Filmanmeldelse: The Hitman’s Bodyguard – Forrygende action-underholdning
Som filmens titel antyder, drejer dette her sig ikke om en eksperimenterende Dogme-film, som man skal tænke dybt og længe over. Det er rendyrket, ufortyndet action-underholdning, der skal fordøjes her og nu.
Men hvor er det dog befriende, at læne sig tilbage i biografsædet og bare lade sig underholde af det, der sker på lærredet – især når det er lavet så fermt som tilfældet er i ”The Hitman’s Bodyguard”.
Michael (Ryan Reynolds) er en succesfuld topnotch, trestjernet bodyguard lige indtil den dag, at nogen blæser hjernen ud på den rige asiatiske klient, han er sat til at beskytte.
To år senere hutler han sig – stadig effektiv – igennem ved at agere bodyguard for sølle, cokesniffende forretningsmænd. Michael er forbitret over sin skæbne og ikke specielt interesseret, da han ringes op af sin ekskæreste Roussel (Elodie Young). Hun vil have ham til at eskortere top-lejemorderen Darius Kincaid (Samuel L. Jackson) fra Manchester til krigsforbryderdomstolen i Haag, hvor han er kronvidne mod den hviderussiske præsident Dukhovich (Gary Oldman), der er tiltalt for krigsforbrydelser.
Og vips befinder de to mænd, der er gamle bekendte og hader hinanden, sig på hæsblæsende tur fra England til Holland. Masser af lig og smadrede køretøjer følger.
Og ja, historien kunne skrives på bagsiden af et frimærke, men igen er det ikke det, som det handler om, men måden, som det bliver udført på. Alt afhænger af kemi, og de herrer Reynolds og Jackson er en sprudlende, eksplosiv blanding: Michael er den korrekte, planlæggende type, der aldrig har taget en kugle for en klient, fordi han altid har forberedt sig grundigt. Darious er til gengæld den impulsive type, der handler her og nu, og ofte før han lige får tænkt tingene igennem. Disse forskelle er filmens dunkende dynamo, og når de to bitcher af hinanden eller fyrer drengerøvsagtige bemærkninger af, når det næsten screewball-komedieagtige højder. Som da Reynolds står og beklager sig til tjeneren i en udendørs café i Amsterdam over sin utaknemmelige klient, mens Kincaid bliver jagtet på torvet bagved af maskinpistolskydende gangstere i mørke biler.
Og ja, biljagterne er totalt utroværdige, og er det i øvrigt ikke tordnende politisk ukorrekt med den slags på baggrund af de seneste terroraktioner? Men samtidig er de så forrygende spektakulært udført og så smukt filmisk koreograferet, at man totalt overgiver sig og bare nyder køreturen uden at tænke på de stakkels hollændere, der skal rydde op bagefter.
Og ja kvinderne er selvfølgelig smukke og temperamentsfulde. Michael har aldrig glemt Roussel, der giver den som effektiv strømer hos Interpol, mens Darius er gift med selveste Salma Hayek. Undervejs får de to alfahanner udvekslet historien om, hvor de mødte de to kvinder. Og ikke mindst klippet, hvor Darius for første gang ser Salma Hayek i en bar, mens hun tæsker løs på nogle fyre, der forulemper hende, når nærmest Michelle Rodriguez-agtige højder.
Så ja ja ja, det er super plat, men for hulen da, hvor jeg nød de 111 minutter. Film skal også underholde, og ”The Hitman’s Bodyguard” leverer i den grad underholdning.
The Hitman’s Bodyguard – 118 minutter – USA, Kina, Bulgarien og Holland – Instruktør: Patrick Hughes – Medvirkende: Ryan Reynold, Samuel L. Jackson, Elodie Yung, Salma Hayek, Gary Oldman m.fl.
