Filmanmeldelse: The Cave – Herodiske kvinder og mænd redder liv i gribende dokumentar

Jeg vil gerne indgå et væddemål med dig. Hvis du kan se Feras Fayyad’s nye dokumentarfilm ”The Cave” uden at blive grebet eller fælde en tåre, så giver jeg en biografbillet.

For historien om dagligdagen i et underjordisk syrisk hospital, mens bomber og kaos forvandler verden udenfor til en tsunami af kaos, som sender bølger af sygdom, kvæstelser og død ind over de ansatte, er en film, der bider sig udsletteligt fast billede for billede.

Samtidig er Fayyad en kompromisløs instruktør, der brænder for at få historierne fra sit borgerkrigshærgede hjemland fortalt. Og som er villig til at betale prisen for at gøre det.

Hans film ”On The Other Side” (2012) om en syrisk poet i eksil i Tjekkiet, kostede ham 15 måneders fængsel og tortur. Siden kom den prisbelønnede ”Last Men in Aleppo”, hvor man følger tre medlemmer af redningstjenesten White Helmets, mens de og borgerne i Aleppo forbereder sig på belejring og daglige bombeangreb fra Assad-regimet og russerne.

Nu er han så tilbage med endnu rystende film. “The Cave” er resultatet af to års optagelser på et hospital i byen Ghouta, der var belejret af den syriske hær i fem år indtil 2018.

Hospitalet har kølenavnet ”The Cave” på grund af det net af tunneller der ligger under det. Her evakueres patienterne ned, når bomberne falder udenfor.

Filmens hovedperson er hospitalets leder, børnelægen Amani Ballour. Hun er i slutningen af 20’erne og passer sit arbejde med en overbevisning, der er gribende, når hun hver dag med uendelig tålmodighed og venlighed behandler dusinvis af blodige og hårdt sårede børn. ”Jeg ved, at livet er hårdt, men det er ærligt”, siger hun ydmygt.  

Blandt hendes kolleger er den urbane kirurg Salim, som hører klassiske koncerter på sin I-phone, mens han opererer (og hans hænder efterligner dirigentens smukke bevægelser) og sygeplejersken Samaher, der hver dag kæmper for at lave mad til personalet ud af de magre rationer.


Patienternes skader bliver værre og værre i takt med, at bombningerne kommer nærmere og nærmere hospitalet. Børn der ankommer med munden fuld af snavs og alvorlige hovedskader eller gisper efter vejret efter et kemisk angreb. En mor der hjerteskærende græder over sin søns livløse krop.

Gruen er alle vegne, og nogle dage på hospitalet virker det nærmest som om, at der er flere døde end levende blandt patienterne. Til slut bryder selv den stoiske læge sammen over den uafbrudte strøm af sygdom og død.


Som tilskuer suges man ind i denne blanding af helvedes forgård og et refugium ude af stand til at slippe det, der sker på lærredet. Og man fyldes af samme hjælpeløshed som den, der udfolder sig i filmen.

”The Cave” handler om menneskeligt heltemod, men den bliver også et feministisk manifest. På hospitalet tvinges mænd og kvinder, der normalt ville være adskilt af kulturelle normer, til at arbejde sammen. Og da manden til en kvindelig patient overfuser Amani og fortæller hende, at en kvindes plads er hjemme, bliver hun ufortrødent forsvaret af Salim, som forklarer ham, at det er hendes kolleger, der har udpeget hende til jobbet på grund af hendes dygtighed.

Fayyad måtte smugle sin film ud af Syrien, og det kan man kun være glad for. Den dokumentere bedre end nogen fiktiv krigsfilm krigens meningsløse gru og er fuldt fortjent med i Oscar-opløbet.

”Er gud virkelig til stede?”, spørger Amani dystert, og man fristes til at råbe nej. Til gengæld er hun selv en levendegjort engel, der bringer håb og lindring alle vegne. Og da hun i en nøglescene får smilet frem hos en pige, hvis far er blevet dræbt af bomberne, og blidt fortæller hende om nødvendigheden af at leve videre så ”man kan blive noget vigtigt”, er man næsten ved at genfinde troen på verden.

Hvis du kun ser én film i januar, så lad det være denne.

The Cave – 107 minutter – Syrien, Danmark, Tyskland, Qatar og USA – Instruktør: Feres Fayyad – Medvirkende: Amani Ballour, Salim Namour m.fl.