Filmanmeldelse: Downton Abbey – En gave til seriens fans, men mere en TV-episode end en film

Champagnen boblede over side om side med bjerge af scones og små pakker chokolade, da Downton Abbey filmen havde forpremiere onsdag. Ja, det var næsten på højde med en James Bond gallaforestilling, da de mange festklædte og forventningsfulde fans fejrede, at den verdensberømte TV-serie om engelsk overklasse-eskapisme i 1910’erne og 1920’erne tog springet fra TV til biograflærredet.

Eller gjorde den nu også det? Det er næsten fire år siden, at det 52. og sidste afsnit af serien løb over skærmen i juledagene. Siden har alle seriens fans sukket efter mere fra livet på Yorkshire-herresædet Downton Abbey. Med familien Crawley i deres ulastelige jakkesæt og glitrende kjoler i de fine saloner ovenpå og deres trofaste tjenestefolk i køkkenet nedenunder.

Da seriens skaber Julian Fellowes annoncerede, at historien ville forsætte med en film, steg forventningerne derfor til uanede højder. Nu kan vi så se resultatet, som tydeligt er skabt for seriens fans. Her får de en herlig julegave på forskud. En film der minder om en lidt længere udgave af de udvidede jule-finaleafsnit, der fra sæson to afsluttede hver sæson.

På den måde skuffer Downton Abbey filmen ikke dem, der kender universet på forhånd. Uindviede vil til gengæld se undrende til, mens sølvtøjet pudses op, uden at få særlig meget ud af løjerne.

Handlingen er rykket et år frem til 1927, hvor Downton Abbey står på den anden ende, fordi kongeparret kommer på besøg.

Mens Robert Crawley – alias jarlen af Grantham – og hans datter Mary styrer forberedelserne til det royale besøg, bliver Roberts irske svigersøn Tom udsat for nærgående spørgsmål om sin politiske overbevisning af den mystiske Kaptajn Chetwode.

Imens er tjenestefolkene ved at gå til af spænding over besøget. Da husets Butler Thomas Barrow mister overblikket, beslutter Mary sig for at tilkalde hans forgænger – den nu pensionerede Carson – lige som den ærkeroyale, men ikke altid heldige ekstjener Moseley melder sig under fanerne.

Det går imidlertid op for tjenestefolkene, at kongen og dronningen rejser med deres eget følge. Da de arrogant bliver tilsidesat af kongeparrets faste stab og frataget deres pligter på den store aften, beslutter de sig imidlertid for at tage sagen i egen hånd for at forsvare Downtons ære.

I mellemtiden har Roberts mor – den skarptungede enkegrevinde Violet – allieret sig med sin veninde Imelda for at opklare, hvorfor hendes fjerne og barnløse kusine Maud, der er en del af kongens følge, ikke vil lade Robert arve sig. Og hvem hendes mystiske selskabsdame Lucy Smith, som Tom fatter interesse for, i virkeligheden er?

Og sådan kører alle de små plots ud og ind mellem hinanden, uden at der nogensinde for alvor kommer noget på spil, mens de elskede figurer får hver deres øjeblikke i solen.

På et tidspunkt, hvor Boris Johnson har kørt den engelske forfatningskrise til nye højder, er det befriende at smide alle problemerne omkring Brexit og voksende ulighed fra sig og i stedet synke ned i Downton Abbeys fantasiverden. Et idylliseret England af i går, hvor overklassen bor i overdådige hjem og samtidig indgår venskaber med deres tjenestefolk.

Man hygger sig gevaldigt, og manuskriptets manglende action opvejes til fulde af de overdådige skuespilpræstationer. Det er som om, at alle karakterne har skruet ekstra op for sig selv: Moseley har aldrig været mere forjamsket og pinlig, Carson aldrig mere stivnakket og Maggie Smiths enkegrevinde aldrig mere spydig. Hun er det sydende midtpunkt for en nærmest uendelig strøm af one-liners.

Det er imponerende, hvor fuldstændig let og ubesværet, at Julian Fellowes har genskabt Downton Abbey universet og personerne – nærmest som om, at vi forlod dem i går og ikke for fire år siden.

Filmen fremstår dog mere som det 53. afsnit i serien end som en egentlig film. Normalt plejer jeg ellers at sige, at film skal ses i biografen, men med ”Downton Abbey” får man nok det største udbytte ved at vente, til den på et tidspunkt kan ses på TV-skærmen. Helst med et glas champagne ved siden af.

Downton Abbey – 122 minutter – England – Instruktør: Michael Engler – Medvirkende: Hugh Bonneville, Laura Carmichael, Michelle Dockery, Elizabeth McGovern. Maggie Smith, Allen Leech, Jim Carter, kevin Doyle m.fl.