BRANCHEN: Vidste du? – Spot på biografpublikummet

De danske biografgængere sidder ikke og venter på at blive vaccineret mod covid-19, før de tør gå i biografen igen. Faktisk er det kun 6% af biografgængerne, der først vil se film i biografen, når der er en effektiv vaccine eller behandling mod coronavirus.

Sådan lyder en af konklusionerne i den årlige undersøgelse af biografpublikummet fra Det Danske Filminstitut (DFI).

DFI har gennemført undersøgelsen sammen med analyseinstituttet YouGov, der har gennemført 2.500 interviews blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen over 15 år.

En af de ting, der kan måles direkte, er hvordan billetsalget er blevet påvirket af den første nedlukning i marts 2020, nedlukningen af Nordjylland i begyndelsen af december og den anden landsdækkende nedlukning midt i december måned.

Resultatet er, at der kun blev solgt cirka 7,2 millioner biografbilletter sidste år. Det svarer til et massivt fald på 46% i forhold til 2019.

Nedlukningerne ramte også udbuddet. I stedet for de 224 filmpremierer, som fandt sted i biograferne i 2029, måtte biografgængerne sidste år nøjes med 130. Det svarer til et næsten lige så massivt fald på 42%.

Som beskrevet her på CineMadsen i et indlæg i januar, holdt de danske film markedet oppe i 2020. I alt blev der ifølge undersøgelsen solgt 3,6 millioner billetter til danske film i biograferne. Og selv om de danske film kun udgjorde 18% af titlerne, tegnede de sig på den måde for en markedsandel på 50% af billetsalget.

Alene en film som Søren Vinterbergs Druk” solgte således cirka 804.000 billetter, og ”Retfærdighedens Ryttere”, der havde premiere i november, nåede allerede at sælge 468.000 biletter i 2020.

Og så er der det med tilliden til at gå i biografen under og efter corona-epidemien. Kun 6% vil som nævnt vente med biografturen, til der findes en effektiv behandling eller vaccine mod covid-19. Omvendt har hele 83% tillid til, at det er sikkert at gå i biografen, når de får lov til at åbne igen.

Til gengæld betyder filmudbuddet noget. Næsten to trediedele (62%) vil først gå i biografen igen, når der vises en film, som de virkelig gerne vil se. Og næsten en tredjedel (32%), mener ikke, at filmudbuddet i biograferne lige nu appellerer til dem.

YouGov har også spurgt til publikums forventninger. Og her er der godt nyt at hente for biografejerne. 48% af deltagerne i undersøgelsen forventer at gå lige så meget i biografen i 2021 som i 2020, mens 41% forventer at gå mere i biografen.

Ifølge undersøgelsen er der kun 6% af danskerne, som ikke ser danske film i biografen. Samtidig giver den et klart billede af, hvordan folk opfatter filmene.

35% opfatter de danske film som underholdende, og 28% mener, at de er af høj kvalitet. Samtidig synes 24% at de er sjove.

I den anden ende af spektret er der kun 2% af deltagerne i undersøgelsen, som mener, at de danske film har gode special effekts, og kun 5% synes, at de er visuelt flotte. Der er også kun 8%, som finder de danske film fornyende og 11% der mener, at de er debatskabende.