Berlinalen 2019 dag 2 – En vred mand fra Nørrebro
Dag 2 på Berlinalen startede med blandede følelser over Lone Scherfigs åbningsfilm ”The Kindness of Strangers”.
Mest nådesløs var Der Spiegel med følgende svada:
”Berlinalen åbner med en fejlstart. I stedet for lyst ved udsigten til 10 dages filmfest, fremkalder ”The Kindness of Strangers” rædsel. Det kunne næppe have været værre.
I mellemspektret finder man juryen på filmbladet Screen, der giver filmen karakteren 1,7 på deres fem-trins skala – altså midt mellem middel og dårlig.
Mest forsonende var en af mine tyske Berlinale-kolleger, der mente, at ”The Kindness of Strangers” var en glimrende film til juleferier og nytårsdag, og at den opmuntrende slutning sikkert er tiltrængt i forhold til alle de ulykkelige filmslutninger vi sikkert vil blive præsenteret for i hovedkonkurrencen de kommende dage.
Når man er faldet skal man som bekendt op på hesten igen. Fredag var der verdenspremiere på den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawis film ”Western Arabs”, der er med i Berlinalens Panorama-sektion.
Der er tale om en dybt personlig film, der både handler om Omars far, der i sin tid flygtede fra Israel til Danmark, og om Omar selv og hans søgen efter, hvem han er: Dansker, palæstinenser, araber eller noget fjerde.
Det er også en film med mange aggressioner mellem ikke mindst Omar, hans bror og far. Så meget vrede, at jeg er en lille smule nervøs, da jeg møder op for at interviewe Omar Shargawi i lobbyen på Hotel Marriot.
Jeg har dog ikke behøvet at være urolig. Den vrede mand er forvandlet til en smilende instruktør, der gerne fortæller om både sin familie og sin film.
”Western Arabs” er stykket sammen af filmoptagelser fra de seneste 12 år – heriblandt en del fra dine tidligere film.”
”Jeg tror faktisk, der er klip fra alle mine tidligere film i den.”
”Hvordan opstod ideen til filmen?”
”Da min far døde, sad jeg og kiggede på en masse gamle filmklip, som jeg havde liggende. Det gik op for mig, at der var mange fede scener imellem med mange gode ting, som min far havde sagt. På den måde opstod vigtigheden omkring at lave filmen.”
”Jeg opfatter det ikke bare som en historie om min familie, men om en universel historie, hvor min familie repræsenterer tusindvis af mennesker, der står med de samme tanker og udfordringer.”
”Men trods det, er det en meget personlig film.”
”Hvis folk skal leve sig ind i historien og personerne, så er en film nødt til at være personlig. Ellers fungerer det ikke.”
”Handler din film om at komme tættere på din far eller tættere på dig selv, eller begge dele?”
”Begge dele. For min har filmen ikke så meget et formål, som den er en følelse inde i mig. Jagten på min egen identitet hadlede også om at komme tættere på min far.”
”I dag forstår jeg ham faktisk bedre end nogensinde, mens han levede, og jeg har tit hans stemme bagerst i mit hoved, som taler til mig.”
”Og vreden, som du blandt andet følte mod din far, hvad er der sket med den?”
”På en måde er den ikke længere vigtig. Nu da han er død, har vreden ikke længere nogen betydning. Det er som om, at den er blevet skrællet væk eller skrumpet. Nu er der kun et tilbage, som betyder noget, som for eksempel min kærlighed til ham.”
”Kan man sige, at døden har gjort tingene nemmere?”
”Jeg tror nærmere, man kan sige, at døden er en del af livet. At det er nødvendigt for os at miste hinanden for en tid for at lære noget om at leve. Men samtidig er jeg overbevist om, at jeg nok skal møde min far igen en dag.”
”Titlen ”Western Arabs” hvordan skal den egentlig tolkes?”
”Den kan betyde alt muligt. På en måde er det jo en western, jeg har lavet. Samtidig handler det om at være araber i vesten og mange andre ting. Folk må lægge i titlen, hvad de vil. For mig er det vigtigste, at filmen udtrykker min kærlighed til filmmediet.”
”Filmen skildrer også en søgen hos dig, som blandt andet betød, at du i en årrække boede i Egypten. Hvor er den søgen endt?”
”Den ender vel aldrig, men der er kommet hul på bylden. Det gik op for mig, at de spørgsmål, som jeg stillede omkring, hvem jeg er, i virkeligheden var udtryk for Omars eget lille navlepilleri, og at der er langt større problemer og udfordringer i verden. At mens jeg spurgte mig selv, om jeg var dansker eller ikke dansker, så var der mange mennesker i verden, der spurgte sig selv, om de mon havde mad i morgen og tag over hovedet, og om deres børn ville dø af skudsår.”
”Selv om ”Western Arabs” handler om at være splittet mellem forskellige kulturer, handler den ikke så meget om religion.”
”Jo, det gør den faktisk, eller rettere den handler om spiritualitet, som jo også er religion. Der er således masser af spiritualitet i min fars ord om, at vi er på vej mod verdens ende, hvis ikke vi begynder at behandle hinanden anderledes. Og det er jo netop det, som er hovedbudskabet i enhver religion, at vi skal være gode ved hinanden.”
”Hvad vil du gerne have, at folk får ud af at se filmen?”
”Jeg håber, at den måske kan være med til at rykke de fastlåste holdninger hos dem, som er allermest farvede. Ændrer deres mønstre, så de ser, at det ikke handler om religion eller kultur, men om mennesker, slutter Omar Shargawi.
Den dansk-palæstinensiske instruktør er allerede i gang med sit næste filmprojekt, der er en spillefilm om konflikten mellem palæstinenserne og israelerne.
DAGENS FILM
SYSTEMSPRENGER
Der findes en regel blandt filmanmelderne på Berlinalen, der går ud på, at den første film på andendagen aldrig skuffer. Det var i hvert fald sandt på denne festival, hvor fredagen startede for fuld skrue med tyske Nora Fingscheidts nye film ”Systemsprenger”. Det er den både livsbekræftende og rystende fortælling om den 9-årige pige Bernadette, som er en såkaldt systembryder: Et barn der systematisk bryder alle regler, som afviser enhver form for fast struktur og som derfor gradvist falder igennem sprækkerne i de tyske hjælpeprogrammer til børn. For Bernadette, der ønsker at blive kaldt Benni, handler hendes modstand om, at hun gerne vil tilbage og lave hos den mor, der dybest set er bange for hende. Bernadette bryder nemlig ikke bare reglerne, hun er også aggressivt udadreagerende i en grad, man sjældent har oplevet på film. ”Systemsprenger” er et intenst drama om et barns behov for kærlighed og sikkerhed og samtidig med, at den skildrer de professionelle voksne omkring hendes i deres utrættelige kamp for at finde en plads til hende
BY THE GRACE OF GOD
Dagens anden film i hovedkonkurrencen var en stilfærdig, men insisterende fortælling om en række voksne mænds kamp for at stille den katolske præst til ansvar, som forulempede dem seksuelt, da de var børn. Historien, der bygger på virkelige hændelser, begynder hos Alexander, der bog i Lyon med sin kone og fem børn. Da han en dag opdager, at den præst, der forgreb sig på ham, da han var spejder, stadig arbejder med børn, kan han ikke længere tie stille. Men det bliver ikke blot en kamp mod sin fortid og en enkelt persons forbrydelser, men mod hele det kirkelige system, der godt vidste, at overgrebene fandt sted, men som lukkede øjnene for ikke at skade kirken. Undervejs leder Alexander efter og finder andre ofre for den pågældende præst – mænd med livslange sår, der nu skal kæmpe hver deres kamp for at komme overens med det, som er sket. Bag filmen står den kendte, franske instruktør Francois Ozon, der her sætter ord og billeder på en smertelig historie
ÖNDÖG
Hvor tit får man lov at se en film, der foregår i Mongoliet? Eller sexscener på nattefrysende sletter med en brægende kamel som varmepude og bagtæppe? Ikke ret tit, men i den kinesiske instruktør ”Wang Quan’an er der begge dele og mere til. Det er en fortælling, som bevæger sig sindigt – nogen gange næsten stillestående – rundt imellem en række personer midt ude på de mongolske sletter blandt flokke af vilde heste og omstrejfende ulve. Her finder politiet en aften det nøgne lig af en kvinde. En ung, uerfaren politimand bliver sat til at bevogte gerningsstedet. Han får hjælp af en lokal kvindelig hyrde, både til at overleve nattekulden, jage ulvene på flugt og få sin seksuelle debut. Kvinden, som er filmens egentlige hovedperson, lever alene, og afviser stædigt at have en mand i sit liv, men tilkalder alligevel sin flirtende nabo, når et lam skal slagtes eller en af køerne skal kælve. Der er en visuel storslåethed over de udstrakte slettelandskaber og en fascination omkring de mennesker, der bor der, som gør, at man trods filmens langsomhed hænger ved.
