CPH:DOX: Love Child – Gribende fortælling om familie, der er fanget i FN’s asylsystem

Okay, det kan godt være, at du synes, at dit kærlighedsliv er inde i en bølgedal. At du har svært ved at finde prinsen eller prinsessen på den hvide hest. Eller måske har du allerede har fundet ham eller hende, og nu er der gået arbejde, børn og hverdag i det hele, og de søde ord er erstattet af irriterede blikke.

Men det handler alt sammen om perspektiv. For tro mig, der findes langt større problemer her i verden.

Tag nu bare det iranske par Leila og Sahand i Eva Mulvads nye film ”Love Child”, der i øjeblikket kan opleves på den digitale udgave af CPH:DOX.

De levede begge i ulykkelige ægteskaber i Iran. Leilas mand var både voldelig og stofmisbruger, og ægteskabet blev aldrig fuldbyrdet. Alligevel var hun tvunget til at blive.

Derfor indledte Leila og Sahand indledte en affære og fik sønnen Mani, mens de stadig var gift. På den måde gik de, som Leila beskriver det, fra et problem til et endnu større problem.

I Iran straffes utroskab nemlig med døden. Stening for kvindens vedkommende, men manden bliver pisket og hængt. Derfor var Leila og Sahand nødt til at holde deres kærlighed hemmelig og lade som om, at det var Leilas mand, der var fra til Mani – også over for Mani selv.

Men da Mani er fire år, beslutter parret sig for at flygte. De rejser i al hemmelighed til Tyrkiet, og nu starter en lang og sej kamp for at blive accepteret som familie og få asyl. Mens de venter på svar fra FN, ender de i et bureaukratisk helvede, der holder dem fast i en usikker venteposition i årevis.

Som en stædig, vedholdende flue på væggen følger Eva Mulvad den lille familie gennem syv år i Tyrkiet. Med stor tålmodighed – men også frustreret afmagt – venter de på at få afklaret deres situation, men der dukker hele tiden nye forhindringer op. Og deres asylansøgning kompliceres yderligere af flygtningekrisen i kølvandet på den syriske borgerkrig, og da Trump senere blokerer for, at borgere fra syv muslimske lande – herunder Iran – kan komme til USA.

Visuelt betragtet er Mulvads film ikke specielt banebrydende med sit håndholdte billedsprog. Til gengæld suger dens indhold og historie en fast fra første til sidste scene. Man føler med den lille familie og får en knude i maven, hver gang de får svar fra myndighederne for hvad nu hvis. Man glædes, når de holder fødselsdag for Mani, hvor forskellige naboer udnævnes til familiemedlemmer i dagens anledning. Og man føler sig lige så afmægtig som dem, når de skændes, fordi de er pressede, eller sidder tavse sammen og kigger frustreret ind i væggen.

Hvis man spørger om, hvad det er, som dokumentarfilm kan, så er Eva Mulvads film svaret: De kan fungere som øjenåbnere og give en nye og vigtige vinkler på, hvordan verden og tingene hænger sammen.

Med sin fortælling lykkes det hende, at sætte ansigt på nogle af de asylansøgere, som ellers ofte ender som navnløse trusselsbilleder i debatten og vise, hvordan de lige som resten af os, blot ønsker en tryg fremtid, som de selv kan styre.

Men samtidig er ”Love Child” også et enestående og livsbekræftende vidnesbyrd om kærlighedens kraft på trods af alle udfordringer. Og den understreger de ord, der pryder et billede på væggen i den lille families hjem:” Alle kærlighedshistorier er smukke, men vores er min yndlings.”

Love Child – 112 minutter – Danmark – Instruktør: Eva Mulvad – Medvirkende: Leila, Sahand, Mani m.fl.