SERIE: Allen v. Farow – Sandheden taber i ensidig dokumentar

Man siger, at i krig er sandheden ofte det første offer. Og det er stadig sandt i den nådesløse og beskidte krig, der har hersket mellem instruktøren Woody Allen og hans ekskone, skuespilleren Mia Farrow i nu 23 år.

De to var New Yorks ubestridte power-par i 80’erne. Idyllen stoppede imidlertid brat, da Mia Farrow i 1992 fandt nøgenbilleder af sin 21-årige adoptivdatter Soon-Yi-Previn og opdagede, at Woody Allen havde en affære med hende.

Og da Mia Farrow samme sommer anklagede Woody Allen for seksuelt overgreb på en anden af deres adoptivbørn – den dengang syv-årige datter Dylan – i familiens hus i Connecticut, udviklede skilsmissen sig til iskold krig.

Sagen om det påståede seksuelle overgreb er omdrejningspunktet i produceren Amy Ziering og instruktøren Kirby Dicks nye, fire timer lange dokumentarserie på HBO ”Allen v. Farrow”.

De to har metodisk gravet sig ned i Allens og Farrows komplicerede forhold og familiedynamikker og fremstiller skridt for skridt et deres research, som var det et anklageskrift i en retssag.

Serien stiller de to modpoler skarpt op mod hinanden: Skuespillerinden Mia Farrow beskrives som den evigt dedikerede mor, hvis hovedfokus var hendes børn, og som altid havde dem på optagelse. Og Woody Allen portrætteres den verdensfjerne instruktør, der aldrig rigtig tog faderrollen på sig, og hvis forhold til ikke mindst Dylan var grænseoverskridende.

Og midt mellem dem står så seriens egentlige hovedperson Dylan. Spændt ud mellem den mor, hun fortsat elsker, og den far, som hun i hvert fald indtil skilsmissen og overgrebssagen elskede.

Serien viser for første gang, de videooptagelser, som Mia Farrow optog af hende efter det påståede overgreb på loftet i huset i Connecticut. Og det virker unægtelig meget svært ikke at tro på hende, når man ser den lille, syv-årige pige fortælle, at hun ikke kunne lide, da hendes far rørte ved hendes kønsdele og lovede, at tage hende med til Paris, hvis hun lå stille.

De scener vil det for evigt blive meget svært for Allen at ryste af sig, uanset hvad der skete mellem ham og Dylan i de fatale 20 minutter, de var væk fra resten af familien oppe på loftet.

Men netop her ligger også seriens meget store svaghed, fordi den snarere end en objektiv research bliver et ensidigt partsindlæg.

Alene det, at Mia Farrow har filmet Dylans udsagn virker meget kalkuleret og bekvemt, når man tænker på at hun på det tidspunkt stod midt i en forbitret skilsmisse.

Woody Allen har selv gennem alle årene lige så vedholdende hævdet, at Mia Farrow er en hævngerrig og hysterisk kvinde, der kynisk har brugt deres barn imod ham og instrueret Dylan i at lyve. Den udlægning kan – trods optagelserne af Dylan – stadig godt være sand. Og jo, den slags kvinde findes der også masser af.

Man kan sige, at ”Allen v. Farrow” lige som hele MeToo bølgen har givet Dylan en tiltrængt stemme. Men serien undergraver samtidig hendes udsagn ved at være så ensidig. I den fire timer lange fortælling har de således ikke interviewet en eneste kilde, der argumenterer for Woody Allen eller kritisk over for Farrow.

Woody Allen og Soon-Yi-Previn, der har været gift siden 1997, og som selv har to adoptivbørn sammen, medvirker således ikke i serien med nye udtalelser. På samme måde er der heller ikke nogen grundig gennemgang af Soon-Yi-Previns og broderen Moses Farrows kritik af deres opvækst hos Mia Farrow og deres beskyldninger mod hende for fysisk og følelsesmæssigt misbrug.

Da Mia Farrow i 1992 søgte om forældremyndigheden over blandt andet Moses, afgav den dengang 13-årige dreng et skriftligt vidneudsagn, der blev læst op i retten, hvor han skrev at ”Jeg opfatter dig ikke som min far mere” og at han håbede at Allen blev så ydmyget ”at du vil begå selvmord”.

Som voksen er han imidlertid blevet genforenet med sin far og har kappet kontakten til Mia Farrow. Nu siger han i stedet, at han ikke ved, om hans søster virkelig tror, hun har været udsat for et overgreb, eller om hun bare forsøger at behage sin mor – og at det var forfærdeligt hvis man prøvede at gå imod hende.

”Allen v. Farrow” er imidlertid ikke kun ensidig, men også manipulerende. Serien bruger for eksempel Woody Allens forhold til Soon-Yi-Previn som et argument for hans pædofili til trods for, at hun var voksen, da de indledte deres forhold.

Og endnu mere manipulerende bliver det, når serien inddrager kulturkritikere, der tolker Woody Allens hang til at skildre romantiske forhold mellem unge kvinder og ældre mænd i sine film – som den 42-årige Allen og den 17-årige Mariel Hemmingway i Manhattan (1979) – som et forsøg på at groome publikum til at opfatte den slags upassende forhold som normale. Igen ikke just noget bevis for pædofili.

Ziering og Dicks har tidligere med stort held skabt glimrende dokumentarfilm om seksuelle overgreb i militæret i Yhe Invisible War (2012) og på amerikanske universiteter i ”The Hunting Ground” (2015).

Desværre ender ”Allen v. Farrow” som et kvalmende ensidigt karaktermord på Woody Allen og et vidnesbyrd om en familie, der blev sprængt til atomer på grund af skilsmissen. Og som det fremgår af titlen, ender Dylan endnu engang midt mellem sine forældre – nu dog med sin egen klare stemme.

Allen v. Farrow – cirka 220 minutter – USA – Instruktør: Amy Ziering og Kirby Dick – Medvirkende: Dylan Farrow, Mia Farrow, Ronan Farrow m.fl.