Filmanmeldelse: Elle – Tvetydig fransk voldtægt
Paul Verhoeven er aldrig veget tilbage fra at skildre komplekse historier, vold og erotik – og gerne en kombination af de tre. Hvem husker for eksempel ikke ”Basic Instinct” (1992)? Ikke så meget for scenen, hvor Sharon Stone under en afhøring flasher sit trusseløse skød, men for filmens ansigtsløse, kvindelige morder, der dræber sine ofre med en issyl, mens de ligger bundet til sengen og har sex med hende.
Efter at have trukket sig væk fra de store Hollywood-produktioner i en årrække, er Verhoeven – der i mellemtiden er blevet 78 – tilbage i topform. Hvad ellers kan man kalde det, når han leverer en film som ”Elle”, der åbnede Cannes Filmfestivallen sidste år.
Filmen er et moderne mesterværk, drevet af en sand tour-de-force præstation af Isabella Huppert. Hendes selvsikre og tilknappede stil er det perfekte match for Verhoevens smag for outreret menneskelig opførsel serveret som troværdig normalitet.
Michele Leblanc (Huppert) lever alene i et stort, afsondret hus i en velhavende forstad til Paris. Hun driver et meget succesfuldt videospil-designfirma med sin bedste ven Anna (Anne Cosigny) og er lige så pragmatisk som beslutsom. Det sidste forklarer måske, hvorfor hun kun reagerer lettere rystet på oplevelser, som ville have slået de fleste helt ud af kurs.
Filmen starter lige på med, at Michelle bliver voldtaget i sit hjem af en ukendt mand gemt bag en skimaske. Herfra hvirvler den imidlertid ud i et utal af uventede retninger, som er skiftevis spændingsfyldte, groteske, hjerteskærende, afvigende og komiske. Side om side er de umulige at forene, og det er netop ideen.
Hvor de fleste nok ville have tilkaldt politiet efter at være blevet voldtaget, vælger Michelle i stedet at hente en fejebakke og gøre rent efter overgrebet, inden hun går i bad og lader blodet opløse sig i sæbeskummet mens hun ser utålmodigt til. Derefter starter hun sin egen jagt for at hævne sig på overfaldsmanden.
Det på overfladen dystre hævnplot forstyrres imidlertid hele tiden af elementer, som Verhoeven behændigt smider i gryden, og som flere steder mere får det til at minde om et fransk lystspil.
Michelles omgangskreds består således af hendes velmenende søn Vincent, og hans gravide, dominerende punkerkæreste Josie, Michelles akademiker-eksmand Richard og hans nye flamme, hendes førnævnte bedste veninde Anna og Annas mand Robert, som Michelle har en affære med og hendes nabo Patrick, som hun er langt mere interesseret i end i Robert og Patricks søde, meget religiøse kone Rebecca. Og sidst men ikke mindst af Michelles ustoppelige mor Irene, som skamløst nyder sin unge elsker.
Jeg vil slet ikke komme ind på Michelles fortid, for der er naturligvis også så mange skelletter i skabet, at der nærmest er trængsel. Eller på Michelles elskede kat, der bare sidder og ser ligegyldigt til under voldtægten.
Det mørke veksler konstant med det lette i “Elle”. Er Michelle et offer? Øjensynligt. Er hendes hævntogt et feministisk korstog? Måske. Men intet af det følger standardmanualerne for hverken offer-adfærd eller feministisk kamp. Som da Michelle senere sidder ved en middag med sine venner og henkastet forklarer ”Jeg blev vist voldtaget”.
Michelle er som stormens øje, og filmens kvindelige hovedrolle ville være en stor mundfuld (for stor) for de fleste. Men ikke for Huppert, som understreger sit format som en af verdens bedste skuespillere (måske endda den bedste) ved at glide ind i figuren med ladede blikke og små vibrerende mikro-reaktioner. Hun spiller Michelle med en følelsesmæssig coolness, der får det til at risle ned af ryggen af nydelse, mens man ser på det, og får en til at føle afgrundsdyb respekt, når man bagefter tænker tilbage på det.
Mens bundfældelsen langsomt sætter ind, er man ikke fuldstændig sikker på, om ”Elle” lander der, hvor den har sat sig for, men der er ingen tvivl om, at Verhoeven har serveret en mesterlig udfordring af en film, der fermt slår knuder på publikum.
Elle – 130 minutter – Frankrig, Tyskland og Belgien – Instruktør: Paul Verhoeven – Medvirkende: Isabelle Huppert, Laurant Lafitte, Anne Consigny, Charles Berling, Virginie Efira, Judith Magre m.fl.
