Filmanmeldelse: Spy – Årets sjoveste film er et nossespark til kønskampen

Spy

5 popcorn

Der er flere gode grunde til at elske Paul Feigs nye film ”Spy”.

For det første fordi den er ganske enkelt er årets sjoveste film indtil nu. Det er således ikke ofte, at man hører en sal fuld af filmanmeldere skraldgrine under en presseforestilling, men det gjorde de ikke desto mindre her – længe og fra hjertet.

For det andet fordi Melissa McCharty endegyldigt får slået sit navn fast som en af verdens morsomste kvinder. Det har vi sådan set vidst, siden hun var med i Paulg Feigs debutfilm Bridesmaids (2011). Men hvor hun dengang balancerede faretruende tæt på stereotypen om, at ”buttede mennesker er sjove” (underforstået at det er de nødt til for at kompensere på deres manglende ”slankhed”), så rammer hun denne gang balancen perfekt, som den underspillede kontormus Susan Cooper.

Susan arbejder i CIAs hovedkvarter i Langley, hvor hun i bogstaveligste forstand er baglandskvinde for den smokingklædte agent Bradley Fine (Jude Law). Det er takket være hendes anvisninger i hans øresnegl, at han overlever den ene utrolige opgave efter den anden. Og for at fuldende billedet af den selvudslettende kvinde, er hun så forgabt i ham, at hun finder sig i, at han tager æren.

Men da Fine bliver elimineret af den mystiske, bulgarske skønhed Rayna (Rose Byrne), der har fået fingre i et atomvåben, melder Susan sig til at fuldende missionen – og får lov til det, fordi Rayna kender alle CIAs topagenter, mens Susan er et ubeskrevet blad.

Opgaven send hende gennem genrens sædvanlige buket af eksotiske destinationer såsom Paris og Rom. Omgivet af smukke kvinder og dødbringende – og meget arrogante – spioner, er hun som en fisk, der er blevet smidt på land, hvilket afstedkommer mange komiske situationer. McCharty malker rollen og Susans manglende selvtillid for hver eneste lille dråbe og skaber en meget sympatisk person, der lidt efter lidt opdager, hvordan hn kan bruge sin viden i praksis og selv blive en badass.

Den tredje og vigtigste grund til at elske ”Spy” er, at den ud over at være en meget ferm genreparodi også er et klokkerent nossespark fra Paul Feig i den aktuelle kønskamp.

Allerede med ”Bridemaids” beviste han, at kvinder kan være mindst lige så morsomme som mænd, men her bliver den kønspolitiske dagsorden trukket endnu tydeligere op.

For Susans virkelige problem er, at hun er kvinde og tyk i en verden, hvor disse to ting ikke blot diskvalificerer hende karrieremæssigt, men også gør hende usynlig i en kultur, der hylder de smukke og lækre.

Trods sin velvoksne krop eksisterer hun simpelt hen ikke i hverken mændenes verden eller i bevidstheden hos de smukke kvinder. Men McCharty/Susan nægter at ligge under for snobberiet og det åbenlyse skønhedstyranni. Hun bruger i stedet sin ”usynlighed” som et våben, og på den måde bliver missionen ikke bare en opgave, men også et opgør med de undertrykkende skønhedsidealer og mekanismer, der styrer vores liv og karrierer.

Andrenalinjunkier får nok ikke helt det sus, de længes efter fra aktionscenerne i ”Spy”, men dem der er ude efter masser af grin på en intelligent baggrund bliver rigt belønnet med denne sprudlende latterperle.
Og så kan man ellers bare glæde sig til Paug Feigs næste projekt med Melissa McCharty: En genlancering af Ghosbusters med kvinder i hovedrollen.

Spy – 120 miutter – USA – Instruktør: Paul Feig – Medvirkende: Melissa McCharty, Jude Law, Miranda Hart, Rose Byrne, Jason Statham m.fl.