Filmanmeldelse: Paris of the North – Islandske knudemænd løber på stedet

Paris of the North

5 popcorn

- Hvad synes du egentlig, man skal mene om den film?

Spørgsmålet blev stillet til mig af en anmelderkollega efter presseforestillingen på Hafsteinn Gunnar Sigurdssons ”Paris of the North”. Og ja, hvad skal man egentlig mene om en film, hvor der ikke sker det store, og hvis handling mere minder om en række sammenklistrede scener end en sammenhægende fortælling?

Filmen foregår i løbet af en sommer i en afdanket fiskerby i det nordvestlige Island. Byen har kun 150 indbyggere og er så klaustrofobisk lille, at tingene hurtigt bliver lidt for intime.
Tag nu bare den lokale afdeling af Anonyme Alkoholikere, hvor der kun møder tre op til medlemsmøderne: Filmens hovedperson Hugi (Bjorn Thors), Svanur (Sigurdur Skulason), der er far til Erna (Nanna Kristin Magnusdottir), som Hugi lige har slået op med, eller rettere ikke kan finde ud af at slå ordentlig op med, og så Richard (Jon Pall Eyjolfsson), Ernas eksmand.

Richard er også far til Ernas 10-årige søn Albert (Haki Lorenzen), men er ude af stand til at udfylde faderrollen, fordi han det meste af tiden er skæv af hash. I stedet fungerer Hugi som en form for erstatningsfar for Albert, som samtidig er den eneste, han driver social omgang med ud over Svanur og Richard.

Hugi underviser (ikke specielt engageret) i den lokale skole og er kommet til den lille by fra Reykjavik for at hele sårene efter sin skilsmisse. Her kan han bruge sommeren på at jogge, gå til AA-møder og lære portugisisk over nettet i et stakket håb om at få sin ekskone tilbage.

Men selv om han ikke vil indrømme det, bærer Hugi rundt på en masse bagage, inklusive følelserne for sin ekskone, som forhindrer ham i at knytte sig tættere til Erna.

Hans stillestående liv ændres imidlertid, da hans stordrikkende far Thorfinnur (Helgi Bjornsson) vender hjem fra et liv som barejer i Thailand og insisterer på at besøge sin søn. Hugi prøver forgæves at sætte nogle grænser for sin manipulerende og karismatiske far. Og helt galt bliver det, da Thorfinnur begynder at smigre sig ind hos Erna, og Albert begynder at spørge, om Hugi mon tror, at de to ender med at blive brødre.

Langsomt går det op for Hugi, at hvis han skal fortsætte med at være ædru og ikke miste forstanden, så er enten Thorfinnur eller han nødt til at forlade dette nordiske Paris.

Det med det langsomme skal i øvrigt tages bogstaveligt. Tempoet i ”Paris of the North” er så stillestående, at selv en spillelængde på 98 minutter føles lang.

Filmen er mere underfundig end sjov, og vi er milevidt fra de islandske sagaer, hvor folk slog hinanden for panden. Filmens hovedpersoner vender i den grad temperamenterne indad og underspiller deres konflikter. Den eneste fysiske vredesudladning er således, da Hugi i affekt giver sig til at brække den terrasse op, som faderen har prakket ham på.

Der spilles glimrende over hele linjen, men alligevel er i hvert fald denne anmelder efterhånden en anelse træt af film om håbløse knudemænd, der mere eller mindre tvinges til at løse deres knuder op. På den måde er Hugis far sine mangler til trods det mest forsonende element, fordi han med sin livsglæde får rusket op i byen.

Stilistisk benytter Sigurdsson sig endnu engang af lange indstillinger, brede panoramaagtige billeder og bevægelser, der bærer historien videre, samtidig med, at de skaber små visuelle øer.

Kogt ned til en enkelt sætning, er ”Paris of the North” trods sine mangler en film i balance både billedmæssigt og i beskrivelsen af sine personers indgroede vaner og tankemønstre.

Paris of the North – 98 minutter – Island, Frankrig og Danmark – Instruktør: Hafsteinn Gunnar Sigurdsson – Medvirkende: Bjorn Thors, Sigurdur Skulason, Nanna Kristin Magnusdottir, Jon Pall Eyjolfsson, Haki Lorenzen, Helgi Bjornsson m.fl.