Christian Dyekjær sætter spot på passionen

Christian Dyekjær 01

I denne uge har Christian Dyekjærs tredje spillefilm ”Fantasten” premiere. Det er fem år siden, han sidst var spillefilmsaktuel med ”Fuglejagten”, og ni år siden, han debuterede som instruktør med ”Spillets regler”.

Tre film på et knap en halv snes år. Sådan går det, når man også selv skriver manuskripterne, og ind imellem laver andre ting for at tjene til dagen og vejen.

På overfladen er 46-årige Christian Dyekjærs tre signaturfilm vidt forskellige: ”Spillets regler” handler om en psykologilektor og den magtkamp som opstår, da et lektorat bliver ledigt på det institut, hvor han arbejder. ”Fuglejagten” er derimod en familiefilm om den 12-årige Victor, der tager med sin far til det årlige ornitologi-stævne, hvor Victor vil bevise sit værd ved at spotte den mest sjældne fugl. Og nu ”Fantasten”, der er en mørk historie om den passionerede gambler Claus, som forsøger at opretholde facaden som bilforhandler og succesfuld verdensmand. Det opslidende dobbeltliv får dog alvorlige konsekvenser, da Claus får gældsat sin søn Silas til et par voldelige kriminelle og må sætte sit eget liv på spil for at redde ham.

Som sagt umiddelbart forskellige, og dog.

– Faktisk har de mange fælles temaer. De er alle tre film med mandlige hovedroller, som undersøger den moderne mands psykologiske landskab. Og alle de tre hovedkarakterer ender i moralske dilemmaer, forklarer Christian Dyekjær, da jeg møder ham en forblæst søndag eftermiddag på Café Sebastopol på Nørrebro i København.

I virkeligheden er han ikke meget for at analysere sig selv i forhold til sine film. For som han siger, så kommer meget af brændstoffet til de kreative processer fra ubalancer i ham selv.

– På den måde kan man sige, at mine film alle handler om, hvor jeg var i mit liv, da jeg lavede dem.

– ”Spillets regler” handler om mine komplekser omkring at komme ind i filmverdenen og blive anerkendt. Med ”Fuglejagten” var jeg lige blevet skilt og var inde i en stor krise, som fik mig til at tænke på min egen barndom, hvor jeg i mange år var en passioneret fuglekigger. Og da jeg gik i gang med ”Fantasten” for fem år siden, stod jeg midtvejs i livet. På overfladen gik alting fint: Jeg var kommet gennem skilsmissen, havde mine børn og havde fået en sød kæreste. Men underneden lurede en masse store spørgsmål omkring, om jeg nu levede mit liv rigtigt, eller jeg i virkeligheden var en bangebuks.

– Ud af det udsprang ideen til en karakter, der lever for spændingen, og som ikke er bange for noget. Samtidig havde jeg efter syv ugers optagelser i naturen med ”Fuglejagten” lyst til at lave en anden slags film. En der foregik i byen om natten og på gaderne. En mere hård og global film.

– Men ”Fantasten handler også om den tid, vi lever i. Vi befinder os i en tid og en verden, hvor mange er optaget af en stræben efter penge og materielle goder. Skyggesiden af dette velfærdssamfund er en eksistentiel tomhed. En ensomhed, der stimulerer misbrug, siger Christian Dyekjær.

Dermed er vi inde ved kernen i ”Fantasten”. Det ville være nemt at rubricere filmen som en historie om en ludoman, men det er alt for simpelt. ”Fantasten” handler i stedet om noget langt mere overordnet: Om at være passioneret i en grad, så passionen krænger over og bliver en besættelse.

– Jeg har ikke været optaget af psykiatriske diagnoser, men af at lave en film, der er spændende, medfølende og overraskende på samme tid.

– Jeg tror, at hvis man hengiver sig 100 procent til passionen, hvad end det gælder druk, stoffer, sex, penge eller noget femte, så er der kun døden på den anden side.

– Som mennesker bevæger vi os mellem en masse modsatrettede behov: Behovet for spænding overfor behovet for tryghed. Behovet for frihed overfor behovet for nærvær. Og behovet for at være ansvarsfuld overfor behovet for at være ansvarsløs. Det handler om at finde en balance, fastslår Christian Dyekjær.

Derfor rummer ”Fantasten” også den anden og mere rolige side af tilværelsen repræsenteret via Klaus’ søn Silas. Det liv, som hovedpersonen selv har så svært ved at vælge:

– For ham er det almindelige liv lig med døden, fordi hans behov for spænding og intensitet er så stærk. Og sandheden er jo også, at man på den anden måde kommer til at leve et kedeligere liv, men så til gengæld får man måske mulighed for at leve længere og se sine børnebørn.

– Men Klaus er fanget af sit misbrug. Eller som Dostojevski, der selv var inkarneret spiller, vist har udtrykt det: Når først, man har mærket, hvordan man kan svinge fra ikke at have spist noget et par dage og derefter satser den sidste mønt, og så vender det hele totalt, så er man fortabt, siger Christian Dyekjær.

Det er ikke mindst Dejan Cukic, der gør ”Fantasten” til en seværdig oplevelse med sit intense portræt af Klaus. Christian Dyekjær havde Jegallerede mødt Cukic for 11 år siden, da han instruerede TV-dramaet ”Snart kommer tiden”, hvor han blandt andet spillede sammen med Jesper Christensen og Søren Malling.

– Her havde jeg oplevet, hvordan de sad om aftenen, når optagelserne var slut, og spillede om penge, så jeg vidste, at Dejan havde et eller andet omkring spil, og at han er et passioneret menneske.

– Da han læste manuskriptet, var han da også på og meget engageret med det samme, fordi han fornemmede, at her var muligheden for at lave en megafed rolle. Det var også ham, der introducerede mig til hele miljøet omkring de serbiske spilleklubber, hvor noget af filmen er optaget, fortæller Christian Dyekjær, som dog ikke er meget for at afsløre sine ”forretningshemmeligheder” i forhold til, hvordan han instruerede Dejan Cukic.

– I bund og grund handlede det om, at vi var rigtig meget i sync inden hver eneste optagelse. Dejan var forberedt, og jeg var forberedt. Vi vidste begge præcis, hvad vi ville med den enkelte scene, og hvor vi var på vej hen, og så gjaldt det bare om at se, hvor langt vi kunne trække den ud.

– Fordi vi var så meget inde i stoffet, gav det også nogle helt andre muligheder for at improvisere og arbejde organisk med det undervejs. På den måde optog vi nærmest dagligt scener, der slet ikke stod i manuskriptet for at prøve forskellige ting af.

– Derudover kan jeg afsløre, at vi optog scenerne næsten dokumentarisk. Hvis vi for eksempel skulle optage en scene, hvor Klaus går ind i en kiosk og køber nogle cigaretter, så gik jeg derind lige inden og fortalte, at vi var i gang med at optage en film, og at der om lidt ville komme en fyr ind ad døren, og om det var i orden, at vi filmede. Og to minutter efter optog vi så scenen, forklarer han.

Til rollen som Silas behøvede Christian Dyekjær ikke at lede længe efter den rette skuespiller. Den spilles nemlig af hans nevø Oscar Dyekjær Giese, der for alvor gjorde sig bemærket i Michael Noers barske drama ”Nordvest” (2013).

– Vi prøvefilmede Oscar og kunne med det samme se, at han havde det, der skulle til. Han har en sårbarhed og en naturlig evne til at underspille, som jeg virkelig godt kan lide. Der er noget, ved hans udstråling, som fungerede godt, og som gjorde, at ”Fantasten” er blevet en endnu hårdere film, end jeg Havde lagt op til.

– Samtidig havde han en rigtig god kemi med Dejan lige fra starten, og fordi Dejans rolle fylder så meget i filmen var jeg meget opmærksom på også at skabe nogle scener, der først og fremmest er Oscars, og hvordan han gennemgår sin egen udvikling i løbet af historien.

– Som publikum ved man fra begyndelsen, at Klaus er langt nede, men i drengens øjne er han en gud, der lever et spændende liv med store gevinster, fest og hurtige damer. Det bliver en gradvis demaskering, hvor det går op for Silas, hvor langt ude hans far er, og at han hverken ejer sin bil eller sin lejlighed. Det hele smuldrer, men mod slutningen opstår der en form for forsoning, hvor Silas anerkender, at Klaus er, som han er, og at det ikke kan være anderledes, mens han selv vælger at leve et mere almindeligt liv, siger Christian Dyekjær.

Om få dage har ”Fantasten” premiere, og hvad så? Christian Dyekjær har allerede kig på et nyt projekt, og til forskel fra hans første tre film, bliver den næste med en kvindelig hovedrolle.

– Jeg kan ikke sige ret meget om det nu, men gennem arbejdet med ”Fantasten” har jeg fået fat i et personligt udtryk, som jeg føler, at jeg ikke er færdig med endnu, og som jeg gerne vil udforske og udvikle yderligere.

– Hver gang, jeg har produceret en film, så har jeg taget nogle erfaringer med mig, lige som jeg hele tiden introducerer nye elementer. Som nævnt har mine film alle haft mandlige hovedpersoner, men nu er jeg på sporet af en historie, hvor det er en kvinde, der spiller hovedrollen, siger han uden at ville afsløre mere. Kun at der – forhåbentlig – ikke kommer til at gå yderligere fire-fem år, inden hans næste signaturfilm er klar.

Interviewet er forbi, og der er lige tid til det obligatoriske spørgsmål om, hvad publikum skal have ud af at se ”Fantasten”. Det er i virkeligheden et trickspørgsmål, for de fleste instruktører er mere optaget af den historie, de gerne vil fortælle, end hvordan den bliver modtaget, og Christian Dyekjær er ingen undtagelse:

– Det er ikke noget, som jeg har tænkt eller tænker over – ud over, at jeg gerne vil have, at de spekulerer over det, de har set bagefter, og at de har haft en underholdende oplevelse. Sådan har jeg det selv, når jeg går i biografen.

– Desuden er det at skabe en film fra start til slut en underlig størrelse, der ændrer sig undervejs i alle mulige retninger. Derfor er det vigtigt ikke at have låst sig fast på forhånd og bare afvikle optagelserne som et regnestykke, der skal føre frem til en forudbestemt konklusion. Gør man det, går man måske glip af nogle vinkler, der kunne have været endnu mere spændende.

– På den måde kan man sige, at det først er, når filmen er færdigklippet, at man egentlig begynder at se, hvad den handler om, slutter Christian Dyekjær.