Nu må transkarakter-vanviddet stoppe på film!

Nej nej nej, nu stopper det!

Sådan tænkte jeg forleden, da jeg midt under morgenmaden kunne læse på min bærbare, at skuespillerinden Halle Berry har takket nej til den rolle som transperson i en kommende film.

Begrundelsen: Transpersoner på film skal kun spilles af virkelige transpersoner!

Sådan mener man åbenbart i transmiljøet, som har vist sig at være en magtfuld minoritetsstemme.

Hvis nogen skulle have undgået at bemærke det, så lever vi i krænkelsernes og den politiske korrektheds tidsalder, hvor man skal vare sig umådeligt i forhold til, hvad man siger og gør, hvis man ikke skal hænges ud i de sociale mediers folkedomstol og ende i en veritabel shitstorm.

Og intet sted sidder det ømme skind tilsyneladende tættere på kroppen end blandt den vildtvoksende labyrint af seksuelle orienteringer og kønsopfattelser, hvor man efterhånden skal have en mindre doktorgrad for at finde ikke at fare vild i begreberne.

Nu har dette kønsvanvid så ramt Halle Berry, en international anerkendt skuespillerinde, der talrige gange har bevist, at hun er dygtig til sit fag.

Den 53-årige stjerne var ellers glad, da hun i fredags fortalte sine følgere på Instagram, at hun var i fuld gang med at forberede sig til rollen, som hun dog endnu ikke officielt havde fået.

”Det er en rolle, hvor kvinden er en trans-karakter, så hun er en kvinde, der bliver til en mand. Hun er en karakter i et projekt, som jeg vil elske at lave”, sagde Halle Berry ifølge filmmagasinet Variety og tilføjede, at hun gerne ville dykke ned i ”den verden” med henvisninger til trans-miljøet.

Det skulle hun ikke have sagt. Efterfølgende fik hun nemlig stor kritik på de sociale medier, fordi hun flere gange havde beskrevet personen som ”kvinde”, og fordi ciskønnede ifølge nogle ikke bør spille roller som transkønnede.

For de uindviede kan jeg her tilføje, at ciskønnet er en betegnelse for personer, der identificerer sig med det køn, de biologisk er født med ved fødslen. Altså modsat en transkønnet, der har en kønsidentitet, der adskiller sig fra det køn, de biologisk er født med.

Blandt Halle Berrys kritikere var folkene bag Netflix-dokumentaren ”Disclosure”, som giver et indblik i Hollywoods skildring af transkønnede. De skrev således til skuespillerinden:

”Hej Halle Berry. Vi har hørt, at du overvejer at spille en transmand i dit næste projekt. Vi beder dig om, at du venligst skal se ‘Disclosure’ på Netflix først, så du kan forstå, hvordan ciskønnede skuespillere som dig i transroller har kæmpe kulturelle konsekvenser væk fra skærmene.”

I tirsdags fik kritikerne så deres vilje, da Halle Berry gik i rituel bodsgang på Twitter og undskyldte, at hun overhovedet havde overvejet rollen:

”I løbet af weekenden fik jeg mulighed for at diskutere mine overvejelser omkring en kommende rolle som transkønnet mand, og jeg vil gerne undskylde for de bemærkninger. Som en ciskønnet kvinde forstår jeg nu, at jeg aldrig skulle have overvejet denne rolle, og at trans-miljøet uden tvivl skal have mulighed for at fortælle deres egne historier.”

Hun tilføjede, at hun er taknemmelig for de mange kommentarer, der har gjort hende klogere, og at hun nu vil lære af sin fejl.

Og ja, Halle Berry har begået en fejl, nemlig at give efter for transkarakter-vanviddet og endda bagefter undskylde, at hun overvejede en rolle.

Hun er da for helvede skuespiller, og lever derfor af at påtage sig roller og spille noget, hun ikke nødvendigvis er. Det er hele essensen af skuespil at påtage sig roller og karakterer. Det gælder også transkønnede, men det har folkene bag ”Disclosure” og Halle Berrys andre kritikere i denne sag åbenbart fuldstændig glemt i deres politiske korstog.

Det handler kort sagt ikke om ens private kønsopfattelse, seksuelle orientering, religiøse overbevisning og politiske anskuelser. Det handler alene om at finde den, som er bedst til at spille en rolle.

Eller er det virkelig den verden, som folkene bag kritikken ønsker? For hvis man skal følge argumenterne og logikken helt til dørs, så må det jo omvendt betyde, at transkønnede kun kan spille transkønnede på film, hvilket ville indsnævre deres jobmuligheder betragteligt.

Så jeg vil råde folkene bag ”Disclosure” og andre, der deler deres opfattelse, til at de i stedet for at kritiserer skuespillere på nettet fordyber sig i, hvad skuespil egentlig handler om.

Og så vil jeg fælde en lille tåre over, at vi nu formentlig aldrig får Halle Berry at se i nogen rolle som andet end ciskønnet.