Filmanmeldese: Rocketman – Elton John biopic er en ægte og sprudlende musicalfilm

And you can tell everybody this is your song
It may be quite simple but now that it’s done
I hope you don’t mind
I hope you don’t mind that I put down in words
How wonderful life is now you’re in the world

Indrømmet, jeg er endnu længere fra at være objektiv end normalt i denne anmeldelse. “Your Song” har altid været “min sang”, før jeg mødte min kone, og “vores sang” ever after. På den måde har jeg haft en uafbrudt musikalsk kærlighedshistorie med Elton John, så længe jeg kan huske.

Derfor elsker jeg også de ting, der lykkes i den nye Elton John biopic ”Rocketman”, lige som jeg hader de steder, hvor filmen fejler. Heldigvis hører ”Your Song” øjeblikket til i den første kategori. Så allerede der er første stjerne hjemme (jeg sagde jo, at jeg er endnu mindre objektiv, end jeg plejer).

Det begynder på bunden., hvor Elton John vakler ind til at AA-møde på en rehabiliteringsklinik iført et skrigende orange kostume påsat glitrende sten i alle farver med tilhørende maske og djævlehorn.

Her sætter han sig i rundkredsen og begynder at remse op: ”Jeg er alkoholiker, stofmisbruger og sexafhængig, jeg lider af spiseforstyrrelser, og så er jeg i øvrigt shopaholic”.

Derefter hvirvles vi tilbage til Elton Johns barndom som Reginald Dwight i London-forstaden Middlesex. Her vokser han op med en streng, fraværende far og en uengageret mor, der begge er ude af stand til at give ham kærlighed.

Den får han til gengæld fra sin forstående bedstemor. Det er hende, der sætter ham i gang med at spille på klaver, hvor han hurtigt viser sig som et gudsbenådet naturtalent.

Han vinder et stipendium til Royal Academy of Music, begynder fra bunden at spille musik på en pub, laver et band og møder via Liberty Records digteren Bernie Taupin. Det lyriske geni Taupin og det musikalske vidunderbarn Reginald er et match made in Heaven. Tilsammen forløser de hinandens potentialer optimalt både som kunstnerisk makkerpar og som livslange venner.

Resten er i virkeligheden bare historie, som man siger.

Reginald skifter navn til det mere mundrette Elton John (efternavnet skulle efter sigende være inspireret af John Lennon), og bryder for alvor igennem først i USA og derefter i sit hjemland som en af sin tids allerstørste musiske og kommercielle kunstnersucces’er

Bagsiden er et liv med alkohol, hårde stoffer, rugende følelsesmæssig tomhed, problemer omkring sin homoseksualitet og selvmordstanker – lige indtil vendepunktet på klinikken.

Slut, prut finale og den sædvanlige efterskrift, som fortæller, hvordan Elton John nu har været tørlagt i næsten tre årtier, hvordan han og Taupin fortsat er venner, og hvordan Elton John i en meget moden alder omsider mødte den kærlighed, han så desperat har eftertragtet.

Her er det, at jeg gaber lidt, og stjernene falder fra mine fingrer ned i skraldespanden. For ét er, at “Rocketman” gør den klassiske biopic-fejl og prøver at skildre en persons liv på 121 minutter gennem anekdotiske nedslag. Et andet og langt mere graverende er, at den mange steder forfalder til rene klichéer.

Det gælder ikke mindst Eltons barndom og forældre, der fremstilles så endimensionelt, at det kun er det garvede skuespiltalent hos Bryce Howard Dallas og Steven Mackintosh, der redder dagen. En af Eltons halvbrødre fra faderens andet ægteskab er da også siden stået frem og indædt kritiseret det ensidige og usande billede, som ”Rocketman” giver af deres fælles far.

Det gælder også fremstillingen af Hollywood, da Elton John og Bernie Taupin kommer til USA for første gang: Et klip af Hollywood-skiltet..gab….et nyt klip af palmetoppe set nedefra….gab igen…og et sidste klip fra Sunset Boulevard, og så er den ged barberet.

På grund af hans åbenbare naturtalent fremstår hele Eltons barndom og indledende succes i øvrigt så ubesværet, at der mangler modgang. Og da modgangen endelig sætter ind, bliver den omvendt så massiv og langstrakt, at det tangerer klynkende navlepilleri.

At filmen på den måde er skævvredet, skyldes helt sikkert den virkelige Elton John, der som executive producer har haft et stort ord at skulle have sagt omkring handlingen og indholdet i ”Rocketman”. Han har selv ønsket, at filmen skulle være meget mere eksplicit med hensyn hans mørke sider og misbrugsproblemer end bio-pic’en ”Bohemian Rhapsody” (2018) og Queen-forsangeren Freddie Mercurys liv. Derfor er det også lidt paradoksalt, at ”Bohemina Rhapsody” forekommer langt mere autentisk på alle planer end ”Rocketman”.

Til gengæld vinder filmen i sine mange muscialsekvenser, der er et sandt overflødighedshorn af kreativitet. Når et midlertidigt brud mellem Elton John og Bernie Taupin orkestreres af ”Goodbye Yellow Brick Road”, når hans stofmisbrug og hjerteflimmer akkompagneres af ”Don’t go Breaking My Heart”, når han synker ned på bunden af en swimmingpool under et selvmordsforsøg og møder sig selv som dreng til tonerne af ”Rocketman” eller bryder med sin familie mens ”Sorry Seems To Be The Hardest Word”, ja så sprudler lærredet og filmen overskud. Det er her, at ”Rocketman” distancerer sig fra ”Bohemian Rhapsody” og springer ud som en ægte musicalfilm

På samme måde er det let at tilgive instruktøren Dexter Fletcher, at han skamløst leget med kronologien. Ved genskabelsen af Elton Johns første, legendariske optræden på spillestedet Troubadour i Los Angeles den 25. august 1970, går Elton op, sætter sig ved klaveret og lægger salen ned med en bragende udgave af ”Crocodile Rock”. I virkelighedens verden var det ”Your Song” han lagde ud med, mens ”Crocodile Rock” først blev indspillet to år senere. Men det har ingen betydning, når musikken spiller og der skabes musikhistorie for øjnene af en.

Og da Elton sætter sig stille ved klaveret hjemme og på få minutter skaber musikken til ”Your Song”, mens Bernie Taupin pusler rundt i baggrunde, føler jeg gåsehuden risle ned af ryggen over Elton Johns talent og føler mig næsten svævende som publikum i Troubadour-scenen.

Den sidste stjerne går til den britiske skuespiller og sanger Taron Egerton, der spiller titelrollen. Han er måske nok er lidt mindre kvabset og lidt mere adræt end Elton John, men ellers rammer han hans mimik fuldstændig på kornet. Og så har Egerton insisteret på selv at synge alle sange – og slipper hæderligt fra det. Ikke dårligt, når man er oppe imod en verdensstjerne.

Rocketman – 121 minutter – England og USA – Instruktør: Dexter Fletcher – Medvirkende: Taron Egerton, Jamie Bell, Richard Madden, Bryce Dallas Howard, Gemma Jones, Steven Mackintosh m.fl.