Filmanmeldelse: Interstellar – Overdådigt visuel rumodysé får ikke følelserne med

Interstellar

4 popcorn

Når man som instruktør kan prale af at have lavet tre spektakulære Batman-film og værker som “Memento” (2000) og Inception (2010), så sætter man på forhånd baren højt i forhold til publikum.

Måske endda også for højt. For selv om forventningerne til Christopher Nolans rum-odysé “Interstellar” næsten er brudt ud af atmosfæren, lykkes det ikke helt at indfri dem.

Det er nærliggende at sammenligne ”Interstellar” med Kubricks mesterværk ”Rumrejsen år 2001”, men også forkert. Kubrick ønskede at skabe kunst og pakkede sit kunstværk ind i en række filosofiske overvejelser. Nolan har derimod ønsket at lave en personlig og følelsesfuld film om tid og kærlighed.

Vi starter i en ikke særlig fjern og foruroligende realistisk fremtid, hvor jordens fødevareressourcer er ved at slippe op. Hveden er allerede bukket under for plantepest, okra ligeså. Nu gælder det om at sætte alle kræfter ind på at dyrke majs og beskytte sig mod de hyppigere og hyppigere støvstorme.

Så det er hvad ingeniøren, landmanden og den tidligere astronaut Cooper (Matthew McConaughey) gør på sin lille gård hjulpet af sin søn Tom (Timothée Chalamet) og datteren Murph (Mackenzie Foy).

Mens Tom er tilfreds ved udsigterne til at skulle være landmand, er Murph mere søgende. Hun ser mønstre i kaos og er overbevist om, at et spøgelse efterlader mystiske beskeder til hende, som kan redde menneskeheden.

Hendes søgen fører hende og Cooper til en hemmelig base, hvor resterne af NASA under ledelse af professor Brand (Michael Caine) arbejder med deres egen plan for at løse fødevareproblemet. De vil via et ormehul ved Saturn sende en ekspedition til en anden galakse for at undersøge mulighederne for at finde en ny planet, hvor menneskene kan bo.

For at redde sine børn indvilger Cooper i at være pilot på rumskibet, hvis besætning ud over Brands datter (Ann Hathaway) blandt andet omfatter den monolitlignende robot TARS.

Rejsen bliver på flere måder en kamp mod tiden. Hvad gør man for eksempel, når en enkelt times besøg på en planet, koster 23 års jordliv? Efterhånden som turen skrider frem, bliver de moralske og følelsesmæssige dilemmaer større og større.

Det er ikke nogen nem opgave, som Nolan har sat sig for at løse. For det første, har han skullet skabe en film, der overbeviser rent visuelt. Den del har dog aldrig været noget problem for den engelsk/amerikanske instruktør, og ”Interstellar” er da også en sand fryd for øjet med flotte panoramaer af den udpinte jordklode, der altid er så smuk og blå set ude fra rummet, og bjergtagende tableauer fra de planeter, som ekspeditionen besøger.

Den anden udfordring er de pædagogiske aspekt. For hvordan får man forklaret indviklede begreber som for eksempel sorte huller i universet, uden at publikum falder i søvn af kedsomhed over de teoretiske forklaringer eller løber skrigende væk?

Også her bruger Nolan for en stor del visualiteten til at løse opgaven. Ormehullets funktion bliver således både forklaret ved at bøje et stykke papir og ved at vise rumskibets tur gennem hullet, der er som en flimrende, farverig drømmerejse.

Om det så er tiden, lykkes det for på smukkeste vis for Nolan at illustrere den som en håndgribelig dimension, man kan røre ved.

Det er filmens fortjeneste, at man sluger alle de tekniske forklaringer mere eller mindre råt og lader sig flyde med i Nolans overdådige, visuelle rumorgie.

Der, hvor ”Interstellar” halter, er på det personlige og følelsesmæssige plan. ”Kærligheden er det eneste, der går på tværs af tid og rum”, lyder et af filmens mantraer, men det er ikke noget man mærker meget til i de tre timer, som den varer.

Kærligheden mellem Cooper og hans børn og smerten ved deres adskillelse smitter trods den lange spilletid ikke af på publikum, men ender underligt uforløst i det store tomme rum. Det samme gælder kærligheden mellem professor Brand og hans datter og den gryende romance mellem Cooper og professordatteren.

Manglen på følelsesmæssig resonans er påfaldende, fordi hele filmens præmis om menneskehedens overlevelse er bygget op omkring det faktum, at vi vil gøre alt for at redde vores nærmeste.

En del af forklaringen skyldes, at manuskriptet lader sine personer i stikken. Matthew McConaughey fylder ganske vist sin rolle perfekt ud som Cooper, men ender som den eneste lysende stjerne i et ellers mørkt rum, mens de øvrige personer aldrig når at blive meget andet en todimensionelle. Jessica Chastain gør ellers et ihærdigt forsøg som den voksne udgave af Murph, men når aldrig at blive ægte vedkommende. Og både Ann Hathaway og Michael Caine gjorde langt større fyldest i Batman-triologien.

Det er ærgerligt, at Nolan på den måde efterlader os visuelt og fortællemæssigt mætte efter rumrejsen, men følelsesmæssigt udhungrede.

Interstellar – 169 minutter – USA og England – instruktør: Christopher Nolan – Medvirkende: Matthew McConaughey, Timothée Chalamet, Mackenzie Foy, Michael Caine, Ann Hathaway m.fl.