Filmanmeldelse: Lazzaro den lykkelige – Magisk italiensk realisme

Der findes mange typer af store filmoplevelser. Nogle kommer i skikkelse af blockbusters som forrige uges kulminiation på Marvel Studios superheltefranchise ”Avengers Endgame” – storslået og visuelt overdådig, men også forudsigelig.

Og så er der film som italienske Alice Rohrwachers tredje film ”Lazzaro den lykkelige”. Et værk fyldt med magisk realisme, som ikke uden videre lader sig indfange, men som er lige så absurd, som den er sjov og tankevækkende.

Mens Marvel-folkene næppe nogensinde kommer til at vinde priser i Cannes, er Rohrwacher allerede lidt af en filmlegende i det sydfranske. Hendes debutfilm ”Heavenly Body” (2011) blev nomineret til Camera d’Or prisen for årets bedste debut. Hun vandt dog ikke, men hendes næste film ”Miraklerne” (2014) blev nomineret til De Gyldne Palmer og endte med at nappe festivalens næstmest prestigefyldte pris, juryens Grand Prix-pris. Endelig var ”Lazzaro den lykkelige” også nomineret til De Gyldne Palmer på sidste års festival, men vandt prisen for bedste drejebog.

Tre ud af tre og fuldt fortjent for ”Lazzaro den lykkelige” der ser stort på alle de store hv-spørgsmål, som tilskuere ellers plejer at forvente at få besvaret. Men Alice Rohrwacher er ikke en, der slår om sig med svar på hvem, hvad, hvor, hvorfor og hvordan. Faktisk er der ikke meget, der giver mening i filmen, før en scene midtvejs ryster tid og sted og efterlader fortællingens verden lige så meningsløs som før, men nu på en komplet anderledes og al for genkendelig måde.

Til at begynde med tror vi, at der er tale om et traditionelt folkeeventyr fra 1900-tallet, hvor en ung mand synger serenader for sin elskede ude på landet ved nattetide – sådan lidt a la Viscontis klassiker ”Jorden skælver” (1948).

Men lidt efter lidt bliver tingene mere uklare. For selv om personerne synes at leve i en anden tidsalder, er vi alligevel i nutiden med mobiltelefoner og hip hop.

Historien væver sig videre omkring 26 indbyggere i forskellige alder, der alle er proppet ind i et enkelt hus i tobaksplantagen med det symbolske navn Inviolata (urørlig). Her knokler de for Grevinde Alfonsina de Luna – en flok moderne stavnsbundne, der ikke er klar over, at de er det. Hårdest af alle knokler en blid, nærmest barnlig enfoldig ung mand ved navn Lazzaro, der bevæger sig omkring ved at læne sig forover med armene hængende ned langs siden.

Alle på Inviolata omfatter Lazzaro med en blanding af kærlig tolerance og grov udnyttelse. Han knytter også en form for bånd med grevindens forkælede søn Tancredi, som gennemfører en falsk kidnapning for at hævne sig på sin mor. Det går selvfølgelig galt, men mere af handlingen skal ikke røbes her.

Lazzaro spilles overbevisende af debutanten Adriani Tardiolo, med dovent ansigtsudtryk, mørkt krøllet hår og et stille, indfølende smil, mens den fremragende franske fotograf Heléne Louvart sørger for at binde realisme og fabel sammen. Når hun lader kameraet glide hen over de tørre marker omkring Inviolata, er det som om, hun udforsker overfladen på en fremmed planet – et helt landskab, der er misfarvet af tobak.

Rohrwacher giver sig god tid til at udfolde sin historie. Hun bruger over en time på at udforske livet på Inviolata, hvor filmen driver planløst rundt tilsyneladende uden fokus eller retning. Men lad dig ikke narre. Planløsheden lægger mesterligt op til filmens anden halvdel, hvor Inviolata erstattes af mere byagtige omgivelser, og hvor ét undertrykkende, socialt hierarki erstatter et andet.

”Lazzaro den lykkelige” er nok en fabel, men handler mindre om moral end om ironisk klædte menneskelige observationer, hvor Lazzaro fremstår som en moderne Jesus-figur, der forsøger at rette op på menneskenes fejl.

Alice Rohrwachers film om den hellige enfold er et ambitiøst værk, der minder om Felinis film ”La Strada” og ”Gadepigen Cabirira”, lige som der også er påmindelser om Vittorio De Sicas ”Miraklet i Milano”. En spændende, udfordrende fabel, og en af årets store filmoplevelser, som det nok er værd at bruge 128 minutter på.

Lazzaro den lykkelige – 128 minutter – Italien – Instruktør: Alice Rohrwacher – Medvirkende: Adriano Tardiolo, Agnese Graziani, Alba Rohrwacher, Tommaso Ragno, Nicoletta Braschi m.fl.