Debat: DR stækket – dansk film kan blive de næste

DR

Det er med måbende undren og stigende gru, at jeg i disse dage læser om den store sparemanøvre, som DR i øjeblikket bliver udsat for. Dansk TV’s og kulturs flagskib er blevet skamskudt af regeringen og DF, der med deres mediaaftale har gennemtvunget besparelser på 20 procent.

”Det kommer til at kunne mærkes”, sagde DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn i foråret, da medieaftalen blev vedtaget. Og det var profetiske ord. Mange af de kanaler og programmer, som seerne elsker allermest forsvinder. Det gælder blandt andet kultur og historiekanalen DR-K der nu lægges sammen med DR2 til én, fælles kanal. Og det gælder kanalen for de større børn DR Ultra, som fra 2020 kun kan ses på streaming. Dermed mister DR en oplagt indgang til kommende generationer af danske tv-seere.

Hvorfor? Spørger man sig selv. Forklaringen fra regeringen og DF er blandt andet, at DR skal spare for at give plads til andre aktører på mediemarkedet.

Den forklaring giver jeg ikke meget for. Seerne har i forvejen en uendelighed af kanaler at vælge imellem – danske og internationale – med et lige så uendeligt udbud af bevidstløse reality-shows, serier og film, sport og fordummende børnekanaler, der viser de samme tegnefilm og tv-serier igen og igen. Der er derfor ikke flere aktører, der er brug for, men højere kvalitet i stil med den, som DR på mange områder allerede leverer.

Nej forklaringen skal snarere findes i den nye publicservicekontrakt mellem DR og regeringen, som Kulturministeriet offentliggjorde tirsdag formiddag. Her står der at ”DR kan bringe tekstbaserede nyheder på deres hjemmeside, men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler.”
Det er vanskeligt at læse dette som andet end et brud med det hævdvundne armslængdeprincip mellem politik og journalistik. Det er tydeligt, at politikerne gerne vil have mere styr med den journalistik, der udfolder sig på et af landets mægtigste medier. Ja, man kunne få den tanke, at det handler om at kontrollere den journalistik, der er rettet mod politikerne selv. Noget vi ellers normalt kun oplever i mere totalitære regimer, som vi meget nødigt vil sammenligne os selv med.

Det næste offer for politikernes trang til at styre medierne og kulturen kan meget vel blive filmbranchen. Det er således kun få uger siden, at DF’s kulturordfører Alex Arendtsen meldte ud, at DF ønsker at flytte dansk films to centrale institutioner, Filminstituttet og Filmskolen, væk fra hovedstaden. Skolen skal placeres i Odense og instituttet i Svendborg, mener man.

”Vi vil have en bedre balance og flere film, der appellerer til et bredt publikum. Dansk film bliver i dag lavet i snævre kredse i først og fremmest hovedstaden og Nordsjælland. De kommer med en helt bestemt måde at se verden på”, lød det fra Arendtsen.

At han taler mod bedre vidende kunne man læse i det seneste nummer af filmmagasinet Ekko, der havde gennemgået alle de 111 støttede spillefilm, der havde haft biografpremiere i perioden 2015-18. Af dem foregår de 35 i udlandet eller i et ikke-identificeret univers, mens 36 foregår i provinsen. Kun 35 af filmene udspilles i København.

Men tilbagevisning eller ej. DF’s forslag lugter endnu engang – lige som med spareplanen over for DR – af, at politikerne ønsker at tøjle og straffe medierne og kulturen.

Men måske er det ved at gå op for selv DF, at de er gået for vidt. Da DR meddelte, at man som en del af spareplanen vil sløjfe de daglige sportsnyheder, fik det partiets medieordfører Morten Marinus til at fare frem og beskylde DR for at bryde publicservicekontrakten allerede den første dag.

Nej, sporten må man helst ikke røre for meget ved. På årets Folkemøde på Bornholm i juni kunne man da også høre DF’s formand Kristian Thulesen Dahl fortælle om danskheden og det vigtige i at samles om de danske nationalsymboler: Det danske flag, Kongehuset og landsholdet.

At DR også engang var et sådant nationalsymbol, der samlede hele Danmark om fantastiske, fælles kulturoplevelser som for eksempel Matador, har politikerne tilsyneladende for længst glemt.