
I måneder har ikke mindst de danske medier skabt en sand Oscar-hype om Jonas Poher Rasmussens animationsfilm ”Flugt”, der endte med at blive nomineret i hele tre kategorier: Bedste Internationale Film, Bedste Dokumentar og Bedste Animationsfilm.
Forventningerne var derfor tårnhøje til den årets Oscar-uddeling i Los Angeles, der fandt sted natten til mandag.
Med god grund, skulle man mene. For ”Flugt”, der handler om Jonas Poher Rasmussens ven Amins flugt fra Afghanistan ér et mesterværk. En film, der både er originalt udført, og som griber én om hjertet, fordi den på fremragende vis formidler følelserne og konsekvenserne ved at være på flugt.
Og i verden lige nu, hvor nye millioner er drevet på flugt på grund af Ruslands brutale krig mod Afghanistan, er filmen mere aktuel end nogensinde – hvilket også burde have øget dens chancer for en Oscar.
Men som aftenen skred frem, blev alle de høje forventninger sendt til tælling én efter én.
Oscar-statuetten for Bedste Internationale Film gik i stedet til den japanske film ”Drive My Car”.
I kategorien Bedste Dokumentar, som på forhånd var her, hvor ”Flugt” var spået de bedste Oscar-chancer, gik prisen til den amerikanske dokumentarfilm ”Summer of Soul”.
Og endelig forsvandt Jonas Poher Rasmussens sidste chance for at få en Oscar med hjem, da prisen for Bedste Animationsfilm endte med at gå til Disneys ”Encanto”. En charmerende og flot udført film om en magisk familie, der paradoksalt nok også rummer flugt-temaet.
Inden uddelingen havde Johan Poher Rasmussen svært ved at beskrive sine følelser, mens hans var på vej til sit livs første Oscar-fest.
”Det er mange forskellige følelser på en gang. Jeg er glad og har milde panikanfald. Men allermest er det bare fantastisk at være her og få lov til at sætte fokus på noget, der betyder meget for mig. Så jeg har meget store sommerfugle i maven”, lød det fra den danske instruktør.
To andre danskere måtte også gå tomhændet hjem uden Oscar.
Dan Lausten fik ikke nogen Oscar i kategorien Bedste Fotografering for sit arbejde på filmen ”Nightmare Alley”. Han blev slået på stregen af fotografen Greig Fraser, der har styret kameraet på storfilmen ”Dune”.
Og instruktøren Martin Strange Hansen lykkedes ikke med at vinde en Oscar for Bedste Kortfilm med ”On My Mind”. Den gik til den britiske ”The Long Goodbuy”.
Aftenens hovedpris for Bedste Film gik i øvrigt til coming of age komediedramaet ”CODA” om en ung pige, der er den eneste hørende i en famile af døve.
I alt fordelte aftenens priser sig således:
Bedste Film: ”CODA”
Bedste Instruktør: Jane Campion (”Power Of The Dog”)
Bedste Kvindelige Hovedrolle: Jessica Chastain (”The Eyes of Tammy Faye”)
Bedste Mandlige Hovedrolle: Will Smith (”King Richard”)
Bedste Kvindelige Birolle: Ariana DeBose (”West Side Story”)
Bedste Mandlige Birolle: Troy Kotsur (”CODA”)
Bedste Internationale Film: ”Drive My Car”
Bedste Klipning: ”Dune”
Bedste Lyd: ”Dune”
Bedste Originale Manuskript: ”Belfast”
Bedste Adapterede manuskript: ”CODA”
Bedste Fotografering: ”Dune”
Bedste Animationsfilm: ”Encanto’”

