SERIE: Badehotellet sæson 9 – Stadig den perfekte hyggecocktail

“Rygtet om min død er stærkt overdrevet”

Sådan sagde den berømte forfatter Mark Twain angiveligt, da den amerikanske dagspresse i 1897 erklærede ham død.

På samme måde erklærede Filmmagasinet Ekko i fredags den populære TV2-serie ”Badehotellet” for uigenkaldeligt slut. Ifølge Ekko skulle serien, der startede i 2013, have valgt at dreje nøglen om efter 9 sæsoner.

Heldigvis var også rygtet om Badehotellets død stærkt overdrevne. TV2 har nemlig meddelt mandag, at der kommer en 10. og sidste sæson, inden det hele slutter.

Det ville også have været en højst utilfredsstillende sortie for en serie, der som få har samlet danskerne.

Ikke blot var den just overståede sæson kun på fem afsnit, fordi corona-epidemien havde udfordret produktionen. Sæson 9 ender også med adskillige hængepartier, som meget gerne skulle samles op, før man med ro i sindet kan give slip på de personer, man er kommet til at holde af.

Badehotellet har ellers delt vandene fra starten. På den ene side har anmelderne konkurreret om at hade serien. Men alle deres ironiserende kommentarer og himmelvendte øjne har været totalt spildt på de mellem 1,3 og 1,9 millioner seere, der trofast har hængt på uge efter uge, sæson efter sæson.

Jeg kom selv sent med, men så overgav jeg mig også fuldstændig. ”Badehotellet” har placeret sig et sted midt mellem Morten Korch og Matador. Med sin blanding af komedie, historisk tidsbillede og melodrama er serien den perfekte hyggecocktail.

Og ja det et kitsch, men forbandet god kitsch. Så når Ekko i sin nekrolog skrev at ”Badehotellet lukker med format”, så er det rigtigt. Sjældent har folkelig underholdning haft en bedre ambassadør. Vel er det ikke stort kunst eller dybsindige, banebrydende replikker, der står på menuen, men i badehotellets lyse stuer og værelser finder man en tryg havn væk fra al bekymring og nogenlunde sikkerhed for, at tingene ender, som de skal.

Vi forlod hovedpersonerne i sæson 8 i sommeren 1941 hvor badehotellets ejer Amanda endelig gav efter for sine følelser for den tyske løjtnant Uwe.

I sæson 9 er serien sprunget frem til befrielsessommeren 1945. I en blændende koreograferet intro går Amanda rundt om foråret i hotellet, der de sidste tre år har været besat af tyskerne og ser på deres efterladenskaber. Med sig har hun sin lille datter Frida – kærlighedsbarnet mellem hende og Uwe, hvis skæbne er uvis, efter at han blev sendt til østfronten. Midt under Amandas besøg overraskes hun af den unge pige Gertie, der vaklende kommer ned af trappen fra hotellets 1. sal, laset og skamklippet af de danske modstandsfolk, fordi hun har arbejdet for tyskerne.

Allerede her aner vi nogle mere mørke toner, end man ellers er vant til på ”Badehotellet”. De fem besættelsesår har efterladt en række sår, der nu skal bearbejdes.

Grev Ditmar har været sendt i koncentrationslejr på grund af sin homoseksualitet. Fru Frighs elsker blev skudt af tyskerne, mens hendes datter Bertha lider af samvittighedskvaler over måske at have været skyld i uskyldiges død under sit modstandsarbejde.

Amandas far plages af anklager om værnemageri, mens Hr. Weyse møder sin datter Sarah fra ægteskabet med ekskonen Sybille for første gang – dog uden at måtte fortælle hende, at han er hendes far.

Og midt under alt dette leder Amanda trofast og med stigende bæven efter Uwe.

Det er egentlig utroligt, at det lykkes at udvikle og afvikle alle disse handlingstråde på blot fem afsnit, men det gør det faktisk. Og undervejs føler man virkelig, at man er kommet et langt stykke vej med disse personer siden starten i 2013.

Et af Badehotellets varemærker er også evnen til at blande velkendte ansigter med nye. Her har serien gjort et kæmpe scoop, da man til sæson 9 castede den kun 17-årige svenske skuespillerinde Ella Hammersten Liedberg som Weyses datter. Med sin ungdommelige friskhed ejer hun lærredet lige fra første scene og spillet mellem hende og Jens Jacob Tychsen som Weyse er nogle af sæsonens mest rørende.

Nu står vi så her og tørster efter mere. Den afsluttende sæson 10 kommer først i vinteren 2024 – altså to år fra nu. Til gengæld kan vi glæde os over, at sæson 10 bliver på hele 8 afsnit.

Badehotellet sæson 9 – 5 afsnit af 50 minutter – Danmark – Instruktør: Hans Fabian Wullenweber og Jesper W. Nielsen – Medvirkende: Amalie Dollerup, Merete Mærkedahl, Lars Ranthe, Anne Louise Hassing, Jens Jacob Tychsen, Cecilie Stenspil, Anette Støvelbæk, Birthe Neumann m.fl.