FILM: Tusind timer – Super autentisk dansk/svensk musikfilm

Som anmelder har man tit en tendens til at tage nej-hatten på og rakke en film ned. Det ligger næsten i opgaven. Lige som journalister lever af at stille kritiske spørgsmål på folkets vegne, lever anmeldere af at forholde sig kritisk til filmene.

Men magt ender ofte med at korrumpere. Eller som i anmeldernes tilfælde med, at de snarere ser glasset som halvtomt frem for halvfyldt og dermed glemmer at nyde det, der faktisk er godt.

Den fejl kan man nemt begå med den svenske instruktør Carl Mobergs spillefilmsdebut ”Tusind timer”. På overfladen kan historien i det dansk-svenske musikdrama således virke både banalt og klichéfyldt.

Den unge kvinde Anna nærmer sig de 30 år og kæmper for at bryde igennem som sanger med sit band.

Endelig ser drømmen ud til at blive indfriet. En aften efter en koncert får bandet tilbuds et attraktivt job som opvarmningsband for et større, turnerende navn.

Glæden varer dog kort, for bandets trommeslager dør i et trafikuheld. Gruppen falder hinanden og får sit endelige dødsstød, da guitaristen Thomas siger ja til at rejse på international turné med et andet band.

Tilbage står Anna, der har småkysset med Thomas uden at nogen af dem dog kan finde ud af at få kærlighedsbålet mellem sig til at flamme op. I stedet rejser hun til Berlin (hvor ellers), og forsøger at bruge et hipt kunstnerkollektiv til at virkeliggøre drømmen om et musikalsk gennembrud, men uden succes.

Og så dukker Thomas pludselig op igen og minder Anna om, hvem hun er.

Som sagt er det nemt at banalisere Mobergs film og Annas kamp. Lidt som en Thomas Blachman der sidder og lytter til endnu en ung med musikerdrømme, som har fået at vide af sine forældre, at hun synger og spiller godt.

Men lad dig ikke narre, for ”Tusind timer” har overraskende meget at byde på. På sin egen underspillede måde formår den at levere en uhørt og overraskende troværdighed – måske fordi, at den virkelige verden ér banal.

Her er der ingen uhæmmet stofmisbrug eller farvestrålende affærer og skandaler, som ellers er normen i film om musikere og andre kunstnersjæle. Det hele er helt og aldeles lavskala dansk. Godt nok er der smukke scener fra de berlinske musikklubber, men scenerne fra København er optaget inde omkring Søerne i København og Dronning Louises Bro. Mere lokalt kan det næsten ikke blive.

På samme måde udfolder kærlighedshistorien mellem Thomas og Anna sig i sneglefart med masser af dårlig kommunikation, som den slags historier også har det med at udvikle sig i virkeligheden.

Josefine Tvermoes er befriende ægte som Anna, der ikke er noget verdensstjernetalent, men alligevel stædigt hænger fast i sin drøm, indtil hun er ved at give op.

Lige her kikser troværdigheden så en smule. I stedet for at lade det hele fise ud og Anna kaste sig over en almindelig uddannelse, serverer filmen en slutning, der måske nok er tilfredsstillende, men lidet sandsynlig.

Men indtil da kan ”Tusind timer” nydes som en lille uventet gave af en film med årets med mundrette manuskript og dialog.

Tusind timer – 102 minutter – Danmark og Sverige – Instruktør: Carl Moberg – Medvirkende: Josefine Tvermoes, Niels Anders Manley, Kenneth M. Christensen, Jesper Lohmann m.fl.