

FEn film om kvinder, set med kvinders blik og fuldstændig på kvinders præmisser. Så kort kan man beskrive den estiske instruktør Anna Hints rørende og gribende dokumentarfilm ”Smoke Sauna Sisterhood”.
Rammen er en hytte i skoven et sted i Estland, hvor en gruppe kvinder regelmæssigt mødes for at gå i sauna. Der er tale om en flere hundrede år gammel tradition, der er med på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Disse saunaer er blevet brugt til fødsler, helbrede syge og mange andre ting.
Men for kvinderne i filmen er timerne i saunaen, nøgne og svedende sammen med andre kvinder væk fra deres familier, mobiltelefoner og hele deres udmattende to-do-liste først og fremmest et frirum.
Og der i den rensende varme sker der noget: De taler sammen, deler historier og sætter ord på det ellers usigelige helt uden filter og grænser. Det kan lyde kliché-agtigt, men på en måde vasker og sveder de smerten væk.
Som sagt er ”Smoke Sauna Sisterhood” en film skabt fuldstændig på kvinders præmisser. Men netop derfor, er den også en kostbar gave til alle mænd – et unikt og fuldstændigt åbent hudløst indblik i kvinders tanker og følelser, som ikke er set på et biograflærred siden Lea Globs mesterlige ”Venus: Let’s Talk About Sex”.
Der er en næsten overjordisk stemning over filmens billeder, der oplyser ansigterne og kroppene, som var de fanget i stearinlysets skær – varmt og smeltende.
Kameraets blik er på én gang ærligt og forsonende. Der er kvindekroppe i alle afskygninger, der alle er fuldstændigt modsat Hollywoods glitrede idealer. Naturlige og bløde former, som indfanges uden, at det bliver nærgående – og ofte uden, at man ser deres ansigter. Til gengæld ser vi bryster og deller og smukke fugtperler på huden.
Vi følger, når de gnider huden med groft salt, chanter og blidt pisker hinanden med birkeris. Er med når de tisser i skovbrynet eller løber udenfor for at tage en dukkert i den nærliggende sø – om vinteren efter at have hugget hul i isen med en økse.
Men det er deres fortællinger, der er filmens vibrerende hjerte. Kvinderne taler om alt fra kropsbilleder og skam til forholdet til deres mødre og hvordan man reagerer, når nogen sender pikbilleder, eller når partneren gerne vil have, at man snakker frækt.
Noget af det er absurd, noget er universelt og noget er dybt desperat og sorgfuldt. En kvinde fortæller om, hvordan hendes mor aldrig har sagt til hende, at hun er smuk. En anden græder, mens hun fortæller om, hvordan hun blev voldtaget.
En tredje fortæller i hjerteskærende detaljer om dengang, hun var nødt til at føde et barn, der allerede var dødt inde i maven. Hun er glad for, at hun fødte det døde barn rigtigt og ikke ved kejsersnit, fordi anstrengelsen og smerten ved veerne betød, at en del af sorgen blev brændt væk allerede der.
Tilsammen danner disse og mange flere fortællinger en fantastisk mosaik over, hvordan det er at være kvinde i nutidens Estland – og i det hele taget. Og de sidder saunavarmt kroppen længe efter, at, man har forladt biografen.
Smoke Sauna Sisterhood – 89 minutter – Estland, Frankrig og Island – Instruktør: Anna Hint – Medvirkende: Kadi Kivilo, Maria Meresaar, Elsa Saks, Mariann Liiv, Eva Kübar m.fl.

