Berlinalen dag 1 – Stærke kvinder i polarnatten

Berlinalen 2015 01

At være jury lyder lidt som om, at vi skal sidde og dømme forbrydere. Men det er jo kunstnere og film, vi skal bedømme. Jeg tror en af de vigtige ting ved at sidde i juryen på en filmfestival er, at man får chancen for at skabe opmærksomhed om film, der ellers normalt har svært ved at få opmærksomhed i biograferne.

Sådan lød ordene fra den amerikanske instruktør Darren Aronofsky, da årets Berlinale-jury blev præsenteret. Tættere på et politisk statement kom man ikke på pressemødet, hvilket var bemærkelsesværdigt, da Berlinalen normalt er kendt for at have masser af politisk kant.

Den er der da også, kanten altså. Berlinale-ledelsen havde således på forhånd meldt, at man i år vil vise flere film med kvinder under ekstreme forhold. Og årets britiske åbningsfilm ”Nobody Wants the Night” må siges at ramme lige ned i den kategori, med en historie om to kvinders nådesløse kamp mod polarnatten.

Heldigvis var filmens spanske instruktør Isabel Coixet befriende bramfri, da flere af de fremmødte filmjournalister forsøgte at få en diskussion i gang omkring køn.

- Her ærligt, behøver vi det? Det er så kedeligt at diskutere køn. Ja, vi har ikke en pik, men hvad enten du er udstyret med en pik eller en vagina, så lægger du det fra dig, når du begynder at filme en scene og kommer som den, du nu er, lød det bestemt fra Isabel Coixet.

Journalisterne ville dog ikke helt slippe kønsvinklen. Lidt senenere spurgte en kvindelig journalist den spanske instruktør om, hvordan hun havde det med, at der kun har været en kvindelig åbningsfilms-instruktør før hende i Berlinalens historie.

- Jeg håber bare, jeg ikke bliver den sidste. Og jeg har intet problem med at arbejde i en branche, der traditionelt er domineret af mænd. Måske fordi jeg selv har en pik ha ha. Nej, spøg til side, jeg tror, det handler om, at jeg altid har været meget stædig, og at jeg har ønsket at lave film, lige siden jeg var lille.

En del af ”Nobody Wants the Night” er i øvrigt optaget i Norge, som dog ikke fik mange rosende ord med på vejen af Isabel Coixet:

- Vi forsøgte flere gange at få en norsk medproducent på filmen, men de var ikke interesserede. Til gengæld var maden horribelt dyr, og servicen elendig. Vi oplevede for eksempel, at vi ikke engang kunne få kaffe på vores hotel. Så som land betragtet, har jeg det sådan her med Norge, fastslog den spanske instruktør og vendte tommelfingeren nedad.

Der er ikke nogen danske film i Berlinalens hovedkonkurrence i år. Til gengæld er der en del danske film i de øvrige sektioner:

● Joshua Oppenheimiers ”The Look of Silence” vises som Berlinale Special
● Vibeke Brylds ”Pebbles at Your Door” er med i Berlinale Shorts programmet.
● Christian Braad Thomsens nye Fassbinder-dokumentar ”Fassbinder – at elske uden at kræve” bliver vist i Panorama-sektionen, og det samme gør Jannik Splidsboels ”Misfits”.
● Ask Hasselbachs ”Antboy – Den røde furies hævn” og Jannik Hastrup og Flemming Møllers ”Cykelmyggen og minibillen” bliver begge vist i Genration KPlus programmet.
● Vladimir Tomics ”Flotel Europa” vises i Forum-sektionen.
● Phie Ambos smukke dokumentar ”Så meget godt i vente” er åbningsfilm på Culinary Cinema.
● Og endelig er den danske skuespiller Joachim Fjelstrup blandt årets 10 Shooting Stars.

Nobody wants the night

NOBODY WANTS THE NIGHT

5 popcorn

En skytte ligger kamufleret på isen bag en hvid skærm. I det fjerne lunter en isbjørn forsigtigt nærmere, indtil to skud sætter en stopper for dens liv. Og mens det røde bjørneblod splitter lærredet op i to, udbryder en kvindestemme begejstret ”Jeg fik min første bjørn”.

Der er masser er kvinde-power i Isabel Coixets nye film ”Nobody Wants the Night”, der torsdag var åbningsfilm på dette års ”Berlinale”. Ja, der er stort set ikke andet. Mændene er kun med perifert, og den kendte polarforsker Robert Peary, hvis kone det hele handler om, optræder slet ikke selv i filmen.

Vi skriver 1908, og Robert Peary er taget afsted for at nå sit ultimative mål om at være den første mand på Nordpolen. Hans kone Josephine Peary, ønsker at være så tæt på sin mand som muligt. Trods masser af advarsler tager hun derfor afsted og når efter store anstrengelser frem til Pearys basecamp.

Her beslutter hun sig trods flere advarsler til at blive og vente på, at Peary vender tilbage. Hendes eneste selskab er den unge inuit-kvinde Allaka, der bog i en igloo ved siden af hytten, og som også viser sig at vente på Peary.

Til at begynde med er Josephine fyldt med modvilje og jalousi og aviser den unge kvinde. Men da de tvinges til at overvintre og polarnatten falder på, finder de to kvinder hinanden i en mere og mere desperat kamp for at overleve.
Det er tydeligt, at Isabel Coixet har villet fortælle historien om Nordpolen fra en helt ny vinkel. Og alene det, at filmen er fortalt ud fra et kvindeligt udgangspunkt, gør den interessant.

Samtidig er det mødet mellem to fuldstændigt diamentrale verdensbilleder. Josephine Peary repræsenterer den hvide, vestlige overherreverden. Alakka, der altid har levet afsondret, forstår ikke denne verden, og fremstår på denne måde næsten som et barn. Men som filmen skrider frem, rykkes magtbalancen mellem de to kvinder kvinder markant.

Derfor er ”Nobody Wants the Night” også historien om en kvinde, der drager ud til kanten af verden og først her finder sin menneskelighed. Eller som Isabel Coixet selv udtrykker det:

- Ingen ønsker at gå ind i mørket, men nogle gange er man nødt til det for at blive menneske.

Selv om ”Nobody Wants the Night” starter optimistisk, ændrer den snart tone, og de to kvinders kamp mod kulden og sulten og mørket er lige så herodisk, som den er nervepirrende og hjerteskærende.

Franske Juliette Binoche og japanske Rinko Kikuchi supplerer hinanden på smukkeste vis i de to hovedroller, hvor det ikke så meget er kønnet men viljen og råstyrken og evnen til at støtte hinanden, der er afgørende.

Det er lykkedes Isabel Coixet at skabe en særdeles troværdig polarverden. Og det til trods for, at ikke så meget som et sekund af filmen er optaget på Grønland. Den er i stedet optaget i Norge, mens indendørsscenerne er skudt i Bulgarien. Og så er Rinko Kikuchi som sagt japaner og ikke inuit.

Nobody Wants the Night – 118 minutter – England – Instruktør: Isabel Coixet – Medvirkende: Juliette Binoche, Rinko Kikuchi, Gabriwel Byrne, Orto Ignatiussen m.fl.