Filmanmeldelse: Fifty Shades of Grey – Fra mødreporno til tækkelig ungdomssex

Berlinale 17

4 popcorn

Så er den nihalede kat ude af sækken eller rettere nede fra reolen i det lummertrøde SM-rum.

Efter måneders hype kom endelig premieren på ”Fifty Shades of Grey”. Om det så blev den store forløsende ”orgasme”, som de mange Grey-fans havde håbet på, er derimod et spørgsmål. For hvis bogen var blød mødreporno, er filmen det i endnu højere grad.

Det ville være nemt at stille sig op i køen af hånlige anmeldere og rakke ”Fifty Shades of Grey” ned – men også lidt for simpelt. Derfor vil jeg hellere rose Sam Taylor-Johnson for overhovedet at have påtaget sig den utaknemmelige opgave til at begynde med.

Imponerende nok er det ikke blot lykkedes hende at lave en film, der en bedre end bogen, ja hun har faktisk formået at lave den bedst mulige film, der overhovedet kunne laves ud fra E.L. James’ Barbara Cartland-naive sexfantasier.

Alt i alt ikke nogen dårlig præstation, når Taylor-Johnson har skullet skabe balance mellem en litterær letvægter på den ene side og Hollywoods puritane censurkrav på den anden og samtidig leve op til de mange fans forventninger.

Hovedhistorien er stadig den samme om den unge studine Anastasia Steele, der møder den karismatiske forretningsmand Christian Grey. Han er kontrolmennesket, der gerne vil lede hende ind i sit mørke SM-univers. Hun er den plukkemodne uskyld, der følger ham et stykke af vejen drevet af lige dele begær og nysgerrighed samt ikke mindst forelskelse.

Det sidste er vigtigt, for i virkeligheden ønsker Anastasia ikke at træde ind over dørtærsklen til SM-rummet, men at trække Christian væk fra hans farlige og mørke seksualitet og erstatte den med sin kærligheds varme nærhed.

Sam Taylor-Johnsons film er visuelt elegant og fyldt med symboler. Hun har klogeligt valgt at sløjfe bogens massivt irriterende indre dialog, lige som hun har erstattet dens latterlige selvhøjtidelighed med en langt mere spiselig selvbevidst ironi. Anastasia fremstilles således som en moderne kvinde, der et langt stykke af vejen gennemskuer de mange selvmodsigelser i Christians univers og endda tillader sig at lave sjov med dem.

25-årige Dakota Johnson er helt rigtigt valgt til rollen som Ana og forener læbebidende uskyld med kæk ungpigefriskhed og seksuel nysgerrighed. Man har således ingen problemer med at se, hvorfor Christian Grey bliver betaget af hende.

Det omvendte er straks mere vanskeligt. Jamie Dornan har skullet leve op til alle de kvindelige fans forestillinger om prinsen på den hvide hest, der med hævet sværd og maksimal beslutsomhed kommer ridende og løfter dem væk.

Det er svært, når man udstyres med en halvhjertet beslutsomhed, der gør, at Christian Grey lige fra starten går på kompromis med sine egne regler og ønsker om kontrol. Og det bliver næsten umuligt, når man dertil lægger et lige så halvhjertet SM-univers. ”Gør dit værste” siger Ana til Christian, hvorefter han giver hende seks ikke alt for hårde slag i bagdelen med en stok – ja, man kan næsten høre alle medium hardcore og hardcore sm-dyrkere trimle ned af stolen af grin.

”Jeg elsker ikke, jeg knepper” siger Christian til Ana, men det hverken ser eller mærker man meget til. Selv om hesten er erstattet af flotte biler og helikopter, fremstår Christian Grey derfor mest af alt som en dreng, der forsøger at overbevise sin kæreste om, hvor farlig han er.

Lige som man savner den ægte farlighed, der hvor der for alvor kommer noget på spil seksuelt, savner man i den grad også noget mere ægte liderlighed. Der mangler den sved, det blod, de tårer og de støn og skrig, der ville have fået sexen til at blive sanselig frem for blot en antydning.

Sam Taylor-Johnson har luget stort set alle de pornoagtige beskrivelser ud af E. L. James bog. En vild badescene, hvor Ana giver sit første blowjob og endda sluger hans sæd, er således blevet til noget uskyldigt sæbenusseri mellem Anas ben. Og de skælvende orgasmer, hun får så rigeligt af i bogen, er erstattet af tækkelige støn og stive brystvorter på glat, hvid hud ad libitum.

Resultatet er en film, der ikke forsøger at være en ny voksenerotisk klassiker som ”Sidste tango i Paris” eller ”9½ uge”, og som på grund af sine valg har skiftet målgruppe i forhold til bogen. Mens ”Fifty Shades of Grey” som bog  appellerede til voksne kvinder, er filmen i langt højre grad møntet på de teenagepiger og unge piger, der er vokset op med ”Twilight”. Det er ikke mindst dem, der vil kunne identificere sig med filmens softcore SM-univers og forhåbentlig føle en kildren, når Christian forsøger at tage kontrollen over Ana.

Og lad os så snart få en film, hvor den mandlige seksualitet og begær ikke for ved hvilken gang gøres til noget farligt, der skal tæmmes og inddæmmes og sygeliggøres.

Fifty Shades of Grey – 125 minutter – USA – Instruktør: Sam Taylor-Johnson – Medvirkende: Dakota Johnson, Jamie Dornan, Eloise Mumford, Jennifer Ehle, Marcia Gay Harden m.fl.