Filmanmeldelse: Aladdin – Disney a la Bollywood

”Hjulene på bussen drejer rundt, rundt rundt…”

Sådan lyder første linie i en kendt, dansk børnesang. Den passer glimrende til den udvikling, man ser hos Disney i disse år. Eller skulle man måske snarere tale om afvikling?

Disney-koncernen spyer i øjeblikket den ene live-action remake af deres tegnefilm ud efter den anden. Det begyndte med Cinderella (2015) efterfulgt af ”Junglebogen” (2016), ”Skønheden og udyret” (2017) og ”Dumbo” (2019). Nu kom så ”Aladdin”, og forude venter både ”Løvernes konge”, ”Lady og Vagabonden” og ”Mulan”.

Disney påstår selv, at de gør det for at præsentere deres udødelige klassikere for nye generationer, men det lyder hult. Det hele minder mest af alt om en uendeligt kværnende pengemaskine, og mistanken bestyrkes af, at koncernen tilsyneladende ikke har noget nyt på hjerte med filmene.

”Cinderella” er den foreløbigt bedste, fordi den gav den gamle Askepot-fortælling en forfriskende ny, romantisk drejning, der gjorde kærlighedshistorien langt mere levende. På samme måde havde ”Junglebogen” noget dejlig råt over sig, mens både ”Skønheden og udyret” og ”Dumbo” var ordinære standardprodukter.

”Aladdin” lægger sig et sted midt imellem. Historien er den samme som i tegnefilmsklassikeren fra 1992: I den arabiske by Agrabah lever den smukke prinsesse Jasmin. Hendes far sultanen ønsker, at hun skal gifte sig med en prins, men hun vil have ægte kærlighed.

Da hun sniger sig uden for paladset, møder hun gadedrengen og tyven Aladdin og hans tro væbner aben Abu. Aladdin bliver imidlertid fanget af sultanens onde storvesir Jafar, der har brug for denne ”uslebne diamant” til at hente en kostbar olielampe i en magisk grotte i ørkenen”.

Det viser sig, at lampen indeholder en lampeånd, der kan opfylde alle ens ønsker – eller rettere tre af dem – og pludselig øjner Aladdin chancen for at blive en anden, end han altid har været. Men er det nu vejen til Jasmins hjerte?

Denne gang har Disney overladt instruktørstolen til den engelske drengerøv Guy Ritchie – manden der i sine unge dage skabte actionkomedier som ”Lock, Stock and Two Smoking Barrels” (1998) og ”Snatch” (2000).

Han er kendt for at lave film, der er flotte, men ikke specielt dybe. Sådan er det også med ”Aladdin”, hvor det er lykkedes Ritchie og hans hold at lave en overraskende flot Agrabah, der oser af østens mystik og farver og folkeliv, men uden at være det mindste religiøs. Ikke noget islam eller terror her. Til gengæld får musicalnumrene, hvor skuespillerne bryder ud i sang og dans, det hele til at minde om en disneyficeret bollywoodfilm.

Samtidig har historien fået en klædelig moderne drejning. Prinsesse Jasmin drømmer ikke bare om ægte kærlighed. Hun er også en moderne, intelligent kvinde, der ikke har brug for en prins til at styre sultanatet for sig. Det er således hende og ikke Aladdin, der bliver sultanens efterfølger.

Jasmin spilles i øvrigt glimrende af den engelske skuespiller Naomi Scott, mens den ægyptiske skuespiller Mena Massoud er mere fersk charmerende end dyb som Aladdin.  

Man kan selvfølgelig heller ikke lave en Aladdin-film uden en ordentlig lampeånd. Det sørger Will Smith for, når han som en skaldet blå smølf tryller rundt. Smith kan sagtens være morsom, og han har en god tyngde på et lærred, så han slipper fra opgaven med æren i behold, selv om han ikke når Robin Williams geniale animerede version til sokkeholderne. Når ret skal være ret, forsøger han heller ikke på det. Will Smith har klogeligt satset på at skabe sin egen version frem for at kopiere.

Tilsammen gør dette, at ”Aladdin” er en såre underholdende, energisk og farverig oplevelse, selv om den næppe som originalen får nogen nævneværdig plads i filmhistorien.

Aladdin – 128 minutter – USA – Instruktør: Guy Ritchie – Medvirkende: Mena Assoud, Naomi Scott, Will Smith, Marwan Kenzari, Navid Negahban, Nasin Pedrad m.l.