Filmanmeldelse: Rambo: Last Blood – Meningsløs vold i undervældende film

Sammensætningen i biografsalen fortæller sin egen klare historie: Blandt den lille snes tilskuere er kun en enkelt yngre kvinde sammen med sin kæreste. Resten er midaldrende mænd, som mig selv – nogle i selskab med deres sønner – og unge fyre i byen til en drengerøvsaften.”It’s a Mans World”, som James Brown synger.

En jævnaldrende mand hilser indforstået på mig, da jeg sætter mig ned. Han har sikkert også været teenager, da den første Rambo-film ”First Blood” (1982) havde premiere. Nu er vi her igen drevet af en sær mandesentimentalitet for at se den femte og formentlig sidste film i Rambo-franchisen, der sammen men Rocky-filmene gjorde Sylvester Stallone til verdensstjerne.

Men som det ofte er med den slags følelser, er de alt, hvad der er tilbage af fordums storhed. Da jeg forlader biografen halvanden time senere, er det med en tydelig fornemmelse af, hvor meningsløst Rambo-universet er blevet.

”Rambo: Last Blood” tager over, der hvor seriens nummer fire ”Rambo” (2008) sluttede. Krigsveteranen John Rambo lever et afsides liv på sin farm i Arizona sammen med sin gamle ven Maria Beltran og hendes barnebarn Gabriella. Her opdrætter han heste, hjælper med at redde vildfarne turister og graver tunneller under farmen, hvor han plejer sine krigstraumer.

En dag tager Gabriella mod John og Marias råd til Mexico for at opsøge sin far, der forlod familien 10 år tidligere. Her falder hun i hænderne på en hensynsløs prostitutionsbande ledet af brødrene Hugo og Victor Martinez.

Rambo tager ned for at hente hende hjem. Undervejs får han hjælp af en mystisk freelancejournalist Carmen Delgado, der selv har mistet en søster til banden. Da John ønsker hævn over Martinez-brødrene for, hvad der er overgået Gabriella, starter nedtællingen til det brutale slutopgør på og ikke mindst under farmen hjemme i Arizona.

På det tidspunkt har filmen imidlertid for længst mistet enhver mening, og de sidste 20 minutter er alene en opvisning i overdreven sadistisk vold.

Det er selvfølgelig imponerende, at en 73-årig mand som Sylvester Stallone fortsat kan stå distancen til den slags fysiske udfoldelser. Men det kan han faktisk, selv om han ikke længere springer rundt, som han gjorde i 1982 og er blevet lidt mere kompakt om maven. En muskuløs grandad bod om man vil.
 
Det kompenserer dog ikke for, at ”Rambo: Last Blood” er en film lavet efter laveste fællesnævner og fyldt med overfladiske karakterer, der hives ind og aldrig uddybes, samt et plot der er himmelråbende simplificeret selv efter Rambo-standard.

Så simplificeret, at man er lige ved at glemme begyndelsen dengang i starten af 80’erne, hvor Rambo-figuren havde et andet formål. Og ja, ”First Blood” var en 80’er macho-actionfilm. Men det var også historien om en Vietnam-veteran med posttraumatisk stress, der ledte efter et liv og et hjem i sit eget land, der helst ville glemme alt om ham.

Siden da blev Rambo symbol på hele Reagan-æraen. En stokkonservativ muskelsvulmende koldkriger, der kæmpede mod kommunister og andre udemokratiske kræfter.

Det spor følger den stadigvæk med beskæmmende undervældende resultat. Nu er der imidlertid kun hævnen at kæmpe for, og den fylder som bekendt aldrig hjertet.

Der er folk, som har kritiseret ”Rambo: Last Blood” for at være racistisk mod Mexico og levere det værste Trump-kliché billede af mexicanerne som farlige og hensynsløse narko- og prostitutionsgangstere. Det billede er nemt at købe i disse år, hvor de mexicanske narkokarteller har gjort den nordlige del af landet lovløst og hvert år koster tusindvis af liv. At Mexico er uendeligt meget andet og langt mere fantastisk er desværre en svær vare at sælge lige nu – også på film.

Men ”Rambo: First Blood” tegner er lige så stereotypt billede af et USA – symboliseret ved Rambo – der er blevet hult og tomt. En rodløs og splittet nation slidt i bund af sine evindelige krige, hvor vold og selvtægt lurer lige under overfladen. USA er som Rambo blevet en gammel, hvid, vred, voldsparat mand. At sælge et andet billede af guds eget land lige nu er næsten lige så svært.

Og sluttelig er ”Rambo: Last Blood” en film gennemsyret af misogyni, hvor kvinder er reduceret til objekter for mandens begær (for sex eller penge vælg selv) eller det hændevridende bagtæppe, der afmægtig må se til, at helten drage afsted.

”Hvad synes du?” spurgte undersvenden ivrigt sin kæreste efter filmen. Hun så ikke imponeret ud. Det var der heller ikke den mindste grund til.

Rambo: Last Blood – 89 minutter – USA – Instruktør: Adrian Grunberg – Medvirkende: Sylvester Stallone, Oscar Jaenada, Sergio Peris-Mencheta, Adriana Barraza, Yvette Monreal, Paz Vega m.fl.