DE BEDSTE FILM 2020

Så gik der endnu 365 dage eller rettere 366. For halvanden uge siden kimede rådhusklokkerne det nye år ind og sluttede dermed definitivt filmåret 2020.

Der er nok dem, der mener, at det også var det bedste. Det er i hvert fald helt sikkert, at mens andre filmår har en tendens til at glide ud og ind imellem hinanden, så er der aldrig nogen sinde nogen, der vil glemme 2020.

Fra den kinesiske provinsby Wuhan – et sted de færreste danskere kendte i forvejen – skyllede coronavirussen i starten af året som en tsunami ud over verden og lagde i bogstaveligste forstand biograferne øde.

De 11. marts tronede statsminister Mette Frederiksen frem og lukkede Danmark – inklusive biograferne – ned.

Det blev en lang ”ferie”. Selv om biograferne åbnede igen i starten af juni, er de hånden på hjertet endnu ikke kommet rigtig i gang igen. Halvtomme sale, tilskuere med mundbind og et begrænset repertoire blev den nye dagligdag, indtil biograferne et lille halvt år senere lukkede ned igen i begyndelsen af december. Coronaen var igen blomstret op, og folk måtte endnu engang ty til streamingtjenesternes bugnende udbud frem for biografens mørke.

Der er vi så nu. Biograferne er stadig lukket, og de første filmfestivaler i 2021 er allerede blevet aflyst eller udskudt. Ingen ved, hvordan det nye år kommer til at ende filmmæssigt, men det er startet skidt.

Der var dog også spredte lys i mørket i 2020.

Erhvervsminister Simon Kollerup og finansminister Nicolai Wammen lancerede allerede 18. marts en krisepakke, der fik skabt et økonomisk sikkerhedsnet under Danske Biografers 160 medlemmer.

CPH:DOX filmfestivalen gjorde også en kæmpe indsats i foråret. De fik på få dage stablet et helt nyt koncept på benene, så folk i stedet for fik mulighed for at se mange af DOX-filmene hjemme i stuen.

Og blandt de film, som det rent faktisk lykkedes at få premiere i biograferne, var der flere højdepunkter – herunder ikke mindst danske.

Med disse ord vil jeg sige godt nytår til alle CineMadsen-bloggens læsere og velkommen til 2021. Tak fordi I hænger på eller kommer til selv her under corona-epidemien Jeg glæder mig til også i 2021 at holde jer informeret om de nyeste film og begivenheder i filmbranchen.

Traditionen tro vil jeg slutte med at omtale en række film, der alle fik topkarakter på bloggen i 2020. Seks værker der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet – eller i sofaen i hjemmebiografen – og hvor fantastisk et medie film er. Og seks værker, som alle, der elsker film, ikke bør snyde sig selv for.

JOJO RABBIT
Mange har prøvet at have en usynlig fantasiven som barn. Men det er nok de færreste, hvis fantasiven var selveste Adolf Hitler. Men omvendt er det også de færreste film, der er som den new zealandske instruktør Taika Waititis film ”JoJo Rabbit”, der i januar landede svævende elegant – ikke tungt – mellem at være uforfærdet hipster smart nazi-satire, sød coming of age fortælling og hjertegribende krigsdrama.”JoJo Rabbit” bragte minder om andre store nazi-satirer som Chaplins ”Diktatoren” (1940), Ernst Lubitch lystspil ”To Be Or Not To Be” (1942) og Mel Broks ”Forår for Hitler” (1967), mens dens poesi og øjeblikke af magisk realisme førte tankerne hen på Roberto Beningnis 90’er mesterværk ”Livet er smukt” (1997). Stilistisk var det dog som at befinde sig i en Wes Andersson film midt i nazitiden. ”JoJo Rabbit” vandt fuldt fortjent Toronto Filmfestivalen i 2019. Det var ikke alle, der kunne fange dens mange toneskift og helt særlige skønhed og vekslen mellem grin og gru. For mig er der imidlertid ingen tvivl: ”JoJo Rabbit” var og er et mesterværk.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2812

1917
Der er rigtig mange grunde til at hylde instruktøren Sam Mendes for hans helt igennem forrygende 1. verdenskrigsdrama ”1917”: Hans mod til at tage endnu et genrehop og kaste sig over det store, episke filmdrama – og gøre det fuldstændig ubesværet. Den fortryllende barnlig naivitet i den måde, han har bygget sin historie op. ”1917” er således dedikeret til hans oldefar og de historier, som han fortalte om ”den store krig”, og handlingen er ganske enkel: To mænd skal nå gennem krigszonen for at aflevere en vigtig besked og hindre at den enes bror og tusindvis af andre soldater bliver dræbt i tyskernes baghold. Et tredje hyldestpunkt er Sam Mendes vilje til at stille sig selv besværlige benspænd undervejs. ”1917” var således filmet i, hvad der ligner én lang kameraoptagelse. En bedrift, der nærmest gør kameraet til filmens tredje hovedperson og ”1917” til en blændende visuel tour-de-force. Endelig for det fjerde må man beundre Sam Mendes for at sprænge de gængse krigsfilms-genrekonventioner i luften og vise sand heroisme – der hvor hovedpersonerne er skidebange, men fortsætter alligevel. Af alle disse grunde lykkedes det ham at skabe sit eget helt unikke bud på en krigsfilm og gøre ”1917” til en fejende flot, forrygende og fortættet filmoplevelse.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2809

THE CAVE
Jeg vil gerne indgå et væddemål med dig. Hvis du kan se Feras Fayyad’s seneste dokumentarfilm ”The Cave”, der også havde premiere i januar, uden at blive grebet eller fælde en tåre, så giver jeg en biografbillet. For historien om dagligdagen i et underjordisk syrisk hospital, mens bomber og kaos forvandler verden udenfor til en tsunami af kaos, som sender bølger af sygdom, kvæstelser og død ind over de ansatte, var en film, der bider sig udsletteligt fast billede for billede. Gruen er alle vegne, og nogle dage på hospitalet virker det nærmest som om, at der er flere døde end levende blandt patienterne. Til slut bryder selv den stoiske kvindelige læge, der er filmens hovedperson, sammen over den uafbrudte strøm af sygdom og død. Som tilskuer suges man ind i denne blanding af helvedes forgård og et refugium ude af stand til at slippe det, der sker på lærredet. Og man fyldes af samme hjælpeløshed som den, der udfolder sig i filmen. Fayyad måtte smugle sin film ud af Syrien, og det kan man kun være glad for. Den dokumenterer bedre end nogen fiktiv krigsfilm krigens meningsløse gru og var fuldt fortjent med i Oscar-opløbet.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=2800

DRUK
Indrømmet, jeg har haft det stramt med instruktøren Thomas Vinterberg, de seneste mange år. Mellem ubestridte mesterværker som ”Festen” (1998) og ”Jagten” (2012) har der været alt for mange skæverter eller direkte ligegyldige film. Jeg indrømmer også, at temaet for Vinterbergs nyeste film ikke lige var mit drømmetema. En hel film om druk, orkede man nu lige det? Men ja, det orkede man, og jeg lagde mig fuldstændig ned. Thomas Vinterberg har scoret hattrick og leveret et mesterværk af en film, hvor alt lykkes. Og jeg mener ALT. Historien om fire mandlige lærere på et gymnasium, der indleder et eksperiment, hvor de konstant skal have en halv promille i blodet for at se, om det ændrer deres liv, er fuldstændig forrygende. ”Druk” er en herrefilm på den gode måde, og de fire lærervenner spilles legende overbevisende af Mads Mikkelsen, Magnus Millang, Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe. Der er tillige masser af herligt provokerende politisk ukorrekthed i ”Druk”. Men også det slipper Vinterberg afsted med. Hvor ”Festen” var en ung, ambitiøs instruktørs heldige fuldtræffer, vidner ”Druk” om en moden instruktørs overlegne overblik og evne til at udnytte sine virkemidler optimalt. ”Druk” er en mesterlig filmfest, og jeg vil godt vædde en flaske god vin på, at den også ender som årets bedste danske film.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3043

TIL SAMA
”Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare det!” Sådan siger den unge syriske journalist Waad Al-Kateab et sted i den dokumentar, hun selv har optaget til sin lille datter Sama. Og sandt at sige, forstår man hende godt. Som tilskuer spørger man sig selv om det samme flere gange undervejs, for ”Til Sama” er nemlig hård kost – meget hård. Et rystende, selvfilmet videodokument om krigens rædsler i det belejrede Aleppo i Syrien. Al-Kateab kaster sig hovedkulds ind i tingene fra første scene. Et bombeangreb på det hospital, hvor hun og hendes mand er flyttet ind, og hvor hun midlertidigt taber sin lille nyfødte datter Sama af syne i det kaos, der opstår. Det er både dygtig journalistisk afdækning og en fantastisk personlig fortælling. Filmen rammer én med hjerteskærende smerte, når familien fejrer Samas ét års fødselsdag med at lade børnene male en bombe-udbrændt bus. Men endnu mere hjerteskærende er de mange scener fra hospitalet. Mirakelscener, som da en læge foretager et kejsersnit på en såret mor og trækker en tilsyneladende død baby ud for derefter at bringe barnet tilbage til livet. Og umenneskelige scener, som da to unge drenge står magtesløse, da lægerne må opgive at genoplive deres mindre bror. Som sagt er ”Til Sama” hård kost. Men den er også et mesterværk, og det er ubegribeligt, at den ikke vandt den Oscar i 2020 for ”Bedste Dokumentarfilm”, som den var nomineret til.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3037

SJÆL
En film som Pixars nyeste mesterværk ”Sjæl” ville have været vidunderlig at se i biografen, men det var trods  alt bedre, at kunne nyde den som en ekstra julegave end slet ikke – langt langt bedre. ”Sjæl” er Pixar’s 23. animerede film. Og endnu engang bryder de amerikanske vidunderdrenge grænserne for, hvad man kan bruge animationsfilm til. Tag nu bare det faktum, at hovedpersonen – ja hovedpersonen – dør få minutter inde i filmen. En midaldrende musiklærer, der lige da han får en uventet chance, falder i et kloakhul. Men på vej til efterlivet strittet han imod og ender i stedet i førlivet som mentor for en lille ufødt sjæl, der ikke har det mindste lyst til at komme ned på jorden. Man kan vælge at se glasset som halvtomt og kritisere Pixar for at svigte sin kernemålgruppe – børnene – og tale hen over hovedet på dem. Eller man kan som denne anmelder vælge at se glasset som helt fyldt og juble over, at Pixar (igen) tør tvinge sit publikum – både de små og de store – til at tænke abstrakt og bryde vores indgroede vaneforestillinger ned for at bygge dem op i en ny skikkelse. Læg dertil, at ”Sjæl” er en gennemmusikalsk film, der jazz’er sig legende fra første til sidste scene og også når ind i musikkens sjæl.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3149