Filmanmeldelse: Proxima – Eva Greens pragtpræstation som astronaut ender som en kliché om moderskab

“Skal du dø før mig?”

Sådan spørger pigen Stella sin mor Sarah i starten af ”Proxima”. Det er et spørgsmål, som alle børn stiller deres forældre på et eller andet tidspunkt, mens de vokser op. Men for Stella har det en ekstra dybde, fordi hendes mor skal rejse ud i rummet og være et helt år oppe på den Internationale Rumstation.

Scenen er et meget godt eksempel på temaet for denne anderledes rumfilm. Dem, der forventer at skulle se en ny ”Gravity” (2013) vil således blive slemt skuffede. ”Proxima” handler nemlig meget lidt om rummets farer og universets enorme udstrækning, men fokuserer i stedet på følelsernes umådelige tyngdekraft mellem mor og datter.

Sarah har drømt om at blive astronaut, siden hun var barn, og nu er drømmen tæt på at blive til virkelighed. Hun bliver udvalgt af det Europæiske Rumagentur til at være den ene af tre astronauter på turen til rumstationen, der skal bruges til at indsamle værdifuld viden til en senere mission til Mars.

Forude ligger måneders hård træning, og samtidig bliver Sarah, der er alenemor, nødt til at overlade Stella til sin eksmand. Både mor og datter lider under adskillelsen, og i takt med, at raketopsendelsen nærmer sig, bliver det sværere og sværere for dem at undvære hinanden.

Det er tydeligt, at den franske instruktør og manuskriptforfatter Alice Winocour er ude for at vinde nyt land i astronaut- og rumfilmsgenren.

Ved at koncentrere handlingen om Sarahs træning forud for hendes første udsendelse i rummet, forsøger hun at sende et vigtigt budskab om kvindelig empowerment


Altid seværdige Eva Green i morrollen har aldrig spillet bedre, og det lykkes Winocour at skabe en intens og gribende kemi mellem hende og Zélie Boulant-Lemesle som hendes datter, der er hele filmens bankende dynamo.

Desværre ender det feminine korstog med at have den stik modsatte effekt. Historien om karrierekvinden, hvis identitet på samme tid bliver beriget og kompliceret af rollen som mor, falder nemlig i en forudsigelig og klichéagtig fælde, fordi Sarah – også sin egen optik – skal leve op til højere standarder end sine to mandlige medastronauter. Derfor bliver budskabet i stedet en advarsel om, at det har store personlige omkostninger for kvinder at forfølge deres karrieremæssige drømme.

I betragtning af, at det tager årevis for astronauter at træne til at blive sendt ud i rummet, burde disse omkostninger ellers ikke komme som nogen overraskelse for deres familier og børn, eller at mor har travlt og er væk fra hjemmet.

Alligevel oplever Sarah et kæmpe pres fra Stella, der skiftevis er forstående og rasende afviser hende – et pres der hurtigt fylder langt mere for hende end den benhårde træning.

Og dybt frustrerende for Sarah og ikke mindst tilskuerne begynder hun at give efter for presset og  bryde de strenge arbejdsregler på rumcenteret for at være tæt på Stella. Ville man for eksempel have oplevet en mand give efter på samme måde og tage sit barn med til et briefingmøde om livsvigtige procedurer i rummet? Nej aldrig.

Men filmen gør det, og ved ikke at lade Sarah sætte sig ud over sin moderlige skyldfølelse undermineres ikke blot hendes rolle som selvstændigt aggerende kvinde, men også hendes professionalisme. For kan man stole på, at en person, der opfører sig sådan, vil agere på den rigtige måde i rummet – eller at hun overhovedet vil kunne magte den lange adskillelse fra datteren, når hun først er sendt afsted?

Svaret svæver i det lufttomme rum lige som filmen, fordi man aldrig for alvor når at opleve mor og datter adskilt fra hinanden. Og Eva Greens pragtpræstation reduceres til en forslidt, banal kliché om, at kvinder altid reagerer følelsesmæssigt og uforudsigeligt.

På den måde vinder man i hvert fald ikke nyt terræn for kvinder hverken på jorden eller i rummet.

”Proxima” er helt bestemt en meget seværdig film, velspillet og med smukke billeder. Den fremstiller også på kornet de udfordringer mange kvinder møder, når de skal have privatliv og karriere til at gå op i en højere enhed. Men dens underminering af sin egen hensigt er og bliver dybt irriterende.

Proxima – 107 minutter – Frankrig og Tyskland – Instruktør: Alice Winocour – Medvirkende: Eva Green, Zélie Boulant-Lemesle, Matt Dillon, Lars Eidinger, Sandra Hüller m.fl.