Filmanmeldelse: Taxi – Bandlyst instruktør på forrygende samfundskritisk køretur

Taxi

5 popcorn

Historien om den iranske instruktør Jafar Panahi har efterhånden udviklet sig til en besynderlig trekants-vaudeville:

Trekantens ene hjørne udgøres af Pahani selv – en mand der officielt har totalt forbud mod at arbejde med film og ikke må forlade Iran, men som alligevel på forunderlig vis gang på gang får indspillet nye film og smuglet dem ud af landet.

Det andet hjørne udgøres af filmfestivalerne – herunder ikke mindst Berlinalen – der gang på gang har de udsmuglede film i deres hovedkonkurrence og belønner dem med hædrende omtale og priser.

Og endelig er der de iranske myndigheder, som jo næppe er blinde og døve. Tværtimod må man formode, at de også følger med i medierne, og da de hverken har reageret på Panahis nyeste film ”Taxi” eller den forrige ”Closed Curtain” (2013) med strammere sanktioner over for instruktøren, kunne noget tyde på, at kræfter højt oppe i systemet holder en hånd over ham. Spørgsmålet er derfor, hvor begrænset Panahis kunstneriske frihed egentlig er, når det kommer til stykket.

Uanset hvad så er ”Taxi”, der vandt guldbjørnen i år i Berlin, lidt af en kunstnerisk genistreg. Ideen er simpel: Panahi nødtøftigt klædt ud med kasket og briller leger taxachauffør og via hans mere eller mindre bizarre kunder får han rejst en række kritikpunkter over for det iranske samfund.

På den ene side en lige ud af landevejen film, der genopfinder de sociale temaer fra en række andre iranske film, der også foregår i køretøjer, som kører rundt i Teheran. På den anden side en understregning af Panahis selvreflekterende stil, hvor han på samme tid både optræder som instruktør, filmens genstand og en fiktiv figur. På den måde er der noget for enhver i ”Taxi”.

Om de øvrige personer i filmen er ægte eller skuespillere bliver aldrig rigtig helt klart. De første er en mand og en kvinde, som skal forskellige steder hen, og som øjeblikkelig indleder en ophedet diskussion. Manden mener, at folk, der stjæler dæk fra billige biler, burde hænges i fuld offentlighed. Kvinden, der viser sig at være lærer, indvender at tyvene stjæler fordi de er fattige og sultne og påpeger hvordan offentlige hængninger ikke har kunnet forebygge kriminalitet.

Den næste kunde er den illegale DVD-sælger Omid, der straks genkender Panahi og listigt smilende udtaler, at han regner med at instruktøren er I færd med at optage en ny film. Omid har en blomstrende forretning, der ville få Pirate Bay folkene til at blive grønne af misundelse, og får opportunistisk banket salget yderligere i vejret ved at fortælle en kunde, at han er partner med Panahi.

Han er stadig ombord, da taxien bliver stoppet af et par, der har været ude for en motorcykelulykke. Den sårede og bloddryppende mand lodses ind på bagsædet med sin grædende kone. Manden ønsker at udfærdige et testamente, så hans kone er sikret, når han dør, og den dramatiske scene udvikler sig til ren komedie, da han får Omid til at optage sin sidste vilje med Panahis mobiltelefon.

Derefter følger to ældre kvinder med en fiskebowle, der er fuldstændigt opslugt af deres mission om at kaste guldfiskene i Ali’s Springvand inden klokken 12.00. Dette intermezzo er mere absurd end egentlig sjovt, og man er næsten lettet, da de høfligt bliver smidt ud af taxien igen.

Et broget og underholdende persongalleri, men Panahi har gemt det bedste til sidst: Sin egen 10-årige niece Hana, der selv har en filminstruktør i maven og optager alt inklusive en gadedreng, der roder skraldespande igennem. Hermed slutter filmen cirklen og vender tilbage til Panahis egne problemer med de restriktioner, som iranske filmmagere er pålagt – og som selv en skolepige som Hana kender: At kvinderne i filmene skal bære tørklæde. At mændene ikke må bære slips (med mindre de er onde), at alle gode figurer skal have iranske navne, og at man ikke må nævne politik, økonomi eller noget, der ligner den barske realisme, der også er en del af Iran.

Som sagt er det lidt af en genistreg, hvordan Panahi på denne måde får dissikeret det iranske samfund. Instruktøren ser da også ud til at hygge sig vældigt undervejs og ligner mest én, der sidder og smiler indforstået over det sprudlende kameraeksperiment, han har sat i gang.

Man kan indvende, at de forskellige passagerer dukker lidt for bekvemt op til, at de kan være ægte, og at det hele er forberedt på forhånd. Det kunne sagtens være sandt, men under alle omstændigheder tager jeg gerne en taxitur med Panahi til enhver tid.

Taxi – 82 minutter – Iran – Instruktør: Jafar Panahi – Medvirkend: Jafar Panahi, Hana Panahi m.fl.