Der er en egen ironi over den russiske instruktør Andrei Konchalovskys nye film ”Kammerater”.
Ikke fordi at der er nogen ironi over filmens handling, der er en nådesløs beskrivelse af massakren på mellem 26 og 80 arbejdere og demonstranter i den sovjetiske by Novotjerkassk den 2. juni 1992.
Hvilken massakre spørger du måske? For både ligene og hele beretningen om soldaternes og KGB-agenternes nedskydning af snesevis af uskyldige borgere, blev begravet lige så hurtigt som det tog at dække massegravene til. Folk blev slettet fra alle officielle optegnelser i systemet og hele affæren glemt. Først 30 år senere i 1992 blev der iværksat en officiel undersøgelse af massakren. For sådan kan man gøre i et diktatur som det russiske – ikke blot slå folk ihjel, med udradere dem, som om de aldrig havde eksisteret.
Nej ironien ligger bestemt ikke i handlingen, men i at den 80-årige Konchalovsky selv har været en aktiv del af det system, som han nu udleverer. Og i filmens sort-hvide billeder og klassiske gammeldags 4:3 kasseformat, der leder tanken hen på den russiske mesterinstruktør Eisensteins revolutionære hovedværker ”Panserkrydseren Potemkin” (1925) og ”Strejke” (1925). To film med en filmæstetik, der blev misbrugt som redskab for Stalins diktatur.
Det forhindrer dog ikke, at ”Kammerater” er oppe i – eller tæt på mesterskabsklassen og fik juryens specialpris ved sidste års filmfestival i Venedig.
Som alle gode fortællinger virker “Kammerater” stærkt, fordi de historiske begivenheder skildres via enkelte menneskeskæbner. I centrum står den trofaste og priviligerede partifunktionær og enlige mor Lyuda – spillet med stor indlevelse og karisma af Konchalovskys kone og faste stjerne Julia Vysotskaya
Filmens drama udspiller sig over tre dage. I indledningsscenen lufter Lyuda sin utilfredshed med de stigende priser over for sin elsker, en højtstående, lokal partiformand.
Senere samme dag udbryder der strejke på den lokale elektrolokomotiv-fabrik, hvor Lyudmillas datter Sveta arbejder.
Den næste dag, da flere tusinde arbejdere fra området har sluttet sig til protesten, åbner en KGB-snigskytte ild og sætter gang i massakren.
Mens ligene hober sig op, begynder myndighederne at dække over det blodige kaos, herunder arrangere end musikfestival som dække og ved at få lokale til at skrive under på tavshedsklausuler. ”Hvad er det, jeg ikke må afsløre?”, spørger en sygeplejerske. ”Ingenting, for der skete intet”, lyder svaret
I mellemtiden leder Lyuda mere og mere desperat efter sin forsvundne datter hjulpet af KGB-kaptajnen Viktor.
Julia Vysotskaya, der selv er født i Novotjerkassk, spiller den desperate mor med glohed intensitet. Hun er veteranen fra Den Store Fædrelandskrig. Den lydige partisoldat, der nidkært forsvarer det system, hun selv er opflasket af. Lige indtil det går op for hende, at hun har været med til at skabe et monster, der har vendt sig mod den arbejderklasse, det hævder at forsvare.
Den blodige gru vælter ud fra lærredet, da en såret kvinde hjælpes ind på en frisørsalon, for derefter at blive ramt og dræbt af en ny kugle. Det er afklædning af et system, der bygger på lige dele nepotisme og foragt for det enkelte menneske.
Konchalovsky har givet sit værk ekstra tyngde ved at besætte resten af rollerne med ukendte teaterskuespillere og amatører fra lokalområdet.
På den måde er ”Kammerater” både en rystende vild og en vild nødvendig film, der lige som for eksempel den mesterlige TV-serie om Tjernobyl har taget fat på den historiske selvransagelse omkring Sovjetunionen.
Kammerater – 121 minutter – Rusland – Instruktør: Andrei Konchalovsky – Medvirkende: Yuliya Vysotskaya, Vladislav Komarov, Andrey Gusev, Yuliya Burova, Sergei Erlish m.fl.
