmvaner og fundet andre platforme at se film på.

Det skal være mit lille forårsønske. Og hermed ønsker jeg alle CineMadsen-bloggens læsere en rigtig god påske.