”Man siger jo ikke slikke kusse – det lyder som om, at folk ikke ved, hvad de laver”

“Vi lærer, at mænd har et større sexbehov end kvinder, men sådan har det aldrig været i mine forhold. Derfor gik jeg i lang tid og følte mig forkert. At min seksualitet var bizar…”

Sådan siger instruktøren Lea Glob (34), der sammen med den jævnaldrende instruktør Mette Carla Albrethsen (36) står bag ”Venus”. Men hvorfor overhovedet lave en film om kvindelig seksualitet – og hvordan gør man?

For at forstå det må man skrue tiden tilbage. Forbi 2011, hvor Lea og Mette vandt 250.000 norske kroner i udviklingsstøtte til deres film. Forbi årene på filmskolen, hvor de mødtes og opdagede, at de begge havde et brændende ønske om at lave en film om kvinders seksualitet. Helt tilbage til dengang de ikke engang var kvinder, men unge teenagepiger, hvis kroppe og følelser begyndte at vokse i mystiske og frustrerende retninger.

M: Jeg var en rigtig drengepige, så da jeg nåede puberteten var det som om, at hele min identitet faldt fra hinanden. Pludselig skulle jeg være en ung kvinde. Det blev en kæmpe elefant for mig, der prægede mig langt ind i 20’erne, og jeg vovede først pelsen sent. Den kvindelige seksualitet var et stort mysterium for mig, og der var ikke mange rollemodeller at spejle sig i.

L: Jeg var omvendt meget tidligt udviklet. Det var en af de mest skræmmende og ensomme oplevelser i mit liv. Fra at blive betragtet som ligemand, følte jeg, at jeg blev reduceret til noget, der var mindre værd. Drengene, der plejede at være mine venner, blev pludselig fremmede, der kiggede på mig på en helt ny måde. Jeg blev genert over folks reaktioner over min krop. Det var frydefuldt og skamfuldt på samme tid.

For Lea og Mette blev deres fælles filmprojekt den magiske nøgle, der omsider fik sat tankerne om deres egen seksualitet på plads. Men der skulle et længere tilløb til.

L: Mette er en af de første, som jeg har snakket med om de her ting – sådan rigtig snakket – og det krævede stort mod at være helt ærlig.

M: Vi startede med at skrive til hinanden og stille spørgsmål om hinandens følelser, tanker og erfaringer om begær, vores kroppe og vores sexliv. Vi tog også billeder af os selv og af hinanden. De nøgne. Det gav os en kæmpe erfaring og grundlag til at gå ud og kontakte andre kvinder og bede dem gøre det samme.

L: Selv om vi er forskellige, og vores oplevelser ikke er ens, så opdagede vi alligevel en fælles grundessens med nogle fælles dilemmaer: Hvordan er man for eksempel en rigtig pige og en rigtig kvinde? Og hvor gør man af sårbarheden, hvis man samtidig vil være et seksuelt væsen, der viser sit begær?

Mette og Lea lagde nu nogle af disse erfaringer og spørgsmål ud på nettet og inviterede kvinder i alderen 17-30 år til en åben casting. Reaktionen var overvældende. Omkring 100 kvinder meldte sig til at blive filmet, og det blev til over 70 interviews på mellem en halv og en hel time – alle gennemført i enkle omgivelser i Mettes stue, mens hendes køkken blev en eksotisk ”salon”, hvor kvinderne blev opfordret til at sidde og snakke om seksualitet, inden de én efter én blev kaldt ind og filmet.

M: Det var en fantastisk proces at skabe et trygt rum for så mange kvinder. At invitere dem ind i min stue og få dem til at åbne op omkring deres angst, drømme, sorger og fantasi.

L: Det var hårdt og befriende på samme tid. Nogle dage filmede vi ni timer i træk, og mængden af kvinder og interviews kom til at fungere som en form for katarsis, hvor ens jeg blev udvisket, og vi blev befriet for os selv. Samtidig lærte vi at arbejde med psykologien og magten i rummet – hvem der turde have blikket på hvem. Vi havde også gennemgået et kursus på filmskolen om, hvordan man frembringer erotik på film, som vi også brugte meget bevidst til at skabe en erotisk dirren.

M: Jeg oplevede flere gange, hvordan jeg brød sammen efter optagelserne, fordi alt det, vi lyttede til og alle deres oplevelser også satte ens eget liv i relief. Jeg mener, der sad jeg som 35-årig og lyttede til kvinder først i 20’erne, der allerede havde haft oplevelser og en bevidsthed omkring disse ting, som jeg aldrig selv havde. Det var fascinerende, men skabte også misundelse og en sorg over ikke at have brugt tiden anderledes.

Planen var, at Lea og Mette ville bruge interviewene som indledende research og derefter filme nogle af kvindernes fortællinger med dem selv i hovedrollerne. Men da de så optagelserne fra castingerne igennem, gik det op for de to instruktører, at her var den film, de ville lave.

L: Vi opdagede, at der ikke var behov for at sætte billeder på kvindernes historier. At de tværtimod stod meget stærkere på den måde, fordi tilskuerne danner deres egne billeder. Det blev så ikke en visuel film på en klassisk måde, men nogle gange giver en simpel kunstnerisk ramme endnu større autencitet.

M: Det er også en meget personlig film. Man kan godt opfatte ”Venus” som noget, der hæver sig op og skaber et fælles kor, men i virkeligheden er det Mette og Lea, der stille spørgsmål til en masse kvinder for at få nogle billeder at spejle sig i, så filmen er på ingen måde neutral.

L: Den åbenhed, som kvinderne i ”Venus” udviser, kan være meget svær at opnå over for en partner. Det svarer mere til den oplevelse man har, hvis man har et one night stand og pludselig åbner op og fortæller ting til en fuldkommen fremmed, som man ellers aldrig ville fortælle nogen. En gratis time, hvor man kan være hudløst ærlig, fordi man aldrig skal stå til regnskab eller se personen igen.

Mette og Lea er enige om, at de gerne ville have haft en film som ”Venus”, dengang de selv voksede op. De håber derfor, at den også vil blive brugt i undervisninger på gymnasier og andre ungdomsuddannelser.

M: Mit hjerte banker for alle de ensomme piger derude, der prøver at navigere rundt i hajfyldt farvand. ”Venus” viser, at de ikke er alene, at de langt fra er de eneste med de her tanker. Samtidig viser den noget helt andet end pornografi, som fylder utrolig meget i dag og ikke gør noget gunstigt for hverken mænd eller kvinder.

L: Jeg synes, at ”Venus” skaber et behov for at snakke sammen og være i rummet. Derfor håber jeg også, at folk vil se den sammen på tværs af generationerne og fortsætte samtalen bagefter. Og jeg håber, at mændene vil se den. En af de mænd, der har set filmen, fortalte således, hvordan han var vokset op med lutter søstre, og hvordan mange af deres samtaler stoppede, når han kom ind i rummet. Nu forstod han meget bedre deres verden.

Dermed er vi nået frem til mændene, som på den ene side er totalt fraværende i ”Venus”, men samtidig i allerhøjeste grad tilstede i kvindernes historier. Og til spørgsmålet, om man kunne forestille sig en tilsvarende film om mænds seksualitet?

M: Det ville være den mest sindssygt revolutionære film, hvis man kunne få mænd til at lukke op på den måde. Vi har da også leget med tanken om at lave en to’er om mændene, hvordan man skulle gribe det an, og om det overhovedet er os, der ville kunne lave sådan en film.

L: Men der mangler klart sådan en film. Noget af det, som vi opdagede, var jo også, at forskellen på mænd og kvinders seksualitet ikke er så stor, som man tror, eller bliver opdraget til at tro. At der er mange af de ideer, man tidligere havde om de to køn, som ikke længere passer. For de mænd, der har set filmen, har den også fungeret som et spejl.

Og hvad så nu. Hvordan kommer man videre både personligt og kunstnerisk efter at have lavet en film som ”Venus”?

M: Jeg har jo kredset om seksualitet – herunder ikke mindst kvinders seksualitet – i meget af det, jeg har lavet filmisk indtil nu. Men jeg kan også mærke, at arbejdet med ”Venus” har modnet mig, så jeg har fundet en ro og fået placeret de her ting indeni. Jeg er fortsat nysgerrig omkring emnet, men kunne bedre forestille mig at lave film om andre ting også nu.

L: Når man går igennem en proces og en udvikling, som den vi har været igennem med ”Venus”, så kan man ikke gå tilbage. Jeg er ikke længere den samme, og nu er jeg højgravid, og så ændrer alt sig igen både menneskeligt og seksuelt. Det er jeg meget spændt på.