Filmanmeldelse: Koko-di Koko-da – Peter Belli som Evil Bob i vellykket sorgdrama

Hanen er død
Hanen er død
Han kan ikke læng’re synge kokodi kokoda
Han kan  kke læng’re synge kokodi kokoda

Der er ikke noget smukt over sorg, i hvert fald ikke i den svenske instruktør Johannes Nyholms nye film. Her er sorgen tværtimod en morderisk, flænsende smerte, der slår dig ihjel uden nåde.

Da Elin og Tobias finder deres datter Maja død i sengen på hendes otte års fødselsdag, er det en ubærlig tragedie, og de tror ikke, at livet kan blive værre end det.

Men det kan det. Tre år senere er parret på campingferien. Sorgen har tappet deres kærlighed, og de skændes på den indebrændte, giftige måde, som kun et par, der har elsket hinanden engang, kan gøre det. Ingen af dem er i stand til at overkomme afstanden og i stedet række ud efter den anden.

Da de overnatter er øde sted i skoven, og Elin går ud af teltet for at tisse, bliver den ikke-eksisterende idyl afbrudt af tre psykopater, der er som taget ud af en David Lynch film: En smilende dandy i stråhat og hvid habit, en høj langhåret kvinde og en kæmpe af en mand.

Den bizarre trio slår Elin og Tobias ihjel med pistol, knive, de bare næver og en meget sulten dræberhund. Der er ingen forklaring. De er bare den uafvendelige død, uanset hvor hårdt parret forsøger at undslippe.

Da scenen gentager sig igen og igen med variationer, forstår vi, at Elin og Tobias er fanget af deres sorgtraume, og at de tre mordere er udtryk for den smerte, de begge føler.

Spørgsmålet er nu, om det kan lykkes parret at bryde cirklen og slippe levende ud på den anden side? For det vil kræve, at de åbner op over for hinanden igen.

Nyholms film er som en mareridtsudgave af den romantiske komedie ”Groundhog Day” (/1993), bortset fra, at der bestemt ikke er noget at grine af. Faktisk er hver eneste scene fra start til slut, så ladet med lurende utryghed, at det som støvregn trænger ind overalt.

Om det så gælder et skyggeteater, som den svenske instruktør bruger flere gange i filmen – første gang lige efter pigens død – formidler det den samme dystre stemning. Her overværer et par kaninforældre, hvordan deres kaninunge kommer på en natlig flyvetur med en stor farvestrålende fugl. Desværre rives kaninungen ud af fuglens kløer på grund af et uvejr og styrter i døden.

Sjældent har sorg været skildret så brutalt og håndgribeligt. På den måde er det en meget vellykket sorg-allegori, som Nyholm har stykket sammen.

Filmen er næsten segnefærdig under vægten af den gru og de menneskelige tab, der udspiller sig på lærredet. Og modsat personerne i andre fortællinger, hvor nogen er fanget i en tidsløkke, bliver Elin og Tobias ikke synderligt klogere for hver gang. De bliver bare mere frygtsomme som hjorte, der sanser jægerne strejfe rundt i skoven.

For danske biografgængere vil gru-følelsen være ekstra stærk, fordi den ellers altid hjertevarme rockmusiker Peter Belli her er castet som moder-trioens sadistiske leder i den hvide jakke. Og han gør det foruroligende godt, som en psykopat, der altid har narret alle med sit venlige ansigt, men som nu har kastet masken.

På samme måde er det svært at ryste Elin Gallons og Leif Edlunds sorgramte par af sig. De er begge fanget i et følelsesmæssigt kviksand, hvor de bebrejder sig selv og hinanden for datterens død.

Deres forhold er derfor endt som en hul skal. Et tomt, forvritret skellet af uudtalt vrede og bitterhed, anklagende blikke, barberskarpe ordudvekslinger og udbredt tavshed. Det store tomrum imellem dem er nu optaget af de tre mordere, og kun ved at nærme sig hinanden igen, har de mulighed for at overvinde deres dæmoner.

Om det sker, skal ikke afsløres her, men ”Koko-di Koko-da” er en medrivende fortælling om sorgens morderiske natur.

Koko-di Koko-da – 86 minutter – Sverige og Danmark – Instruktør: Johannes Nyholm – Medvirkende: Elin Gallon, Leif Edlund, Peter Belli, Katarina Jakobson, Morad, Baloo Khatchadorian m.fl.