Berlinalen 2019 dag 3 – Den svære familie

Så stod solen op over filmfestivalens tredje dag. Efter, at de første syv film er blevet vist i Berlinalens hovedkonkurrence, begynder der at tegne sig et mønster.

Festivalen bryster sig af at være politisk, men som Berlinalens afgående direktør Dieter Kosslick har sagt, så er der mange måder at være politisk på. Og det står nu klart, at festivalens slogan for 2019 om, at ”det personlige er politisk”, skal tages bogstaveligt.

Den røde tråd gennem konkurrencefilmene indtil nu er således hverken flygtninge eller international politik, men noget så personligt som familie: Hvad det er, der skaber familiemæssige bånd mellem mennesker, og hvad der river dem over. Og hvordan det er at stå uden for familie og ønske at være indenfor?

I åbningsfilmen ”The Kindness of Strangers” handlede det om en mor på flugt med sine to sønner fra en voldelig mand. Francois Ozons katolske overgrebsdrama ”By The Grac of God” er en fortælling om den indvirkning seksuelle overgreb i barndommen fik for personernes evne til at indgå i parforhold og familiemæssige relationer. Den tyske film ”Systemsprenger” skildrede de familiemæssige svigt omkring en ni-årigb pige, og hvordan længslen efter at være en del af en familie gav sig udtryk i voldsom vrede. Den østrigske ”The Ground Beneath my feet” er centeret omkring et dybt porblematisk forhold mellem to søstre, men den norske instruktør Hans Peter Molands ”Out Stealing Horses” er en gribende smuk historie om foldet mellem en far og hans søn. Ja selv i den tyske instruktør Fatih Akins fornedrende seriemoderdrama ”The Golde Glove” indgår personerne i en slags pseudo-familieskab som stamgæster på den samme bar.

Det overordnede budskab synes at være, at lige meget, hvor besværligt det kan forekomme, så går vi mennesker til grunde uden den nærhed og følelse af at høre til, som det at være en del af en familie giver os.

En anden form for ”familie” finder man blandt årets 10 udvalgte Shooting Star skuespillere – unge lovende talenter fra hvert sit land i Europa. Blandt dem er den 30-årige danske skuespiller Elliot Crosset Hove, hvis karriere er gået lodret i vejret siden hovedrollen i Vinterbrødre (2017).

I dag blev de 10 Shooting Star skuespillere så præsenteret ved et arrangement, hvor det lykkedes at fange Elliot Crosset Hove for en 10 minutter kort bemærkning.

”Det er første gang, at du er med her på Berlinalen. Hvordan føles det?”

”Det føles lidt syret, men først og fremmest føles det vidunderligt. Som skuespiller4 er man altid i tvivl om sine egne evner, så derfor er det virkelig dejligt med den anerkendelse, der ligger i at være udvalgt som Shooting Star.”

”Faktisk vil jeg kalde det en luksus-anerkendelse. Jeg mener en hel weekend på Berlinalen, hvor alt er lagt tilrette for én, og hvor man også stifter bekendtskab med en anden ting, som tit er udfordrende for skuespillere: At netværke.”

”Hvordan har det været at møde de andre Shooting Stars?”

”Det har været det absolut bedste af det alt sammen. At se de andres fiolm og blive inspireret af dem, og møde nogle mennesker, der er i samme båd som én selv, selv om de er et andet sted. Det har været fantastisk.”

”Du har haft hovedrollen i ”Vinterbrødre”, lige som du havde en større rolle i ”Før Frosten”. Og her i første halvdel af 2019 kan vi se dig i både fiolmen ”Danmarks sønner” og ”Kød og Blod”. Er der en rød tråd igennem alle disse roller?”

”Jeg tror, den røde tråd er, at der er noget i alle disse personer, som jeg spiller, der ikke kommer ud, og som derfor ender som irrationelle eksplosioner i stedet.”

”Hvilken rolle har du nydt mest at spille?”

”Uden sammenligning ”Vinterbrødre”. Det har både noget at gære med mit forhold til instruktøren, men også, at min karakter er en, som mange kan forhlde sig til. Debn lille mand, som indeholder en helt masse indeni.”

”Og så var det et fantastisk privilegium at spille en hovedrolle. Det betæd, at kameraet hele tiden var på en, så man til sidst blev så vant til det, at det ikke betæd noget. På den måde var det meget bedre – og lettere – end at have en mindre rolle og komme ihnd på sættet fra højre en enkelt optagedag og skulle sætte sig ind i det hele. Her var jeg med og kendte alle fra starten.”

”I ”Før Frosten” spiller du sammken med Jesper Christensen, hvordan var det?”

”Jesper er jo en af Danmarks ja, måske verdens bedste skuespillere, så det var vildt fedt at få lov at spille sammen med ham. Det var selvfølgelig intimiderende til at starte med, men så opdager man hurtigt, hvor utrolig imødekommende et menneske han er. Et rent arbejdsmenneske helt nede på jorden, der er 100 procent opmærksom på opgaven og på sine medspillere og på at få samarbejdet til at fungere. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at det blev så stor og positiv en oplevelse at være med.”

Mere blev der ikke tid til, inden Elliot skulle i gang med næste interview, mens jeg selv smuttede tilbage til min egen Berlinale-familie blandt de andere filmjournalister.

DAGENS FILM

THE GROUND BENEATH MY FEET
Forholdet mellem søstre er ikkke altid let. Men når den ene er indlagt på en institution for psykisk syge efter et selvmordsforsøg, mens den anden af al magt forsøger at skjule familierelationen i sit karrierejob, ja så bliver det ikke nemmere. Det er udgangspunkte i den østrigske instruktør Marie Kreutzers film ”The Ground Beneath My Feet”.  Lola er næsten 30 år gammel og succesfuld konsulent i et firma, der lever af at rekonstruere andre selskaber. Hun er hele tiden på farten, og hendes smarte lejlighed i Wien er mere en postboks og et hurtigt omklædningsværelse end et hjem. I stedet består hendes liv af arbejdsuger på over 100 timer, intensive træningstimer i fittnesscenteret, dyre middage og sterile hotelværelser, som hun nogle gange deler med sin kvindelige overordnede, som hun har et hemmeligt forhold til. Da søsteren kræver mere og mere af hendes tid, begynder Lolas verden at skride, og det samme gør hendes virkelighedsopfattelse.  Kreutzers film er ikker bare et hudløst protræt af to søstre. Den demonstrerer samtidig hvordan grænsen mellem normal og unormal og mellem kaos og orden nogle gange kan være papirstynd.

OUT STEALING HORSES

Normalt er man vant til, at den norske instruktør Hans Petter Moland leverer sort-humoristiske film. Det var tilfældet ved hans seneste to optrædender på Berlinalen med ”En ganske rar mand” (2010= og ”Kraftidioten” (2013), men ikke denne gang. ”Out Stealing Horses” minder på den måde langt mere om Molands første filmv på Berlinalen ”The Beautifull Country” (2004). Den 67-årige Trond Sander flytter efter sin kones død til en lille by i det østlige Norge. Da han i sin nabo Lars genkender et ansigt fra fortiden, genoplever han sommeren 1948, som han tilbragte i en lille hytte ved floden med sin højt beundrede far.  En sommer med at stjæle heste for at ride på dem og med at fælde træer og sende dem ned af floden til Sverige. Men også en sommer med en række skæbnesvangrer begivenheder, der for altid skulle forandre hans liv – død, ulykker og spirende kærlighed, men også forholdet til hans far. Det er en gribende  og dramatisk fortælling som Hans Peter Moland har lavet over forfatteren Petter Pettersons bog af samme navn. En film med den betagende natur på grænsen mellem Norge og Sverige som baggrund, hvor Stellan Sakrsgård i en klassisk Skarsgård-rolle som den aldrende Trond og danske Danica Curcic som faderens store kærlighed.

THE GOLDEN GLOVE

Dagens tredje film i Berlinalens hovedkonkurrence var et seriemorderdrama. Hvis man havde forventet Hannibal The Cannibal eller nogen form for intellektualitet bag mordene bliver man imidlertid slemt skuffet.  ”The Golden Glove” er nemlig historien om Fritz Honka, der i starten af 70’erne myrdede i hvert fald fire prostituerede, savede dem i stykker og gemte delene på loftet og i skunken i sin lejlighed.  Fritz, der selv var en lavstammet mand, med store hornbriller, et aparte ansigt, stammen og halten ,  samlede sine ofre op på det lokale værtshus Zum Goldene Hanschuh. At sige, at den tyske Faith Akins film er en nydelse, ville være en kæmpe overdrivelse. Sjældent har man set så megen fornedrelse og så mange skæbner fanget på samfundets bund i druk og prostitution samlet på ét sted. Mordene er en ufattelig rodet og snavset affære, begået i  alkoholrus og frustration over hans egen seksuelle impotens. Nogle vil måske opfatte filmen som et socialt studie, men selv om det til tider bliver så grotesk, at man må trække på smilebåndet, har man mest af alt lyst til at være et helt andet sted.