CPH:DOX i hjemmebiografen

”Husk nu, at film skal ses i biografen!”

Hvor mange gange har man ikke hørt kulturjournalisten og TV-værten Ole Michelsen sige den sætning, mens han gennem 17 år styrede filmprogrammet Bogart på DR.

Derfor virker det også næsten som skæbnens sammentræf, at Ole Michelsen døde tidligere på måneden få dage inden, at statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned på grund af coronavirus-udbruddet og satte en stopper for alle biografbesøg på ubestemt tid.

Så lige nu, er der ingen film at se i biografen. Normalt ville København og resten af landet ellers gå i festivalmode på denne tid af året, når verdens næststørste dokumentarfilmfestival CPH:Dox løber af stablen.

CPH:DOX blev et af de første ofre for de nye regler under coronakrisen – i hvert fald for så vidt angår en filmfestival ude i virkeligheden.

Men hatten af og et kæmpeklap til de hårdtarbejdende og innovative folk bag DOX, som nægtede at give op. På ganske få dage fik de stablet et helt nyt koncept på benene: En digital filmfestival med fokus på de store danske og internationale film.

Så hvis du sidder og keder dig hjemme, kan du nu fra sofaen for en pris på ganske få euro, vælge mellem et bredt udvalg på over 100 dokumentarfilm. Filmene kan ses i den planlagte festivalperiode frem til og med den 29. marts – altså i 10 svimlende dage endnu.

Og ifølge DOX-direktør Tine Fischer er det nye initiativ blevet taget godt imod af både branchen og publikum.

“For en uge side havde vi som festival ét af vores værste døgn nogensinde. Vi måtte aflyse CPH:DOX 2020. Et helt års arbejde, 220 film og hundredvis af skuffede filminstruktører blev pakket ned og sendt hjem”, fortæller hun og fortsætter:

”Midt i det store chok besluttede vi at kæmpe for festivalens overlevelse og få filmene ud til vores trofaste publikum. På få dage har vi samlet tilladelser til at vise filmene online fra søde instruktører og producenter. Vi har fået skabt et online-univers, og publikum strømmer til. Vi er taknemmelige på en måde, som I slet ikke forstår. Det er en svær tid for alle, men midt i den store usikkerhed, som vi alle er forbundet af lige nu, har dokumentarfilmen vist sig at være en helt særlig måde at samles på. Hvis I har set noget, som kan anbefales må I endelig sende beskeden videre til jeres nabo. Vi ved alle, at fællesskaber kan være virtuelle, men dét fællesskab, vi oplever lige nu, er i en helt ny dimension.”

Men hvad skal man så vælge? Det spørgsmål er altid det helt store på filmfestivaller, men det digitale format giver faktisk en række fordele: Man skal ikke bruge tid på at komme frem og tilbage til biografen og kan se filmene døgnet rundt, når det passer bedst.

Selv har jeg en lille top 5, som jeg gerne skulle nå:

KAMPEN OM GRØNLAND
DOX’ åbningsfilm er en fængende portræt af det nye Grønland af instruktøren Kenneth Sorento. Her møder man blandt andet rapperen Josef, der stiller spørgsmål ved relationen til Danmark. Det samme gælder den unge politiker Kaaleeraq, der ønsker, at Grønland skal løsrives fra Danmark. Politikeren Tillie bliver til gengæld daligt chikaneret, fordi hun ikke taler grønlandsk.  Og sådan er fremtiden uvis på verdens største ø, der for kort tid siden havnede på de internationale forsider, da Trump udtrykte ønske om at købe Grønland.

LOVE CHILD (EN FAMILIE PÅ FLUGT)
Mit næste must-see er Eva Mulvads nye film om en lille iransk families flugt i kærlighedens navn. Leila og Sahand er lykkelige sammen og har en lille søn. Der er bare ét problem: De er stadig begge gift med andre mennesker, og det har så alvorlige konsekvenser, at dem å flygte fra hjemlandet Iran. Eva Mulvad følger den lille families flugt til Tyrkiet gennem de næste seks år og deres kamp for at slippe igennem asylprocessen.

EN SPLITTET FAMILIE
Mira Jargils film handler også om en familie på flugt – denne gang en syrisk familie, som strander i tre verdenshjørner: Faderen Muhkles i Canada og moderen Rana i Assens, mens de to sønner må klare hverdagen alene i en lejlighed i Tyrkiet. I hverdagsøjeblikke og gennem Skype-opkald og hjemevideoer følger Mira Jargil Ranas enlige kamp i et nærmest kafkask bureaukrati, hvor selv de bedste intentioner fortaber sig i sagsakter og telefonkøer.

IHUMAN
Dokumentarfilm kan også formidle andet end personlige historier. Det er Tonje Hessen Scheis film ”iHuman” et rigtig godt eksempel på. Schei har skabt den ultimative fortælling om kunstig intelligens. En teknologi som nogle påstår kan forbedre verdenssamfundet, mens andre mener kan lede til et overvågningssamfund af hidtil usete proportioner. En film der gør os klogere og giver os et indblik i og stiller kritiske spørgsmål til den fremtid, vi er på vej imod.

LEVER ELSKER SAVNER
Min sidste must see er endnu en film fra hovedkonkurrencen, nemlig Sine Skibsholts fine ungdomsfilm om at finde sig selv i det kaos, der kaldes livet. Rosemarie har fået konstateret kræft, og selv om lægerne siger, at hun bliver rask, sætter det lange behandlingsforløb sig dybe spor i hendes unge liv – ikke mindst i forhold til hendes mor, der kommer alt for tæt på. En på samme tid barks og livsbekræftende film om at komme videre med livet.