SERIE: Skamløs – Unge kvinder siger ligeud, at de vil bolle. Og hvad så?
”Hvis du vil bolle så bol”¨
Så bramfrit slynger en af de tre unge, kvindelige hovedpersoner det ud i DR’s serie ”Skamløs”.
Sætningen er i virkeligheden seriens hovedpointe. ”Skamløs” udfordrer den kendte norm, hvor kvinder, der har sex med mange forskellige partnere, stemples som ”billige” og ”lette på tråden”. Mens en mand, der har sex med mange omvendt bliver hyldet.
Igen igen fristes man til at sige. Den nærmest klichéagtige norm er nemlig blevet udfordret før – mange gange efterhånden. Derfor føler man også lidt, at serien kommer en postgang for sent.
Misforstå mig nu ikke. De tre unge, kvindelige hovedpersoner er indtagende og livsbekræftende seksuelle frontkæmpere. De er perfekte eksponenter for en ny generation af unge kvinder, der vil have lov til at være åbne om deres seksualitet og slynge deres lyst ud i verden uden at blive slutshamet.
Det gælder 25-årige Sofie, der er den mest modne af trioen. Med perfekt tjek på både sin make up og sit image, har hun totalt styr på situationen, når hun står i Kødbyen og stråler i trekants-bikinitop og læderjakke uden at lade sig påvirke af sine bejleres indbyrdes konkurrence. ”Han er sur nu”, siger hun til kameraet, da den ene bejler afvises af dørmanden, og tilføjer grinende ”Jeg er ligeglad”. Senere tager hun så endnu et skridt og opretter sin egen profil på OnlyFans, hvor hun mod betaling viser udfordrende billeder.
Det gælder også 20-årige Inger fra Odder, der finder lillebyen alt for tæt, hvis man dater mange. Vi følger hendes frygt for, at klassekammeraterne i gymnasiet skal udnævne hende til årets engangsknald, og hendes spænding ved at flytte til København, hvor hun pludselig kan date nogen, uden at have gået i børnehave med dem. Ingers barnlige sårbarhed går hånd i hånd med begejstringen over endelig at få mere albuerum.
Og det gælder 19-årige Asmita fra Næstved, der sprudler af bramfrihed og charme. Med en umættelig libido og livsappetit flirter hun med alt og alle – selv sexologen Jakob Olrik, som hun opsøger i en scene for at høre, om der er noget galt, siden hun har så stor en sexlyst. Derudover er Asmita lynende intelligent og kan snakke med om alt fra amerikansk politik til filosofi og astronomi. Hun er beviset på, at man sagtens kan være nørd, hestepige og hoe (en kvinde der her mange sexpartnere) på samme tid.
Som øjebliksbillede og fluen på væggen fungerer ”Skamløs” uden problemer. Som indspark i en kønspolitisk debat er jeg derimod mere i tvivl.
På bagkant af reality-ikoner som Fie Laursen, der for længst har taget skridtet fuldt ud både på OnlyFans og i dokumentarserier om sig selv, og feministiske manifestationer som GirlSquad virker serien mindre, som det nye sort – faktisk ret mainstream leverpostejfarvet.
Af en serie at være, der handler om sex, er ”Skamløs” også ret tam. De tre kvinder taler om sex og deres seksualitet i ét væk, og man ser Sofie gå hjem om morgenen efter at have knaldet hele natten, men mere hardcore bliver det ikke. Dermed er der et kæmpeskridt op til kunstneren Maja Malou Lyses serie ”Sex med Maja” fra 2019, hvor man blandt andet så hende sprede benene for åben skærm og føre et spekulum op i sin glidecremes-indsmurte skede.
Alligevel rives man med og håber, at de tre hovedpersoner i “Skamløs” finder deres egen vej i seksualitetens brogede verden helt uden at skamme sig.
Også selv om Sofie nok vil opdage, at hvis man ikke vil seksualiseres som kvinde, så skal man kunne vise flere sider af sig selv end glinsende sut-pik læber og afklædte billeder på OnlyFans. At Inger nok kommer til at erkende, at København også er en stor landsby datingsmæssigt. Og at Asmitas libido såmænd bare svarer til det, de fleste teenagedrenge oplever.
Skamløs – Tre afsnit af 27-28 minutter – Danmark – Tilrettelæggelse: DR – Medvirkende: Sofie Holm, Inger Benson, Asmita Lauridsen m.fl.