Berlinalen dag 6 – Gode køer og dårlige køer

Berlinale 14

Nej, trods overskriften er det ikke en fortsættelse af gårsdagens historie om de nordsjællandske øko-køer. I dag skal det handle om den slags køer, som vi mennesker bruger en uforholdsmæssig stor del af vores liv i.

Det gælder ikke mindst på filmfestivaller. I løbet af en Berlinale står man gennemsnitligt i kø en halv til en hel time før hver film, så lagt sammen over ni dage bliver det til langt mere, end man har lyst til at tænke på.

Derfor er det ikke helt uvæsentligt, hvordan folk opfører sig i køen – ja, det er faktisk alfa-omega i forhold til, om det skal blive en god eller en dårlig kø-oplevelse. På Berlinalens sjette dag kunne man opleve klasseeksempler på begge dele.

Det startede allerede om morgenen på Hotel Hyatt, hvor der var lagt op til den helt store kø-gyser. Det var nemlig dagen, hvor man kunne skaffe sig billetter til verdenspremieren på ”Fifty Shades of Grey” – filmen som hovedparten af filmjournalisterne på Berlinalen absolut ikke forventer sig noget af, men som de alligevel føler sig tvunget til at se. Enten drevet af nyfigenhed eller af deres redaktører.

Derfor var mange journalister søgt mod køen, hvilket en Berlinale-debutant, havde sin helt egen, søde løsning på. Efter det bedste biografkø- eller koncertkø-princip fik hun lavet nogle intermistiske, hvide, nummererede papirlapper, som hun glædesstrålende uddelte til journalisterne, som derved fik mulighed for at forlade deres plads lidt undervejs. Som sagt et smukt eksempel på en god kø-oplevelse.

Det modsatte eksempel opstod få timer senere i den nærliggende Cinemaxx-biograf. Her var der om eftermiddagen presseforestilling på den tyske instruktør Wim Wenders nye film ”Every Thing Will Be Fine”.

Her var forventningerne noget mere forhåbningsfulde. Dels fordi der var tale om et af værtslandets mest kendte instruktører. Dels fordi, at størsteparten af de øvrige kendte instruktører i Berlinalens hovedkonkurrence indtil videre har skuffet fælt, og at Wenders på den måde var sidste håb for den garvede garde.

Så også her var der lagt op til kø-trængsel ud over det sædvanlige. Og som altid, når mange mennesker er samlet, gælder der nogle uskrevne regler. Den første og mest ubrydelige af dem alle er, at man respekterer køen og ikke springer over. Intet kan således få folk op i det røde felt, som hvis en eller anden nonchalant maser sig op foran alle de andre, der har stået og ventet i halve og hele timer.

Lige netop denne regel brød en midaldrende, tysk journalist, der først forsøgte at lave ”snigeren” – en manøvre, hvor man går hen forrest i køen og prøver at se ud som om, at man har stået der hele tiden. Det lykkedes  mildt sagt ikke og fik øjeblikkelig en række af dem, der havde stået i køen længe, til i højlydte vendinger at bede manden gå ned bagi.

Den tyske journalist forsøgte først at ignorere dette ved at tale i sin mobiltelefon, hvorefter han ganske åbenlyst blev stående og understregede sin ligegyldighed over for fællesskabet.

Det bragte gemytterne yderligere i kog på randen af lynch-stemning. Faktisk blev tonen så høj og så skarp, at Berlinale-medarbejderne måtte true med at bortvise de forudrettede, hvis de ikke dæmpede sig. Til gengæld faldt det dem ikke ind at sende den formastelige journalist ned bagest i køen, hvor han ellers rettelig hørte til.

Men bortset fra det blev billetten til ”Fifty Shades Of Gray” sikret. Men jeg var også kun nummer 10 i køen.

Berlinale 16

3 Popcorn

EVERY THING WILL BE FINE

Lad det være sagt med det samme. Jeg er bestemt ikke nogen fan af den amerikanske skuespiller James Franco. Jeg synes simpelt hen ikke, at han har bredde nok i sit skuespil, eller formår at gribe dybt nok i følelsesregistret. For det meste går han bare rundt i sine film som en småmut fyr.

Måske er det netop disse egenskaber, der gjorde, at den tyske instruktør Wim Wenders valgte Franco til at spille hovedrollen i sin nye film ”Every Thing Will Be Fine”, der er med i hovedkonkurrencen i årets Berlinale.
For sjældent har en hovedperson udtrykt så få følelser, selv om der ellers var nok, der burde kalde dem frem.

Hovedpersonen, forfatteren Tomas (Franco), har isoleret sig i en lille hytte for at få bugt med sin skriveblokering. Hjemme venter hans kæreste Sara (Rachel Adams) utålmodigt på at han kommer hjem og går dybere ind i forholdet. Og udenfor er landskabet dækket af sne for at understrege de fastfrosne følelses, hvis vi ikke skulle have fattet pointen første gang.

Alt går imidlertid fra slemt til værre, da Tomas er ude og køre i en snestorm og kommer til at køre den enlige mor Kates (Charlotte Gainsbourg) mindste søn ned, mens han redder den ældste dreng Christopher.

Mens den melankolske Kate tilgiver sin søns drabsmand, kan Tomas hverken tilgive sig selv eller tale om sine følelser. Han forlader Sara, synker ned i en depression, der ender med et selvmordsforsøg, og bruger de næste 10 år på at kæmpe sig op igen – alt sammen uden at lukke følelserne ud på noget tidspunkt.

Man kan ikke just beskylde Wenders eller filmens manuskript for at overdramatisere historien – snarere tværtimod. Fortællingen er lige som Francos figur én stor emotionel ørkenvandring.

Man forstår godt Tomas’ nye kone Anns frustration. Selv da parret overværer en alvorlig ulykke i det lokale Tivoli, kommer der ikke nogen følelsesmæssig reaktion fra Tomas

Det samme gælder i lige så høj grad Kate, der virker påfaldende upåvirket over for sønnens død og meget tilgivende over for Tomas.

Den eneste, der for alvor påvirkes af drengens død, er hans storebror Christopher, som opsøger og konfronterer Franco. Men opgøret kommer for sent, og også her tones dramaet ned til det kedsommelige.

Som sagt er der ellers masser af materiale i historien til et højdramatisk kammerspil, men manuskriptet når aldrig længere end til at kradse i dramets overfalde, og så er næsten to timer altså lang tid.

Win Wenders har brugt de seneste syv år på at lave dokumentarfilm, og der er intet i ”Every Thing Will Be Fine” der tyder på, at han hellere skulle have lavet spillefilm. Eller hvorfor det har været nødvendigt at indspille filmen i 3D, men måske var det den eneste måde at give den dybde på.

Every Thing Will Be Fine – 118 minutter – Tyskland, Canada, Frankrig, Sverige og Norge – Instruktør: Wm Wenders – Medvirkende: James Franco, Rachel McAdams, Charlotte Gainsbourg, Peter Stormare, Marie-Josée Croze, Robert Naylor m.fl.